Mødedato: 27.01.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispensation til at nedrive Carlsberg-siloen og en tidligere produktionsbygning ved Ny Carlsberg Vej, Valby

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal gives dispensation fra lokalplan Carlsberg II til at nedrive Carlsberg-siloen og en tidligere produktionsbygning, inden der er godkendt et projekt for nybyggeri på grunden. Begge bygninger er opført i 1961 og ombygget til kontorformål i 1997.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler dispensation fra § 5. stk. 1, pkt. b i lokalplan nr. 432 Carlsberg II til at nedrive en silo og en lavere produktionsbygning mod Ny Carlsberg Vej, inden der foreligger et godkendt projekt, som beskrevet under afsnittet Løsning.

Problemstilling

En bygherre har søgt om tilladelse til at nedrive den 88 meter høje Carlsberg-silo og hele bygningskomplekset omkring den for at opføre et nybyggeri på grunden. Da nedrivning af siloen vil være særligt tidskrævende, ønsker bygherren at udføre nedrivningsarbejdet samtidigt med, at et projekt til nybyggeri på grunden udvikles og byggesagsbehandles.

Siloen og en forbygning langs Ny Carlsberg Vej er udpegede i lokalplan Carlsberg II som bevaringsværdige bygninger, der først må nedrives, når der er godkendt et projekt til nybyggeri på grunden. Derfor forudsætter tilladelse til nedrivning en dispensation fra lokalplanen.

Dispensationen forelægges Teknik- og Miljøudvalget, da udvalget har ønsket at behandle dispensationer til at nedrive bevarings­værdige bygninger i Carlsberg Byen, jf. bilag 1.

Løsning

Bygningerne
Den 88 meter høje Carlsberg-silo og den lavere produktionsbygning mod Ny Carlsberg Vej er opført i 1961 til produktion og lager. Bygningerne er ombygget i 1997 til kontorformål. De nuværende lejere flytter ud af bygningerne i marts 2020. Fakta om og fotos fremgår af bilag 2.

Bevaringsværdige bygninger i lokalplanen
Carlsberg skal udvikles fra et industriområde til et tæt, blandet bykvarter, hvor ny bebyggelse indpasses sammen med eksisterende bygninger, træer og haver. De overordnede rammer for udviklingen er fastlagt i lokalplan Carlsberg II, som Borgerrepræsentationen vedtog den 29. januar 2009. Der er siden udarbejdet og vedtaget tillæg med detaljerede lokalplanbestemmelser for udformning af bebyggelse og byrum i de enkelte etaper, senest tillæg 6 til lokalplan Carlsberg II, som Borgerrepræsentationen vedtog den 15. december 2016. 

Lokalplanen udpeger en række bevaringsværdige bygninger, som ikke må nedrives uden kommunens tilladelse (dispensation). Omkring halvdelen af disse bygninger er forudsat bevaret og anvendt til nye funktioner. Den anden halvdel af bygningerne er af forskellige årsager vanskelige at bevare og integrere i den nye bystruktur. Disse bygninger er udpegede som bevaringsværdige bygninger, der må nedrives på baggrund af et godkendt projekt til nybyggeri. Hensigten med denne bestemmelse var at sikre, at de karakterfulde industribygninger bliver længst muligt i området. Hermed skabes incitament til at anvende bygningerne midlertidigt til nye funktioner i udbygningsfasen, og det undgås, at området præges af tomme byggegrunde i mellemtiden.

Den 88 meter høje Carlsberg-silo og den lavere produktionsbygning mod Ny Carlsberg Vej er udpegede som bevaringsværdige bygninger, der må nedrives, når forvaltningen har meddelt byggetillad­else til et nyt projekt på grunden.

