Første samtale
Langt de fleste er kun sygemeldt i en kort periode. Men er du syg i længere tid, bliver du senest 8 uger efter din sygemelding kontaktet af jobcentret.
Du kan dog, inden der er gået fem uger, bede jobcentret om en ekstraordinær tidlig indsats - en såkaldt fast track-ordning. Så vil du komme til samtale 14 dage efter, du har bedt om denne ordning. Fast-track er for personer med en sygdom, der forventes at vare længere end otte uger. Måske har du en kronisk sygdom, der bliver værre i perioder – fx ledsmerter eller dårlig ryg, som giver smerter og kræver behandling og genoptræning. Eller det kan være, at du har været syg i længere tid med depression eller en anden psykisk lidelse. Har du spørgsmål om ordningen, så skriv til: fasttrack@bif.kk.dk
Til første samtale vil vi snakke om, hvordan du får den rigtige indsats, og hvad du selv kan gøre for at komme i arbejde. Det kan evt. være virksomhedspraktik eller lignende eller tilbud fra andre forvaltninger. Vi tager udgangspunkt i dine behov, og vurderer sammen, hvad der skal til.
Forbered dig til samtalen
Du kan forberede dig til samtalen ved at bruge 'Min Plan', som du finder på Jobnet, når du logger ind.
Det er også i 'Min Plan', at du kan finde de aftaler, som du og din sagsbehandler har lavet.
Hvis du er for syg til at møde op
Samtaler med jobcentret kan foregå telefonisk, hvis du er for syg til at møde.