Københavns Fælleselevråd
Spørgsmål og svar om Københavns Fælleselevråd
Fold alle ud
Hvem er Københavns Fælleselevråd?
Københavns Fælleselevråd består af op til 32 elevrepræsentanter fra elevråd på skoler i Københavns Kommune.
Hvad laver Københavns Fælleselevråd?
Københavns Fælleselevråd (KFE) arbejder for, at elevernes stemmer bliver hørt, når der skal tages beslutninger om skolerne i Københavns Kommune.
Det gør KFEpå flere forskellige måder:
- KFE arbejder med egne mærkesager omkring skolen, som det ønsker at gøre politikerne opmærksomme på.
- KFE arrangerer en årlig temadag for alle elevråd i Københavns Kommune.
- KFE giver høringssvar i politiske sager omkring udviklingen af folkeskolerne i København.
- KFE giver elevernes perspektiv på dialogmøder og workshops med politikere og andre, som arbejder med folkeskolerne i København.
Hvordan har Københavns Fælleselevråd indflydelse på skoleudviklingen?
Københavns Fælleselevråd har flere møder om året med Børne- og Ungdomsborgmesteren, hvor rådet drøfter elevernes tanker omkring udviklingen af folkeskolerne i København.
KFE mødes også én gang årligt med hele Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune, hvor det fremlægger sine mærkesager og taler med udvalget om, hvordan det går med elevinddragelsen på skolerne i København og i skoleudviklingen i kommunen.
Hvor ofte mødes Københavns Fælleselevråd?
Københavns Fælleselevråd mødes ca. én gang hver anden måned og arbejder med at få elevernes perspektiv ind i de beslutninger, der tages om folkeskolerne i Københavns Kommune.
Derudover mødes Københavns Fælleselevråd løbende til forskellige arrangementer, møder og workshops, som det bliver inviteret til af politikerne, forvaltningen eller andre, som arbejder for at udvikle folkeskolerne i København.
Hvordan vælges medlemmerne af Københavns Fælleselevråd?
Københavns Fælleselevråd vælges hvert år på generalforsamling i september måned. Alle grundskolers elevråd i Københavns Kommune er velkomne til generalforsamlingen.
Københavns folkeskoler får tilsendt en invitation til generalforsamlingen i august måned, som de deler med skolens elevråd.
Hvordan kan jeg komme med i Københavns Fælleselevråd?
Hvis du gerne vil med i Københavns Fælleselevråd, skal du møde op til generalforsamlingen i september og melde dig som kandidat og forhåbentlig efterfølgende blive valgt ind.
Som udgangspunkt kan alle elever være med i Københavns Fælleselevråd. Man skal dog være gammel nok til selv at måtte tage rundt i byen, da rådets medlemmer skal rundt til mange forskellige møder og arrangementer i København.