Hvis du ikke opfylder kravet om 225 timers ordinært arbejde, kan det få konsekvenser for din økonomiske hjælp.
Hvis du er gift
Hvis du og din ægtefælle får beregnet hjælpen på grundlag af voksensats og den ene af jer ikke opfylder kravet om 225 timers ordinært og ustøttet arbejde, bortfalder hjælpen til denne ægtefælle.
Hvis hverken du eller din ægtefælle opfylder betingelsen om 225 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 12 kalendermåneder, udbetales der fortsat hjælp til den af jer, der er tættest på arbejdsmarkedet.
Kommunen skal vurdere, hvem af jer, der er tættest på arbejdsmarkedet, og som fortsat skal have udbetalt hjælp.
Hvis den anden ægtefælle i mellemtiden får så meget arbejde, at vedkommende opfylder 225 timers kravet, bliver det i stedet denne, der modtager hjælp, og hjælpen til den første ægtefælle bortfalder.
Den ægtefælle, hvis uddannelses- eller kontanthjælp er bortfaldet, betragtes som reelt hjemmegående, og har ikke pligt til at være til rådighed/udnytte sine arbejdsmuligheder.
Hvis du og din ægtefælle får beregnet hjælp på grundlag af én voksensats og én lavere sats, vil det være sådan, at hvis det er den ægtefælle, der modtager den lavere sats, der ikke opfylder kravet, bortfalder dennes hjælp. Er det den ægtefælle, der modtager hjælp på voksensats, der ikke opfylder kravet, reduceres dennes hjælp med så stort et beløb, at parret tilsammen modtager et beløb, der svarer til én voksensats.
Hvis både du og din ægtefælle modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse/overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp på en lavere sats, beholder den ægtefælle, der opfylder 225-timerskravet, sin hjælp, og den anden ægtefælles hjælp reduceres med så stort et beløb, at parret tilsammen modtager et beløb, der svarer til én voksensats.
Hvis ingen af jer opfylder 225-timerskravet, bortfalder/reduceres hjælpen hos den ægtefælle, der efter kommunens skøn er længst fra arbejdsmarkedet. I alle situationer vil I som ægtepar modtage et beløb, der tilsammen svarer til én voksensats. Opnår den af jer, der vurderes at være længst fra arbejdsmarkedet, på et tidspunkt 225 timers ordinært og ustøttet arbejde, opnår denne igen ret til hjælp, og i stedet bortfalder/reduceres hjælpen hos den
anden ægtefælle.
Ægtefæller, der fortsat modtager (evt. reduceret) hjælp, er underlagt de almindelige rådigheds- og sanktionsregler. Læs mere om dette i afsnittet "Betingelser for at bevare retten til økonomisk hjælp".
Et ægtepar, der har fået nedsat hjælpen som følge af 225-timersreglen kan – som efter de nu gældende regler om en ægtefælle, der frivilligt har valgt at være hjemmegående – ikke modtage særlig støtte. Derimod vil der ske genberegning af eventuel boligstøtte. Bortfald eller reduktion af hjælpen som følge af 225-timersreglen vil give plads til øget boligstøtte under kontanthjælpsloftet. Endvidere vil der i særlige tilfælde kunne ydes hjælp til enkeltudgifter efter kapitel 10 i aktivloven.
Hvis du er enlig
Er du ugift og modtager du inkl. et eventuelt barsels- eller aktivitetstillæg kontanthjælp eller uddannelseshjælp på voksensats for henholdsvis forsørgere og ikke-forsørgere, vil du få reduceret hjælpen med 1.000 kr. pr. måned, hvis du ikke opfylder kravet om 225 timers ordinært og ustøttet arbejde.
Er du jobparat kontanthjælpsmodtager under 30 år eller er du under 25 år og modtager du uddannelseshjælp med barsels- eller aktivitetstillæg, vil du få reduceret hjælpen med 500 kr. pr. måned, hvis du ikke opfylder kravet om 225 timers ordinært og ustøttet arbejde.
Modtager du uddannelseshjælp på SU-niveau, eller modtager du integrationsydelse, får du ikke reduceret hjælpen.
Reduktionen af hjælpen for ugifte personer som følge af 225-timersreglen kan ikke blive kompenseret ved en forhøjelse af særlig støtte eller boligstøtte.
Ugifte personer, der har fået reduceret hjælpen som følge af 225-timersreglen,kan modtage særlig støtte med det beløb, der ville have været udbetalt, hvis deres hjælp ikke var nedsat. Hjælp efter aktivloven til ugifte personer indgår i opgørelsen af husstandsindkomsten til brug for beregning af boligstøtte med det beløb, der ville være udbetalt, hvis hjælpen ikke var nedsat som følge af 225-timersreglen.
Hjælpen til ugifte personer indgår i beregningen af kontanthjælpsloftet med det beløb, der ville være udbetalt, hvis hjælpen ikke var nedsat som følge af 225-timersreglen. I særlige tilfælde vil der kunne ydes hjælp til enkeltudgifter efter aktivlovens kapitel 10.