Mødedato: 24.08.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 2. sal, Festsalen

Fremlæggelse af foranalyse for sikker skolevej ved Ålholm Skole, Valby

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til resultaterne af foranalyse for sikker skolevej ved Ålholm Skole i Valby.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller overfor Teknik- og Miljøudvalget,

  1. at foranalyse for sikker skolevej ved Ålholm Skole tages til efterretning, jf. bilag 5.

Problemstilling

Skoledistriktet Ålholm Skole er karakteriseret ved at være et boligkvarter med store trafikårer. Således går Roskildevej, Valby Langgade og Ring 2 gennem kvarteret og gennemskærer skoledistriktet. Ringbanen, der forbinder Valby med Nørrebro og Hellerup, gennemskærer også kvarteret nær skolens areal. Disse store trafikårer skaber trafikale udfordringer for de bløde trafikanter, ikke mindst til og fra Ålholm Skole, hvoraf størstedelen af trafikanterne oplever skolevejen som utryg.

I Budget 2020 (31. oktober 2019) (A, B, F, V, Ø og Å) blev der afsat 0,5 mio. kr. til en foranalyse for en mere sikker og tryg skolevej til og fra Ålholm Skole. Foranalysen er blevet gennemført i perioden februar 2020 til juni 2020. Registreringer og besigtigelser blev gennemført, inden skolen og samfundet lukkede ned som følge af Covid-19. Der er på baggrund af foranalysens resultater udarbejdet prioriterede forslag til anlæg af sikker skolevej ved Ålholm Skole, der fremlægges til forhandlingerne om Budget 2021.

Løsning

Foranalysen er foretaget med inddragelse af forældre til skolebørn, lærere og Valby Lokaludvalg, herunder skolens tryghedsundersøgelse for 2019, og gennem en trafikanalyse indeholdende besigtigelse, videoanalyse og uheldsanalyse samt granskning af signalanlæggene, parkeringsforholdene og bydelens forskelligartede karakter, jf. bilag 5.

Skolens tryghedsundersøgelse har vist, hvordan skoleelever transporteres til skole, og hvor i skoledistriktet de kommer fra, fordelt på seks delområder. Her har 262 respondenter besvaret, om de føler skolevejen er henholdsvis ’meget tryg’, ’tryg’, ’utryg’ eller ’meget utryg’. 52 procent af svarene har angivet skolevejen som enten ’utryg’ eller ’meget utryg’. Tryghedsundersøgelsen udpegede også hvilke steder, der er særligt utryghedsskabende. Det gælder følgende fire lokaliteter:

  • Krydset ved Valby Langgade, Vigerslevvej og Ålholmvej opleves særlig utryg, især af fodgængere, jf. bilag 3E.
  • Valby Langgade ved Frilands Allé og Vibeholmen opleves særlig utryg at krydse – også gennem tunnelen, som især opleves utryg om aftenen og i de mørke vintermorgener, jf. bilag 3F.
  • Fodgængerfeltet i krydset Valby Langgade og Skellet opleves meget utrygt, jf. bilag 3G.
  • Vibeholmen og Skellet, hvor der er meget trafik ved ringetid, opleves som særlig utryg, jf. bilag 3H.

Tryghedsundersøgelsen blev fulgt op af møder med trafikudvalget på Ålholm Skole, som har deltaget i en følgegruppe i foranalyseprojekt, jf. afsnittet inddragelse.

I foranalysens trafikanalysedel er det blandt andet kortlagt, hvor der er sket uheld, der er registreret af politiet inden for de seneste 5-år, jf. bilag 5. Det giver et billede af, hvor der sker flest uheld, hvilke typer uheld, og om der er sket uheld med trafikanter under 18 år på vej til eller fra skole. I de sidste 5 år er der registreret 171 uheld, herunder 27 med personskade. Ud af de 27 personskader var 11 alvorlige uheld for bløde trafikanter. Dog er ingen af de 171 registrerede uheld relateret til skoletrafik. Uheldsanalysen indeholder nærmere beskrivelser af de forhold på stedet, der medvirkede til uheldene, som flere steder blev bekræftet i både besigtigelserne og videoanalyser.

Besigtigelserne, som er udført af rådgiver, har hjulpet forvaltningen til at beskrive vejnettet nærmere, herunder hvilken type trafik, der er i forhold til byens øvrige sammenhæng. Besigtigelserne er foretaget i morgentimerne i forbindelse med skolens ringetid, hvor der er mange skoleelever i trafikken, og i eftermiddagsmyldretiden. Besigtigelserne har vist hvordan trafikdesignet og den adfærd, der indbydes til, er uhensigtsmæssigt eller utidssvarende i forhold til, hvordan byen i øvrigt har udviklet sig.

Videoanalyser er foretaget ved de mest problematiske lokaliteter, som er fundet i skolens tryghedsundersøgelse, uheldsanalysen og besigtigelserne. Her er der i morgenmyldretiden opsat kamera, som har filmet en time før og efter ringetid. Ved at behandle videofilmen i et analysesoftware, kan trafikmønstret spores i forhold til typer af trafikanter, hvor de færdes, antal og hastighed. Videooptagelserne er anonyme og bruges kun til at analysere trafikflowet. Især i krydset ved Valby Langgade, Vigerslevvej og Ålholmvej har det været interessant at analysere trafikken i forhold til registrerede uheld og observerede nærved-uheld, da specielt dette kryds er uheldsbelastet og svært at orientere sig i.

