Administrativ medarbejder i fleksjob til Rengøringsfællesskabet i Københavns Ejendomme

Søg jobbet

Politik og administration
Deltid - alt under 37 timer
Fastansættelse

Har du sans for detaljer, arbejder du struktureret og trives du med administrative opgaver, hvor kvalitet og fortrolighed er afgørende?

Så er du måske vores nye kollega.

I Rengøringsfællesskabet søger vi en administrativ medarbejder i fleksjob, som har lyst til at understøtte vores rengøringsledere med præcis dokumentation og administrative opgaver. Du bliver en vigtig del af vores hverdag og er med til at sikre, at vores administrative arbejde udføres med kvalitet, ordentlighed og respekt.

Stillingen er placeret i Organisation og Support. En tværgående enhed, der understøtter ledere og medarbejdere i hele Rengøringsfællesskabet. Vi arbejder med alt fra personaleadministration og ledelsesunderstøttelse til procesudvikling, kommunikation og organisatorisk udvikling på tværs af centeret. Fælles for vores arbejde er, at vi skaber de rammer, som gør det muligt for centeret at levere professionel rengøring af høj kvalitet til Københavns Kommunes institutioner og bygninger.

Om stillingen
Som vores nye kollega får du en central rolle i at sikre, at vigtige samtaler bliver dokumenteret korrekt og professionelt.

Din vigtigste opgave bliver at skrive referater fra sygefraværssamtaler og tjenstlige samtaler. Det kræver, at du kan lytte opmærksomt, formulere dig præcist og bevare overblikket – også når samtalerne handler om svære emner. Referaterne er en vigtig del af den administrative dokumentation, og derfor er grundighed, fortrolighed og situationsfornemmelse helt centrale kompetencer.

Når du ikke deltager i samtaler, hjælper du med andre administrative opgaver såsom journalisering og lettere ad hoc-opgaver, der får hverdagen til at glide.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med både ledere og kolleger på tværs af Rengøringsfællesskabet.

Om dig
Vi leder efter en kollega, der sætter en ære i at gøre sit arbejde ordentligt og med omtanke. Du trives med faste rammer og finder ro i at have styr på detaljerne.

Vi forestiller os derudover, at du

  • er bevilget fleksjob på 15-18 timer om ugen
  • arbejder struktureret og har blik for detaljen
  • skriver et korrekt og letforståeligt dansk
  • kan lytte og omsætte en samtale til et præcist og objektivt referat
  • behandler fortrolige oplysninger med diskretion og omtanke
  • arbejder selvstændigt og tager ansvar for dine opgaver
  • er serviceminded og bidrager positivt til samarbejdet med kolleger og ledere
  • kan tale og forstå engelsk i forbindelse med samtaler med engelsktalende medarbejdere
  • Det vigtigste for os er, at du har lyst til at bidrage til vores arbejdsfællesskab og trives med opgaver, hvor kvalitet, struktur og fortrolighed er i fokus. Vi sørger naturligvis for en grundig introduktion, så du bliver godt klædt på til opgaverne.

Vi tilbyder
Hos os bliver du en del af et trygt og engageret arbejdsfællesskab, hvor vi tager både opgaverne og hinanden seriøst. Vi sætter pris på en hverdag, hvor der er plads til forskellighed, humor og respekt for den enkeltes måde at bidrage på.

Vi tilbyder

  • en arbejdsplads med høj faglighed og fokus på samarbejde, trivsel og udvikling
  • et stærkt fagligt og socialt fællesskab, hvor der også er plads til grin og gode kollegastunder
  • mulighed for at gøre en konkret forskel i hverdagen for både ledere og medarbejdere

Vi tror på, at de bedste resultater skabes i et stærkt arbejdsfællesskab, hvor vi hjælper hinanden, deler viden og løfter i flok. Derfor gør vi os umage med at skabe en arbejdsplads, hvor der er plads til både faglig udvikling, sparring og et godt kollegaskab.

Om Organisation og Support
Organisation og Support består af 17 engagerede medarbejdere med forskellige faglige kompetencer og erfaringer. Vi er organiseret i to teams – Organisation og Support – med hver sin teamkoordinator.

Teamkoordinatorerne understøtter den daglige opgaveløsning, sikrer koordinering og prioritering af teamets opgaver og fungerer som faglig sparringspartner for medarbejderne, mens personaleansvaret for begge teams er samlet hos kontorchefen.

Du bliver en del af Supportteamet, hvor vi arbejder med personaleadministration og administrativ understøttelse af Rengøringsfællesskabet.

Om Rengøringsfællesskabet
Rengøringsfællesskabet er en del af Københavns Ejendomme. Vi leverer, forbedrer og optimerer rengøringsydelserne i Københavns Kommune med fokus på både drift og udvikling. Vi sikrer en høj rengøringsstandard og et godt arbejdsmiljø på tværs af vores mange lokationer og arbejder løbende på at gøre vores løsninger smartere og mere effektive.

Vi er et center i bevægelse og består blandt andet af rengøringsledere, udviklingskonsulenter, dataanalytikere og cirka 1.350 rengøringsassistenter. Vi har fokus på tværgående samarbejde og stærke arbejdsfællesskaber, og vi glæder os til at få dig med på holdet, hvor du kan bidrage og skabe værdi for hele centeret.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er et fleksjob på 15-18 timer om ugen.

Vi søger som udgangspunkt en kollega, der kan arbejde mandag, onsdag og fredag. Da sygefraværs- og tjenstlige samtaler kan afholdes allerede fra kl. 7.30, forventer vi også, at du er morgenfrisk og kan møde på dette tidspunkt.

Stillingen er til besættelse hurtigst muligt og senest den 1. oktober 2026.

Lønnen fastsættes efter gældende overenskomst samt principperne i Ny Løn.

Har du spørgsmål
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Organisation og Support Amanda Thu Nguyen på 29 42 26 73 eller teamkoordinator for Supportteamet Mette Starup Larsen på 23 42 83 91. Da det er sommerferieperiode, kan du opleve længere svartid, men send os endelig en sms, hvis vi ikke besvarer dit opkald, så ringer vi dig op snarest herefter.

Vi ved, at mange bruger AI og andre digitale værktøjer, når de skriver en ansøgning – og det må du selvfølgelig gerne – men vi vil allerhelst lære dig at kende.

Skriv derfor gerne med dine egne ord, og fortæl os, hvorfor netop denne stilling giver mening for dig. Vi leder ikke efter den perfekte ansøgning. Vi vil gerne møde mennesket bag.

Søg via linket senest søndag den 9. august 2026
Vi forventer at holde samtaler i uge 34 og 35.

Om Københavns Ejendomme
Københavns Ejendomme har ansvaret for Københavns Kommunes ejendomsportefølje. Vores ca. 1.800 medarbejdere arbejder hver dag for en serviceorienteret ejendomsadministration og vedligeholdelse af kommunens mere end 2,6 mio. m2. Gennem effektiv ejendomsservice, drift og vedligehold frigør vi ressourcer til, at vores 58.000 kolleger i Københavns Kommune kan skabe en bedre hverdag for københavnerne. Alt det gør vi ud fra bedste aktuel viden og i tæt samspil med kunder, leverandører og samarbejdspartnere ud fra devisen: Det skal være nemt, effektivt og bæredygtigt. Du kan læse mere om os på www.kobenhavnsejendomme.kk.dk