Mødedato: 09.11.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, udv. D

Tilladelse til ændring af kystbeskyttelse af badestranden i Valbyparken

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til en ændring af kystbeskyttelsen af badestranden i Valbyparken efter kystbeskyttelsesloven.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der gives tilladelse efter kystbeskyttelsesloven til ændring af kystbeskyttelsen af badestranden i Valbyparken.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har den 8. juni 2020 modtaget en ansøgning samt efterfølgende supplerende materiale fra rådgiver på vegne af Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen, der ønsker at ændre kystbeskyttelsen af badestranden i Valbyparken for at imødekomme erosion af stranden (bilag 3). 

Den 1. september 2018 trådte en ny kystbeskyttelseslov i kraft, hvorefter kompetencen til at træffe afgørelse i sager om sikring mod oversvømmelse fra havet samt sikring mod erosion, placeres hos kommunerne. Kompetencen lå før hos staten, som i 2015 meddeler den første tilladelse til kystbeskyttelse. På mødet den 17. december 2018 besluttede Teknik- og Miljøudvalget, at udvalget vil tage stilling til konkrete ansøgninger mens den kommunale kompetence er ny.

Teknik- og Miljøudvalget skal med indstillingen tage stilling til ændring af kystbeskyttelsen ved badestranden i Valbyparken.

Løsning

Beslutningen om at anlægge badestranden i Valbyparken blev truffet i Borgerrepræsentationen den 11. april 2019 (bilag 1). Kalveboderne er et Natura2000-område, som er et netværk af naturbeskyttede områder i EU. Det betyder, at der skal tages særlige hensyn i forbindelse med anlægsarbejdet, som kun kan gennemføres i perioden 1. maj –31. august. Anlægsperioden sker derfor i etaper, hvor anlæg af sandstrand og siddekant er udført i 2019 og anlæg af optioner i 2020 og 2021. Arbejdet med etablering af stensætning (glacis) ved badestranden i Valbyparken blev færdigt i 2019. Der udestår dog stadig noget resterende arbejde, som vil blive udført fra maj 2021. I løbet af den første sæson har det vist sig, at der er sket en betragtelig erosion af stranden og omkring foden af den nye stensætning ved den vestlige del af stranden. For at udbedre dette og for at skabe en strand, hvor der i fremtiden sker en minimal erosion, er der behov for at ombygge kystbeskyttelsen. Dette sker ved at ændre på stensætningen, som trækkes en smule ind i landet.

I henhold til kystbeskyttelsesloven kan følgende forhold indgå i vurdering af ansøgningen: Om der er behov for at sikre mod erosion, om den ønskede løsning er teknisk effektiv, og om ændringen har væsentlige negative miljø- eller naturmæssige konsekvenser. Desuden skal det vurderes, om der er andre overordnede eller konkrete planer for området, som ikke vil kunne gennemføres, hvis den ansøgte foranstaltning udføres. Ligeledes vurderes det, om det ansøgte, vil få negative konsekvenser for naboarealer.

Vurdering af ansøgningen

Forvaltningen vurderer, at der er et reelt behov for at sikre mod erosion fra bølger, da der i det forløbne år er sket synlige skader på stranden og stensætning. Det er forvaltningens vurdering, at skaderne kun vil blive forværret, hvis der ikke ændres på den nuværende stensætning.

Forvaltningen vurderer desuden, at den ansøgte løsning med en ændring af stensætningen, er teknisk velfunderet ud fra gældende normer og standarder, og at den vil reducere risikoen for oversvømmelse væsentligt.

Ændringen af stensætningen vurderes ikke at have negative konsekvenser for miljøet, da her er tale om en ændring på en mindre strækning på 10-20 meter. Stranden bliver ikke udvidet, og der bliver ikke etableret høfder eller lignende foranstaltninger, der ville kunne ændre på kystprofilet (se bilag 4).

Der vurderes ikke at være konkrete planer for området, som ikke vil kunne gennemføres, hvis de ansøgte foranstaltninger udføres.

Ny anlæggelse af kystbeskyttelsesanlæg skal som udgangspunkt vurderes iht. Miljøvurderingsloven. Det konkrete projekt er vedligeholdelsesarbejder samt mindre ændringer på et eksisterende kystanlæg, som af VMM-myndigheden ikke vurderes at give anledning til skadelige indvirkninger på miljøet. De mindre ændringer og vedligeholdelsesarbejder falder derfor uden for Miljøvurderingslovens anvendelsesområde jf. lovens bilag 2, punkt 13 a og forudsætter derfor ikke ny ansøgning og VVM-afgørelse.

På den baggrund vurderer forvaltningen, at der kan meddeles tilladelse efter kystbeskyttelsesloven til ændring af kystbeskyttelsen som ansøgt.

Høring af ansøgningen

Ansøgningen har været i lovpligtig offentlig høring fra den 19. juni til den 17. juli 2020. Der er modtaget svar fra Valby Lokaludvalg samt fra en borger. Høringssvarene er vedlagt i bilag 5, et resumé af høringssvarene samt kommunens bemærkninger til høringssvarene fremgår af hvidbog (bilag 6).

I det følgende redegøres for de væsentligste kommentarer i høringssvarene samt forvaltningens kommentarer hertil.

Høringssvar

  1. Valby Lokaludvalg har udtalt sin støtte til ændring af kystbeskyttelsen.
  2. En borger i Valby støtter ansøgning, men gør opmærksom på, at det er kritisabelt, at det er nødvendigt at udbedre forholdene efter kun ét år. Borgeren forslår yderligere, at der bygges en stenhøfte ud i vandet, som kan modvirke erosionen.

Forvaltningens kommentarer

  1. Forvaltningen har ingen kommentarer.
  2. Forvaltningen har følgende kommentarer: Beregninger, der er foretaget i forbindelse med ansøgningen, viser, at den valgte løsning er tilstrækkelig til at reducere yderligere erosion af kysten. Desuden vil en stenhøfte ud i vandet være i konflikt med det tilstødende beskyttede Natura 2000 området.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, meddeles tilladelsen til ansøger og andre klageberettigede, og tilladelsen offentliggøres på kommunens annonceringsportal.

 

Søren Wille

                                            / Hans Christian Karsten

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 9. november 2020

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top