Resultater af foranalysen

Ud fra skolens tryghedsundersøgelse, inddragelsen af følgegruppen fra Ålholm Skole og den samlede foranalyse fremstod ni lokaliteter med særlige trafikale udfordringer for skolevejstrafikken ved Ålholm Skole, jf. bilag 5. Foranalysen indeholder en række løsningsforslag for disse ni lokaliteter, som alle vil øge sikkerheden og trygheden for skoletrafikken, både for bringe- /hentetrafikken i bil, cykeltrafikken og fodgængerne. Forslagene er delt op i ”nære” og ”fjerne” tiltag og rækkefølgen nedenfor er udtryk for forvaltningens vurdering af tiltagenes effekt på trafiksikkerheden og trygheden, herunder antal elever der benytter den vej, samt anlæggets omfang og pris. Det vurderes således, at der er størst effekt på trafiksikkerheden af de nære tiltag, hvorfor disse præsenteres mere indgående end de fjerne.

De nære tiltag:

  1. Afsætningstrafikken på Vibeholmen flyttes til Skellet og Valby Langgade. Kun cykeltrafik, fodgængere, beboere i bil og renovationsbilen må fremover færdes på Vibeholmen. Enkelte parkeringspladser laves om til cykelparkering, så vejen dermed bliver forbeholdt beboeres biladgang, cykeladgang til skolen, parkering og cykelparkering samt renovation. Se bilag 4H.
  2. Skellet indrettes med en sikker krydsning i form af hævet flade og helleanlæg. Der etableres såkaldte afsætningsperroner (kendt fra lufthavnen som ”kiss-and-ride”). Uden for ringetid kan afsætningsperronerne bruges til parkering, hvilket administreres med skiltning. Se bilag 4H.
  3. Valby Langgade mellem Frilands Alle og Nakskovvej indrettes med afsætningsperroner, krydsningspunkter for fodgængere og cyklister, bredere cykelstier samt begrænsninger af biltrafikken. Tunnelen under Valby Langgade ved Ringbanen gøres mere tryg ved at opsætte spejle, så man kan orientere sig. Der etableres en mindre pladsdannelse ved Nakskovvej og Nystedvej med bænke, mere grønt og der plantes op til 6 træer. Se bilag 4F.
  4. Krydset mellem Vigerslevvej, Valby Langgade og Ålholmvej ændres. ’Benet’ i krydset til Valby Langgade vest fjernes og denne del af Valby Langgade gøres til blind vej med mulighed for en pladsdannelse. Fodgængerfelter rettes ud, cykelomløbet flyttes til krydsets periferi, og der justeres i signaltiderne. Delprojektet forringer ikke fremkommeligheden på Ring 2 i krydset. Se bilag 4E.
  5. Krydset Skellet-Valby Langgade sikres ved at etablere ny signalregulering, svingbaner justeres og cykelstier afkortes. Således kan det også bemandes af skolepatruljen, som i dag ikke må stå på tværs af Valby Langgade, grundet den høje hastighed. Se bilag 4G.

    De fjerne tiltag:
  6. Cykelbanen ved Skellet i krydset Skellet-Roskildevej omdannes til cykelsti og forskydes til vejbanen, så cyklisterne bliver mere synlige i trafikken. Se bilag 4A.
  7. Der etableres cykelstikryds på tværs af Roskildevej ved Ålholm Station. Dette medvirker også til større tryghed i det eksisterende fodgængerkryds på tværs af Roskildevej. Krydset suppleres af en dobbeltrettet cykelsti ved den udadgående vejbane på Roskildevej mellem krydset og Sæbyholmsvej. Se bilag 4B.
  8. Krydset Roskildevej-Ålholmvej gøres mere trygt for fodgængere med fortovsudvidelser og nye sideheller, samt regulering af signalprogrammet. Se bilag 4C.
  9. Krydset Vigerslevvej-Nakskovvej-Bramslykkevej gøres mere trygt og grønt med fortovsudbygning, hævet flade, hastighedssænkning og mulighed for grønne arealer. Se bilag 4D.

Forvaltningen har på baggrund af foranalysens resultater udarbejdet forslag til de ni tiltag, jf. bilag 2 og 4.

Forvaltningen vil udarbejde et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2021 om midler til projektering og udførelse af delprojekterne, jf. bilag 4A-4H.

Inddragelse
Lokaludvalget og følgegruppen bestående af en lærer, en repræsentant for lokaludvalget og forældre til skolebørn er blevet præsenteret for løsningsforslagene og har udtrykt tilfredshed med foranalyse, løsningsforslag og prioritering.

Politiet har givet principielt samtykke til alle tiltagene på nær den dobbeltrettede cykelsti ved Roskildevej, som beskrevet i bilag 5.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har taget indstillingen til efterretning, vil forvaltningen udarbejde budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2021 om midler til projektering og anlæg af delprojekterne i forslaget. 


Søren Wille                       

/Lone Byskov

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 24. august 2020

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top