Bygningskonstruktør eller lignende til renovering og vedligehold af bygninger og byggede elementer til Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Vil du være med til at passe på Københavns grønne og rekreative områder?
Vi søger en engageret og dygtig bygningskonstruktør, projektleder eller en kollega med en lignende baggrund, der kan stå i spidsen for renoveringsprojekter og samtidig hjælpe med de løbende driftsopgaver i vores enhed. Stillingen er en fastansættelse.
Du bliver en del af enheden Renhold, Beredskab og Byrum, hvor vi arbejder med udvikling af byens renhold, beredskab i forvaltningen samt drift, vedligehold og udvikling af bygninger og byggede elementer i byens grønne områder.
Om jobbet
I perioden 2026-2029 har vi fået en bevilling til at renovere en række bygninger og byggede elementer i Københavns grønne områder. Det kan være driftsbygninger, offentlige toiletter, trapper, støttemure og andre anlæg, som er vigtige for både medarbejdere og byens brugere.
Vi søger en kollega, der kan drive nogle af disse renoveringsprojekter fra idé til aflevering. Samtidig bliver du en del af den daglige drift, hvor du, sammen med dine øvrige kolleger i enheden, hjælper med planlægning og gennemførelse af mindre bygge-, reparations- og vedligeholdelsesopgaver. Derfor passer stillingen godt til dig, der både trives med projektledelse og med de mange forskellige opgaver, som opstår i en driftsorganisation.
Dine opgaver
Du kommer blandt andet til at arbejde med
- projektledelse af renoveringsprojekter inden for den nye renoveringsbevilling
- planlægning, koordinering og opfølgning på bygge- og vedligeholdelsesopgaver
- økonomistyring og budgetopfølgning på egne projekter
- udbud, tilbudsindhentning og indgåelse af aftaler med entreprenører
- tilsyn, byggemøder og aflevering af projekter
- dialog med brugere, driftsmedarbejdere, rådgivere og entreprenører
- udarbejdelse af projektbeskrivelser, prisoverslag og beslutningsoplæg
- sparring med kolleger om den løbende vedligeholdelse af bygninger og byggede elementer
Om dig
Vi forestiller os, at du er bygningskonstruktør eller har en lignende byggefaglig uddannelse. Måske har du også en håndværksmæssig baggrund. Det er et stort plus, hvis du har praktisk erfaring fra byggebranchen. Det vigtigste er, at du kan skabe overblik, få projekter godt i mål og gøre det i samarbejde med mange forskellige mennesker. Derudover forventer vi, at du
- har erfaring med bygge- eller renoveringsprojekter
- har en god fornemmelse for købmandskab og sikrer den bedste balance mellem pris, tid og kvalitet
- arbejder struktureret og følger dine opgaver til dørs
- er løsningsorienteret og god til at samarbejde med både kolleger, rådgivere og entreprenører
- trives med både planlagte projekter og de opgaver, der opstår i en travl driftsorganisation
- kommunikerer klart på dansk – både mundtligt og skriftligt
Om os
Renhold, Beredskab og Byrumarbejder med at skabe gode rammer i byen – både i hverdagen og på den lange bane.
Vi har ansvaret for den strategiske udvikling af renholdelsen i byen, forvaltningens beredskab samt vedligehold og udvikling af bygninger og byggede elementer i de grønne områder. Vi arbejder også med overgangen fra anlægsprojekter til drift, så nye anlæg kan vedligeholdes effektivt og med høj kvalitet.
Du bliver en del af et fagligt stærkt team med teknikere, projektledere, håndværkere og administrative medarbejdere. Vi hjælper hinanden, deler viden og løser opgaverne i fællesskab.
Hvad kan vi tilbyde?
Hos os får du et job med stor variation og mulighed for at sætte dit præg på både små og store projekter. Arbejdet giver dig en bred indsigt i de mange forskelligartede opgaver, der understøtter byens drift.
Du får dygtige og engagerede kolleger, der vægter samarbejde, videndeling og fællesskab højt. Vi har en uformel omgangstone, hvor humor og kreativitet er en del af hverdagen. Vi tilbyder en arbejdsplads med gode udviklingsmuligheder og mulighed for at skabe resultater, der gør en forskel for København.
Ansættelsesvilkår
Vi har til huse på Njalsgade 17 i København S. Din arbejdsuge bliver gennemsnitligt på 37 timer inklusive frokostpause. Vi har flekstid. Vi ønsker, at du kan starte den 1. oktober 2026 eller hurtigst muligt derefter. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst, afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.
Yderligere information
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte enhedschef Ulrich French på 24 65 68 36.
Om Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker samt foretager parkeringskontrol. Vi beskæftiger ca. 2.700 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,8 mia. kr.