Sådan foregår det, når du kontakter os

Det kan være svært at forestille sig, hvordan det er at ringe til kommunen, og hvordan du skal tale med os. Her på siden fortæller vi om et eksempel, hvor Frederik ringer til børne- og ungerådgiveren Line. Du kan også læse, hvad der sker efter en samtale.

Føler du ikke, at du kan tale med dine forældre eller de andre voksne, du kender, hvis du har det svært?

Hvis noget er for svært til, at du kan klare det – enten derhjemme eller i skolen – skal du ikke stå alene med det. Faktisk er det slet ikke meningen, det skal være sådan. Og derfor skal du have hjælp fra nogle voksne, der lytter til dig. I kommunen sidder der nogle voksne, som gerne vil tale med dig og hjælpe, hvis du har brug for det.

Line er børne- og ungerådgiver i kommunen og kan være én af dem, der tager telefonen, når du ringer. Men hvordan foregår sådan en samtale egentlig?

Vær med, når Line taler med 15-årige Frederik, der føler sig utryg, fordi hans far drikker for meget alkohol og tit bliver vred.

Frederiks første kontakt til Københavns Kommune

Vis alle

Se samtalen

I Københavns Kommune sidder børne- og ungerådgiveren Line klar til at tage telefonen, når den ringer:

Line: “Hej, du taler med Line fra Københavns Kommune. Hvem taler jeg med?”

Frederik: “Hej, det er Frederik.”

Line: “Hej Frederik. Vil du fortælle mig lidt om, hvorfor du ringer?”

Frederik: “Min far drikker meget alkohol. Nogle gange kører han væk uden at sige det og kommer først hjem lang tid efter, hvor han er fuld. Min mor og far råber meget ad hinanden. Jeg kan nogle gange høre min mor græde, når jeg er gået i seng og skal til at sove. Jeg er rigtig ked af det, fordi jeg føler sjældent, jeg er sammen med min ’rigtige’ far. Nogle gange falder han og slår sig, når vi er ude. Det er pinligt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre.”

Line: “Tak, fordi du fortæller mig det, Frederik. Jeg kan godt forstå, du har det svært! Må jeg høre lidt mere om din mor? Har du talt med hende eller andre voksne, du er tæt på, om din far?”

Frederik: “Jeg føler ikke, jeg kan tale med hende om det. Hun er på arbejde, og derhjemme skal hun lave alting. Jeg vil ikke være til besvær og give hende flere problemer. Min lillesøster har mest brug for min mor.”

Line: “Du lyder som en betænksom dreng, der passer godt på din familie. Men det er også vigtigt, at du har det godt og ikke skal bekymre dig. Har du fortalt de ting, du fortæller mig, til en anden voksen?”

Frederik: “Nej, ikke rigtigt. Jeg synes, det er lidt pinligt.”

Line: “Tak for din ærlighed, Frederik. Jeg vil gerne invitere dig og dine forældre til en samtale med mig eller en af de andre, der arbejder her i kommunen. Det er nemlig ret vigtigt, at vi får talt med dine forældre om det, du synes er svært, så du kan få det bedre. Hvis du har det bedst med at komme her med din mor til en start, så gør vi det, men vi skal også tale med din far.”

Har du brug for hjælp nu? Det kan måske føles underligt at spørge efter hjælp her på siden hos nogle voksne, du ikke kender endnu. Men børne- og ungerådgiverne er her netop for at hjælpe børn og unge i vores område, hvis der er noget, der er svært.

Du kan altid skrive eller ringe til Den Sociale Døgnvagt for at få hjælp. De har åben 24 timer i døgnet alle årets dage.

KONTAKT

Den Sociale Døgnvagt

Åboulevard 38

2200 København N

Hvad sker der, når du har talt med os?

Når du har talt med os, får du måske at vide, at vi har brug for mere viden om dig og din situation for at finde ud af, om vi kan hjælpe dig. Det kan også være, du skal tale med nogle andre. Men hvad sker der egentlig i sådan en proces?

Der er også andre, der kan hjælpe dig

... hvor du ikke behøver at fortælle, hvem du er, hvis du ikke har lyst. Her kan du tale med voksne, der lytter og kan give dig trøst og gode råd.

Svære ord, der er gode at kende

Hvis du skal til møde med en børne- og ungerådgiver i kommunen, kan der være nogle ord, som du ikke kender så godt. Dem får du her i en samlet liste.