Teknik- og Miljøudvalget har i to tilsvarende sager godkendt, at forvaltningen meddeler dispensation til at nedrive bevaringsværdige bygninger på Carlsberg, inden der er godkendt projekt til nybyggeri. Det var i de to sager om den vestlige del af ”Gærkælder” og om den vestlige del af "Mineralvandsfabrikken" vedtaget af Teknik- og Miljøudvalget henholdsvis den 27. februar 2017 og den 9. oktober 2017.

Bygherrens tidsplan
Bygherren går i gang med at udvikle et projekt til nybyggeri på grunden ved Ny Carlsberg Vej i begyndelsen af 2020. Projektet vil i overensstemmelse med bebyggelsesplanen i tillæg 6 til lokalplan Carlsberg II, som Borgerrepræsentationen vedtog den 15. december 2016, have form som en karré med et 80 meter højt højhus samt en parkeringskælder, jf. bilag 3. Denne bebyggelsesplan forudsætter, at samtlige eksisterende bygninger på grunden fjernes.

Bygherren planlægger at være færdig med udbygningen af Carlsberg Byen i 2024. Forudsætningen for denne tidsplan er blandt andet, at den aktuelle grund er klar til nybyggeri i 2021. Bygherren forventer at indsende ansøgning om byggetilladelse inden udgangen af 2020 med henblik på at opnå byggetilladelse i første kvartal 2021. Da bygherren vurderer, at nedrivning af den 88 meter høje silo vil tage mere end et år, ønskes nedrivningsarbejdet påbegyndt omkring 1. juli 2020 for at sikre en kontinuerlig nedrivnings- og byggeproces. Forinden skal bygningerne miljøsaneres, og der skal foretages en række indledende arbejder, når de nuværende lejere flytter ud i marts 2020.

Anbefaling
Teknik- og Miljøforvaltningen kan anbefale dispensationen.

Forvaltningen har i forbindelse med udarbejdelse af lokalplanen i 2008 vurderet, hvilke bygninger, der er egnede til at blive genbrugt og indgå i den nye bystruktur. Det er blandt andet konkluderet, at siloen og den lavere produktionsbygning kan fjernes og erstattes med nyt byggeri. Siloen og den lavere produktionsbygning er ombygget i 1997, og der er i den forbindelse fjernet store dele af bygningernes betonkonstruk­tioner. Bygningerne kan ikke ombygges igen, da deres betonkonstruk­tioner ikke må svækkes yderligere. Det betyder blandt andet, at det kun er den øverste halvdel af siloen, som er udnyttet.

Med de nuværende konjunkturer er der ikke grund til at antage, at udbygningen af området går i stå, inden nybyggeriet er sat i gang. Således vil en dispensation til nedrivning af bygningerne på nuværende tidspunkt alene betyde, at nybyggeriet kan realiseres tidligere, end ved at følge lokalplanens bestemmelse.

Høring

Offentligheden er blevet hørt om muligheden for at nedrive siloen og produktionsbygningen mod Ny Carlsberg Vej i forbindelse med offentliggørelse af lokalplanforslaget i 2008. Der er fra Københavns Museum i 2008 fremkommet en generel kritik af omfanget af muliggjorte nedrivninger, men ingen konkrete indsigelser mod, at silo og den lave bygning langs Ny Carlsberg Vej fjernes. Offentligheden er blevet hørt om den konkrete bebyggelsesplan for grunden, herunder nedrivning af de eksisterende bygninger, i forbindelse med offentliggørelse af forslag til tillæg 6 i 2016. Her er ikke indkommet konkrete indsigelser mod nedrivningen.

 

Forvaltningen har konkret vurderet, at der ikke skal foretages naboorientering, da lokalplanen muliggør, at bygningerne fjernes og erstattes med nybyggeri. Det forhold at bygningerne nedrives, inden der foreligger et godkendt projekt, vurderes at være af underordnet betydning for naboer.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt dispensationen, vil forvaltningen meddele dispensationen.

 

 

                                      Søren Wille

                                                                  / Karsten Biering Nielsen

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. januar 2020

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top