Vågen nattevagt til Bostedet Ringertoften

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Har du lyst til at arbejde med voksne borgere med udviklingshæmning?
Og har du lyst til at arbejde på en arbejdsplads med verdens bedste kolleger? 

Vi synes selv, at vi har en fantastisk arbejdsplads med høj faglighed og etik, gode kolleger, en god atmosfære og et tæt samarbejde hele vejen rundt i huset. Det er nok også derfor, vores kolleger bliver rigtig længe på Ringertoften, og selvom flere har været ansat i 20 år eller mere, er der stadigvæk stor arbejdsglæde og et brændende engagement i forhold til vores 28 skønne beboere.

Da vores faste nattevagt igennem flere år skal videre, søger vi derfor nu pædagogmedhjælper med lyst til og gerne erfaring med at arbejde om natten. Vi søger en fleksibel, rolig og gerne erfaren nattevagt med godt humør og høj etik, som ligesom os brænder for at arbejde med borgere med nedsat funktionsevne. Derudover skal du være indstillet på at være alene på arbejde om natten. 

Om Ringertoften
Ringertoften er et døgntilbud efter servicelovens § 105, som er hjem for 28 beboere i alderen 18-60 år. Alle beboere har med hver deres unikke personlighed en betydelig og varig nedsat funktionsevne.

Alle beboerne på Ringertoften har sprog og kan svare for dem selv, og vi arbejder derfor meget målrettet med beboernes medbestemmelse og medindflydelse i eget liv.

På bostedet brænder vi for faglighed, etik, ro og nærvær samt et godt arbejdsmiljø. 

Faglighed og samarbejde
Det pædagogiske arbejde målrettes ud fra den enkelte beboers ønsker, ressourcer og støttebehov, hvor faglige metoder bl.a. tager afsæt i neuropædagogisk viden, empowerment og en anerkendende tilgang. Borgerperspektivet er altid en del af den løbende metodeudvikling, hvorfor etiske drøftelser og faglig refleksion er en integreret del af vores pædagogiske praksis.   

Vi lægger vægt på, at alle på bostedet er medansvarlige for at fastholde og udvikle et godt arbejdsmiljø, hvor alle trives og motiveres til at bidrage med de kompetencer, som vi hver især besidder. En god balance mellem professionalitet, ansvarlighed, glæde, humor og kollegial omsorg betyder meget for os. 

Vores ønsker til en kommende kollega
Først og fremmest skal du brænde for at være med til at gøre en forskel for bostedets beboere, og det skal give mening for dig, at være medarbejder i et hus med fokus på høj etik og et fælles ansvar for at løse kerneopgaven. Vi søger en kollega, som  

  • gerne har erfaring med og brænder for målgruppen 
  • har en etisk velfunderet og respektfuld tilgang til de mennesker, som du arbejder med 
  • kan lide at arbejde om natten 
  • kan arbejde selvstændigt, ansvarsbevidst og loyalt ud fra bostedets tilgange og retningslinjer 
  • er fleksibel i akutsituationer 
  • kan lide en stor diversitet i arbejdsopgaverne, hvor både omsorgs-, praktiske og plejemæssige opgaver indgår  
  • har evner for skriftlig dokumentation og IT-kompetencer på brugerniveau

Vi tilbyder

  • et velfungerende bosted med høj faglighed og rigtig gode kolleger 
  • godt samarbejde og kollegial sparring, hvor vi prioriterer at løfte i flok
  • en engageret kollegagruppe, der brænder for at gøre en forskel for vores beboere 
  • ansvar og indflydelse på egne opgaver 
  • overlap med dine kolleger ved både vagtens start og afslutning 
  • grundig introduktion
  • en daglig ledelse baseret på dialog og tillid 

Løn og ansættelse
Vi ønsker, at du kan starte den 1. november 20026 og gerne før. Stillingen er på 37 timer om ugen i gennemsnit med arbejde hver 2. uge. Du kommer derfor til at arbejde syv dage i træk (mandag-søndag) i tidsrummet kl. 22.45-7.30 og har tilsvarende fri mandag-søndag den efterfølgende uge. Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst for omsorgs- og pædagogmedhjælpere og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Inden ansættelse indhenter vi referencer fra tidligere eller nuværende arbejdsgiver samt straffeattest. 

Mere information
Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte Tobias Witten mandag den 14. september på 20 31 20 77 eller skrive til uk4z@kk.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig.  

Søg via linket senest tirsdag den 15. september 2026
Vi afholder ansættelsessamtaler løbende på bostedets adresse: Ringergården 3, 2400 København NV.