Søg

Lån til beboerindskud

Her kan du søge om lån til betaling af beboerindskud, hvis du flytter i en almen bolig i Københavns Kommune.

Du kan søge om lån til beboerindskud, hvis:

  • Du skal flytte i en almen bolig, fx en almen ældrebolig, en almen lejlighed, en almen ungdomsbolig med eget køkken eller et værelse i et almennyttigt bofællesskab. Hvis du er i tvivl om din nye bolig er en almen bolig, kan du kontakte boligorganisationen.    
  • Boligen er opført og taget i brug første gang den 1. april 1964 eller senere. Du kan tjekke boligens opførelsesår på www.boliga.dk i menuen under BBR. Ved kommunalt anviste ældreboliger i alment boligbyggeri ser Københavns Kommune bort fra opførelsesåret.
  • Din nye bolig ligger i Københavns Kommune. Hvis boligen ligger i en anden kommune, skal du søge om lån i den kommune, du ønsker at flytte til.
  • Din husstandsindkomst ligger under beløbsgrænsen:
    • Skal du flytte i lejlighed, må din samlede husstandsindkomst ikke overstige 257.670 kroner om året (sats for 2021). Hvis der er børn under 18 år i husstanden, forhøjer vi beløbet med 45.200 kroner for hvert barn (sats for 2021). Du kan max få forhøjet beløbet for fire børn.
    • Skal du flytte i et enkeltværelse, må din samlede hustandsstandsindkomst ikke overstige 174.548 kroner om året (sats for 2021). Hvis der er børn under 18 år i husstanden, forhøjer vi beløbet med 45.200 kroner for hvert barn (sats for 2021). Du kan max få forhøjet beløbet for fire børn.

Du kan ansøge om lån til beboerindskud via ovenstående ansøgningslink. Er du permanent fritaget fra digitale selvbetjeningsløsninger eller får en enkeltstående undtagelse og/eller har du ikke NemID, har du mulighed for at bestille tid til hjælp i Borgerservice på: kk.dk/bestiltid eller på tlf: 33 66 33 66.

Husk at vedlægge en kopi af din lejekontrakt, når du ansøger. Vi kan ikke behandle din sag, før vi får en kopi af lejekontrakten. Du kan kontakte din boligorganisation for at få en kopi.

Vær opmærksom på, at sagsbehandlingstiden kan være op til 10 arbejdsdage, hvis sagen er fuldt belyst ved modtagelsen.

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du er i tvivl, om du opfylder betingelserne for at få et lån til betaling af beboerindskud eller har spørgsmål omkring tilbagebetaling.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er et beboerindskud?

Som lejer skal du typisk betale et engangsbeløb, når du flytter i en ny bolig. Beboerindskud er det engangsbeløb, som du skal betale, når du flytter ind i et alment boligbyggeri. Beboerindskuddet er udlejers sikkerhed for, at du overholder dine forpligtelser som lejer, når du flytter igen.

Hvad er forskellen mellem et beboerindskud og depositum?

​Et beboerindskud er det engangsbeløb, du skal betale, når du flytter ind i et alment boligbyggeri. Hvis boligorganisationen ikke er et almennyttigt boligselskab, men fx en privat udlejer, kaldes dette engangsbeløb et depositum.

Du kan kun ansøge om lån til betaling af depositum, hvis du flytter på grund af byfornyelse eller sanering eller du er flygtning, og din opholdstilladelse er under tre år gammel.

Hvor meget kan jeg låne?

Du kan låne til hele beboerindskudslånet, men ikke til den forudbetalte husleje.

Hvordan finder jeg ud af, om jeg skal flytte i en almen bolig?

Hvis du er i tvivl om din nye bolig ligger i et alment boligbyggeri, kan du spørge din boligorganisation eller udlejer.

Som hovedregel kan man sige, at hvis du flytter i en bolig, som ejes af en almen boligorganisation, så bor du alment. Flytter du i en bolig, som ejes af et privat selskab eller en privat person, så bor du privat.

Du kan finde ud af, hvem der ejer din bolig på www.tinglysning.dk.

Hvordan finder jeg ud af, hvornår min bolig er opført?

Du kan finde ud af, hvornår din bolig er taget i brug første gang på www.boliga.dk i menuen under BBR. Alternativt kan du kontakte boligorganisationen.

Vær opmærksom på, at Københavns Kommune ser bort fra opførelsesåret, ved kommunalt anviste ældreboliger i alment boligbyggeri.

Hvordan beregner jeg min samlede, årlige husstandsindkomst?

Den samlede, årlige husstandsindkomst udgør den skattepligtige årsindkomst (A-indkomst) for samtlige personer, der flytter med i den nye bolig, og som er over 18 år.

