Akuttilbud for psykisk sårbare

Akuttilbuddet er et tilbud til dig, der oplever en akut psykisk krise, eller er pårørende til et menneske i krise.

Føler du afmagt, angst, har du det psykisk svært? Du kan døgnet rundt få støtte og rådgivning i Akuttilbuddet.

Tilbuddet består af tre former for hjælp:

  • En døgnbemandet akuttelefon med nummer 33 17 29 00.
  • Mulighed for at få støtte og rådgivning.  Du kan både få støtte og rådgivning pr. telefon eller møde op personligt. Vi anbefaler, at du ringer i forvejen.
  • Mulighed for at overnatte i akuttilbuddet.

Hvem kan bruge tilbuddet

Akuttilbuddet er for alle, der oplever en akut psykisk krise eller er pårørende til et menneske i krise.

Det kan eksempelvis være, at du er blevet overvældet af angst, magtesløshed eller har det psykisk svært på grund af eksempelvis en fyring, en skilsmisse eller et dødsfald. Det kan også være, at du kæmper med en psykiatrisk diagnose og pludselig har behov for at tale med en person for at klare hverdagen selv.  

Du kan altså bruge tilbuddet både, hvis du allerede bliver behandlet for en psykiatrisk diagnose, eller det er første gang du oplever en krise og ikke har snakket med en læge om det. At bruge akuttilbuddet kræver altså hverken en diagnose eller henvisning fra en læge. 

Som pårørende kan du få støtte og vejledning både telefonisk og ved personlig henvendelse.

Når du kontakter akuttilbuddet

Du kan henvende dig anonymt i akuttilbuddet.

Du vil ikke få stillet en diagnose, blive indlagt eller modtage medicinsk behandling. Du vil til gengæld få en støttende samtale, nærvær og oplevelsen af, at du ikke står alene med din krise

Når du henvender dig i akuttilbuddet vil du starte med at få en samtale, hvor I vil snakke om, hvad dit behov er og hvilken form for støtte du har brug for.

Bagefter kan du få udarbejdet en kriseplan. Dette gælder dog ikke, hvis kontakten udelukkende er telefonisk. Krisesamtale og kriseplan kan, alt efter behov, suppleres med andre metoder, redskaber eller hjælp til andre relevante tilbud. 

Du kan henvende dig uden at skulle opgive CPR-nummer, men hvis du skal overnatte eller indgå i et længerevarende forløb, hvor andre offentlige instanser også inddrages, kan du dog ikke forblive anonym.

Kontakt

Akuttilbud for psykisk sårbare

Griffenfeldsgade 44, opgang 46, 3. sal

2200 København N