Mødedato: 05.10.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 2. sal, Festsalen

Placering af spildevandsteknisk anlæg ved Belvederekanalen, Vesterbro/Kgs. Enghave

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til placering af et spildevandsteknisk anlæg på Elværksgrunden ved Bertha von Suttners Vej på Enghave Brygge.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at det spildevandstekniske anlæg placeres på Elværksgrunden, jf. bilag 2.

Problemstilling

Til brug for den kommende byudvikling af Godsbaneterrænet, har grundejer igangsat en proces om udarbejdelse af en helhedsplan for området, som forventes forelagt Teknik- og Miljøudvalget medio 2021. Der er behov for at få afklaret placering af et spildevandsteknisk anlæg i området snarest, da det har stor betydning for helhedsplanen. Anlægget skal enten placeres på Godsbaneterrænet eller Elværksgrunden tæt ved Belvederekanalen. Placeres anlægget på Godsbaneterrænnet, vil det lægge begrænsninger på byggemulighederne. Placeres anlægget på Elværksgrunden, som er udlagt til en ny park, vil det derimod betyde, at der kun kan plantes mindre træer og grønt ovenpå anlægget. Valget mellem de to arealer har ikke indflydelse på niveauet for de kommende miljømæssige krav til udledningerne, som konkret stilles i en udledningstilladelse, indenfor rammerne af den gældende spildevandsplan.

Løsning

Med vedtagelse af Københavns Kommunes Spildevandsplan 2018 (BR 6. juni 2019) (A, B, C, D, F, I, V, Ø og Å) er det besluttet at sikre badevandskvaliteten i havnen ved at reducere antallet af gange om året, hvor Belvederekanalen aflaster spildevandssystemet. HOFOR er derfor ved at planlægge etableringen af et anlæg tæt på ledning og kanal, som kan tilbageholde mere vand og dermed begrænse overløb ved regnvandshændelser i overensstemmelse med spildevandsplanen. Det vil betyde, at antallet af uplanlagte udledninger (overløb i forbindelse med skybrud) i overensstemmelse med Spildevandsplan 2018’s målsætninger kan reduceres fra ni gange til en til to gange om året. Etablering af Belvederebassinet er således et af spildevandsplanens vigtigste projekter for at sikre god badevandskvalitet og for at leve op til statens vandområdeplaner i havnen. Etablering af anlægget har ikke nogen relation til spørgsmålet om planlagte udledninger af spildevand i forbindelse med f.eks. anlægsprojekter hvor HOFOR har meddelt at man ikke længere agter at søge sådanne udledningstilladelser.

Kommunen skal i en udledningstilladelse vurdere, hvad der er proportionalt, dvs. en afvejning mellem økonomi, miljø og teknologi. HOFOR har sammen med Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen undersøgt mulighederne for placering af anlægget på henholdsvis Elværksgrunden og Godsbaneterrænet, se bilag 2. Indenfor rammerne af Spildevandsplan 2018, og ud fra det som forvaltningen vurderer, er proportionalt at kræve ifølge miljøbeskyttelsesloven, kan anlægget placeres på begge lokaliteter. Valget i denne indstilling mellem de to arealer har derfor ikke indflydelse på niveauet for de kommende miljømæssige krav til udledningerne, som konkret stilles i en udledningstilladelse, se bilag 3.

Det vil være muligt at etablere parkering eller et grønt område over anlægget. Plantning af træer vil dog kræve, at der etableres en rodspærre, så rødder fra træer ikke påvirker anlæggets levetid. Det betyder, at der kun vil kunne gro mindre træer, buske, græs og anden lavere beplantning over anlægget. HOFOR vil i forbindelse med den kommende planlægning undersøge, om der kan placeres et rensningsanlæg i sammenhæng med anlægget, hvilket vil reducere størrelsen af anlægget, og dermed begrænse ulemperne for henholdsvis anlæg af parken på Elværksgrunden og byudviklingen på Godsbaneterrænet. Det er ikke muligt at opføre større bygninger eller større træer ovenpå anlægget.

HOFOR vil sammen med Teknik- og Miljøforvaltningen arbejde videre med udformning af anlægget. Resultatet heraf vil indgå i et kommende tillæg til spildevandsplanen.

Der er forskel på, hvordan man teknisk skal etablere anlæggene på de to arealer, men det er muligt på begge arealer at lave anlæg, som sikrer, at man kan leve op til spildevandsplanens målsætninger. Hvis man ønsker at skærpe kravene i en senere udledningstilladelse indenfor, hvad der kan betragtes som proportionalt, vurderes begge placeringer ligeledes at kunne bruges.

Anbefaling

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at anlægget placeres på Elværksgrunden, fordi der ligger et anlæg i forvejen, og fordi tilkørselsforholdene allerede er etablerede. Desuden vil en placering af anlægget på Godsbaneterrænet skabe et ubebygget område, som vil kunne ”låse” området, og gøre det mindre fleksibelt fx i forhold til at opføre ny bebyggelse som støjafskærm for bagvedliggende bebyggelse. Placeringen af anlægget på Elværksgrunden forhindrer ikke anlæggelsen af en park, herunder etablering af beplantning, men betyder alene, at der ikke kan plantes store træer direkte ovenpå anlægget. En detaljeret gennemgang fremgår af bilag 2.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. 

I forbindelse med vedtagelsen af Københavns Kommunes Spildevandsplan 2018 er der afsat 400 mio. kr. til reducering af aflastningerne fra Belvederekanalen til Sydhavnen, hvilket svarer til en løsning for to udledninger om året i gennemsnit.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil HOFOR sammen med Teknik- og Miljøforvaltningen arbejde videre med udformning af anlægget. Resultatet heraf vil indgå i et kommende tillæg til spildevandsplanen, der forventes forelagt Teknik- og Miljøudvalget ultimo 2020.

 

                     Søren Wille

                                                               / Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 5. oktober 2020 

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) til tilføjelse af 1. at-punkt: 

”dog således at forvaltningen går i dialog med HOFOR om et anlæg, der er dimensioneret til at håndtere den forventede årlige udledning af spildevand, så der kun sker overløb fx ved en tiårshændelse.” 

Ændringsforslaget (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.  

 

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2) til erstatning af 1. at-punkt: 

”at det spildevandstekniske anlæg placeres på Godsbaneterrænet, jf. bilag 2” 

Ændringsforslaget (ÆF2) blev ikke vedtaget med 2 stemmer mod 9. Ingen medlemmer undlod at stemme.  

For stemte: Ø. 

Imod stemte: A, B, C, F, O, V og Å. 

Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning 

 

Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:  

”Det er partiernes ønske at bevare de bevaringsværdige træer i den nordlige del af området.” 

Til top