Mødedato: 02.03.2020, kl. 16:15
Mødested: Rådhusstræde 13, 1466 København K.

Medlemsforslag om lokaler under Langebro

Se alle bilag

 

 

Det foreslås,

  1. At Teknik- og Miljøforvaltningen pålægges at undersøge, om forvaltningen kan rømme de to lokaler på Amager siden af Langebro, hvor en initiativgruppe ønsker at etablere et bromuseum, herunder tidsplan og økonomi for rømning, og fremlægge planen for Teknik- og Miljøudvalget inden udgangen af april 2020.

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

 

 

Motivation

En initiativgruppe har arbejdet med planer om at etablere et bromuseum om bl.a. Langebros historie. De vil gerne anvende to lokaler under den sydøstlige del af Langebro, som i dag bruges af Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

Initiativgruppen arbejder med fondsfinansiering til projektet.

 

Teknik- og Miljøforvaltningens Dialogteam har set projektbeskrivelsen og afgivet forhåndsudtalelse om projektet i relation til lokalplan, jfr. bilag 1.

 

Broen er fredet. Slots- og Kulturstyrelsen har derfor set på projektbeskrivelsen. De har udtalt sig positivt om ombygningen, jfr. bilag 2 og 3.

 

På den anden side af broen (Sjællandssiden) i identiske lokaler er den samme ombygning lavet til projektet "Underbroen" af Alex Poulsen Arkitekter sammen med MTF. Efter det oplyste er APA partner og rådgiver sammen med COWI i det ønskede museumsprojekt.

Projektet "Underbroen" har gennem flere år været brugt til publikum og er indrettet med toiletter, køkken, lys og varme som også indgår i vores planer http://underbroen.com/

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 2. marts 2020

Et samlet udvalg stillede ændringsforslag om nyt 1. at-punkt:
”at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at vende tilbage med en indstilling om, hvorvidt forvaltningen kan forlade lokalerne og de kan bruges til kulturelle formål.”  

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Det således ændrede medlemsforslag blev godkendt uden afstemning.

Til top