Lærere til Engskolen – en specialskole på Vesterbro (barselsvikariater)
Engskolen er en specialskole i Københavns Kommune. Vi ligger centralt placeret lige ved Enghave Plads på Vesterbro. Vi vil åbne verden for vores elever og eleverne for verden. Det gør vi med masser af oplevelser og praksisnær undervisning, og det gør vi med fortsat fokus på livsduelighed og undervisning, der er tilrettelagt, så hver eneste elev udfordres netop der, hvor de er lige nu. Kan du se dig selv i det? Og får du allerede nu gode ideer til, hvordan man gør det i praksis? Så er det netop dig, vi gerne ser som vores nye kollega på Engskolen.
Vi har børn med lettere generelle indlæringsvanskeligheder og børn med gennemgribende og/eller specifikke udviklingsforstyrrelser. Det vil sige børn med autismespektrumforstyrrelser, ADHD og en række andre udfordringer, der gør, at de har brug for særlig tilrettelagt og målrettet undervisning.
Vi søger fra den 1. august 2026 to uddannede lærere til to barselsvikariater på mellemtrinnet. Vi har brug for at få læst tysk på 6.-7. årgang, matematik på 4. og 7. årgang og naturfag/natur og teknik (fysik/kemi/biologi/geografi) på 6.-7. årgang.
Vi leder desuden altid efter voksne med særinteresser, som ikke står på skoleskemaet, men som kan være med til at skabe lyst til læring og motivation for at komme.
Vi sætter i det kommende skoleår fokus på udeskole og naturfagene, og det er forventningen, at klasser arbejder i den retning. Så det ville være en fordel, hvis du er fuld af ideer til, hvordan børn kan lærer praksisnært og uden for klasserummet, og hvis du har lyst til at være med til at udfordre den ramme.
I skoleåret 2026/2027 er vi 110 elever og ca. 65 medarbejdere fordelt på lærere, børnehaveklasseledere, pædagoger, medhjælpere, ledere, gårdmand, kok og administrativt personale. Sammen er vi ansvarlige for hele barnets dag på Engskolen.
Engskolen er en lille skole og en dejlig arbejdsplads. Her kender alle hinanden, og du vil opleve, at der er mange muligheder, og at initiativ og innovation bliver hilst velkommen. Engskolen har eget fritidstilbud med plads til alle vores elever. Skole og fritidstilbud, lærere og pædagoger arbejder tæt sammen, og har også lokalefællesskab.
Vi arbejder specialpædagogisk og individuelt med børnenes faglige, sociale og personlige udvikling, og vi vægter livsduelighed, personlige færdigheder og kompetencer på lige fod med det faglige. Vi tror på, at alle børn gør det godt, hvis de kan. Det er vores ansvar at tilrettelægge dagligdagen, klassens/gruppens organisering og vores pædagogiske indsats, således at det enkelte barn kan lykkes og udvikle sig hos os. Vi er bevidste om, at alt det vores børn skal lære (lege, socialisere, kommunikere etc.), skal vi gøre til genstand for en kvalificeret, pædagogisk indsats.
Du skal søge en stilling hos os, hvis du
- er uddannet lærer, eller igang med at blive det
- har særlig interesse og lyst til at arbejde med udeskole og læring i praksis
- har en forståelse af, at alle børn gør deres bedste, og at det er os, der skal ændre på rammen eller de krav, vi stiller til børnene, hvis ikke børnene kan honorere vores forventninger
- er i god kontakt med dig selv, du er rolig, imødekommende og bevist om, at det er dig, der har ansvaret
- er robust og omstillingsparat, og du har lyst til at udvikle og nytænke, fordi det altid kan blive lidt bedre
- kan samarbejde med mange faggrupper, hvor hver har sine særlige kompetencer, og hvor I sammen arbejdet med et fælles mål: At alle vores børn bliver så dygtige, som de kan, og at de udvikler sig til den bedst tænkelige udgave af sig selv
- er stabil, tydelig og troværdig
- er optaget af kvalitet i opgaven og bevidst om, at det er det små ting, der gør den store forskel
På Engskolen får du
- en flok glade og fantastiske børn, man slet ikke kan lade være med at holde af, og som giver dig oplevelsen af, at din indsats er vigtig, og at det gør en forskel
- en arbejdsplads, hvor hjælpsomhed og det gode fællesskab er i højsædet, og hvor der er god stemning og rart at være
- et åbent og udviklingsorienteret personale med stor erfaring i at arbejde sammen i teams
- et arbejdsfællesskab, hvor opgaverne løses sammen med overskud og humor
- en skole med tradition for at følge med i den nyeste forskning og pædagogiske udvikling, og hvor fortsat kompetenceudvikling er et løfte og en forventning
- en ledelse, der har din og eleverne velfærd og trivsel på sinde, og som ikke tror på, at 'plejer' altid er den bedste løsning
Ansættelsesvilkår
Barselsvikariaterne er med slutdato den 30. juni 2027. Vi ønsker, at du kan starte den 1. august 2026 eller snarest derefter. Stillingerne er på fuld tid. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
For yderligere information se skolens hjemmeside. Du kan også henvende dig til skoleleder Lonnie Skytte Bechmann på 21 65 25 11.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest tirsdag den 16. juni 2026
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler tirsdag den 23. juni om eftermiddagen.