En skattepligtig indkomst kan fx være løn (efter AM-bidrag på 8 %), kontanthjælp, dagpenge, SU eller supplerende pensionsydelser. Det kan fx også være aktieindkomst eller renteindtægter.

Hvis du er i tvivl, så kan du se din indkomst på www.skat.dk.

Kan jeg få afslag på min ansøgning om at låne?

Ja, selvom du lever op til kravene, kan du i nogle tilfælde få afslag på din ansøgning om et lån til beboerindskud. Det kan fx skyldes:

Du har gæld fra et tidligere lån til beboerindskud.

Du har formue, som vi vurderer til at være tilstrækkelig til, at du selv kan betale beboerindskuddet. Det kan fx være penge eller værdipapirer i banken, eller hvis du ejer et hus eller en bil.

Vi vurderer, at din nuværende bolig opfylder din families behov.

Vi vurderer, at din nye bolig er for stor i forhold til, hvor mange, der skal bo der.

Din nye boligs husleje udgør mere end halvdelen af den samlede husstandsindkomst.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har fået afslag og gerne vil klage?

Hvis vi vurderer, at du ikke opfylder betingelserne for at få et lån, sender vi et afslag til dig.

Du har mulighed for at klage til os. Det kan du gøre enten skriftligt eller mundtligt inden 4 uger.

Hvis vi ikke giver dig medhold i din klage, sender vi den videre til Ankestyrelsen sammen med vores vurdering af sagen.

Københavns Kommune har en Borgerrådgiver, som kan hjælpe borgere, der gerne vil klage over sagsbehandlingen.

Få mere information her: Borgerrådgiveren (kk.dk).

Du kan også læse mere om klagemuligheder her: Klagemuligheder i Danmark (borger.dk).

Har jeg andre muligheder for at låne til beboerindskud?

Hvis du ikke opfylder betingelserne for at låne til beboerindskud, kan du undersøge om du kan:

  • Ansøge om enkeltydelse, fx hvis byggeriet er for gammelt, husstandsindkomsten er for høj eller hvis du flytter ind i en privat lejebolig med depositum. Læs mere her.
  • Ansøge om personligt tillæg til din folkepension, hvis din økonomi er særlig dårlig. Læs mere her.
  • Henvende dig til Enheden for Sociale Ydelser, Matthæusgade 1, 1666 København V om mulighed for hjælp efter anden lovgivning. Læs mere her.
Hvordan betaler jeg lånet tilbage?

Du låner pengene til betaling af beboerindskud af Københavns Kommune, og du skal derfor betale lånet tilbage. Som hovedregel skal du ikke betale renter og afdrag på lånet de første fem år af låneperioden.

Hvis du bliver boende i den bolig, du har modtaget et lån til, skal du begynde at betale lånet tilbage efter fem år. Du vil blive opkrævet den månedlige ydelse over din husleje, så længe du bor i boligen.

Tilbagebetalingsperioden er maksimum 10 år. Hvor hurtigt du skal betale lånet tilbage afhænger af:

  • Din husstandsindkomst
  • Din formue
  • Hvilken slags bolig du bor i

Du kan til enhver tid forhøje dit månedlige afdrag. Kontakt os for at høre mere om dine muligheder for at blive gældfri hurtigere.

Vær opmærksom på, at hvis du fraflytter boligen, du har fået lån til, skal du betale lånet tilbage med det samme.

Kan jeg betale lånet tilbage før de første fem år er gået?

Du kan begynde at betale dit lån tilbage allerede to måneder efter, at du er flyttet ind i din nye bolig. Det kaldes et frivilligt afdrag, hvor du indgår en aftale med Københavns Kommune om en tidlig tilbagebetaling af dit lån. Der er væsentlige fordele for dig ved at begynde at betale lånet tilbage hurtigt, da du skal betale færre renter og kan blive gældfri hurtigere.

Vi kan hjælpe dig med at oprette en afdragsordning på helt ned til 100 kr. pr. måned.

Hvor kan jeg holde øje med restgælden?

Hvis du er begyndt tilbagebetalingen af dit lån til beboerindskud, kan du se din restgæld på Mit Betalingsoverblik. Se mere her. Vær opmærksom på, at din gæld til Københavns Kommune ikke vil fremgå af Mit Betalingsoverblik, før du begynder at betale lånet tilbage. Kontakt os, hvis du gerne vil tjekke op på din gæld, inden du er begyndt tilbagebetalingen.

Kontakt

Beboerindskudslån

Borups Allé 177

2400 København NV

Telefontider

Mandag

09:30 - 14:30

Tirsdag

09:30 - 14:30

Onsdag

09:30 - 14:30

Torsdag

09:30 - 14:30

Fredag

09:30 - 13:00