Høring om Københavns Kommunes Kultur- og fritidsstrategi 2027–2030
Lokaludvalget skal beslutte, hvordan det vil arbejde med høringen, herunder om der skal gennemføres lokale inddragelsesaktiviteter, som også kan bidrage til arbejdet med bydelsplanen.
Indstilling
Forpersonen foreslår at Vesterbro Lokaludvalg:
- Drøfter, hvordan lokaludvalget vil arbejde med høringen om Kultur- og fritidsstrategi 2027–2030, herunder om der er engagement blandt medlemmerne til at gennemføre lokale inddragelsesaktiviteter.
- Beslutter, om der skal nedsættes en arbejdsgruppe, som i samarbejde med sekretariatet planlægger og gennemfører eventuelle inddragelsesaktiviteter og udarbejder et forslag til høringssvar.
- Hvis der nedsættes en arbejdsgruppe, afsætter en ramme på op til 15.000 kr. til inddragelsesaktiviteterne.
- Bemyndiger en eventuel arbejdsgruppe til at godkende og indsende lokaludvalgets høringssvar inden høringsfristen. Hvis der ikke nedsættes en arbejdsgruppe, beslutter lokaludvalget, hvordan et eventuelt høringssvar skal udarbejdes og godkendes.
Problemstilling
Københavns Kommunes forslag til en ny Kultur- og fritidsstrategi 2027–2030 er i høring frem til den 4. januar 2027. høringsforslaget kan læses her.
Strategien berører en række temaer med betydning for Vesterbro, herunder børn og unges deltagelse i kultur- og fritidslivet, lokale fællesskaber, kultur- og fritidsaktørernes vilkår samt kulturens og fritidslivets plads i byudviklingen.
Høringen giver lokaludvalget mulighed for at bidrage til kommunens kommende strategi med lokale perspektiver. Samtidig kan arbejdet bruges til at indsamle viden og ønsker fra Vesterbros borgere og aktører, som kan indgå i lokaludvalgets arbejde med bydelsplanen.
Lokaludvalget arbejder med tre overordnede missioner i bydelsplanen: Vesterbro Bevarer, Vesterbro Udvikler og Vesterbro Samler. Missionerne kan danne en fælles ramme for dialogen om kultur- og fritidslivet:
- Vesterbro Bevarer: Hvad er særligt ved Vesterbros kultur- og fritidsliv, som vi skal passe på? Hvilke eksisterende tilbud, miljøer og fællesskaber er vigtige for bydelen?
- Vesterbro Udvikler: Hvad mangler på Vesterbro, og hvilke nye muligheder, aktiviteter og faciliteter er der behov for?
- Vesterbro Samler: Hvordan kan kultur- og fritidslivet bringe flere mennesker sammen og nå borgere, der i dag står uden for fællesskaberne?
På den måde kan høringsarbejdet både kvalificere lokaludvalgets svar til kommunen og bidrage til at konkretisere bydelsplanens missioner.
Sekretariatet har sendt høringen til interesselisten for Kultur, Fritid & Idræt. Herfra er der kommet et konkret input til høringssvaret fra et lokaludvalgsmedlem og et forslag fra en suppleant om at målrette evt. borgerinddragelse til steder på Vesterbro, hvor der mangler kulturfaciliteterfra en suppleant..
Løsning
Det foreslås, at lokaludvalget tager stilling til, om det ønsker at gennemføre en eller flere mindre inddragelsesaktiviteter som grundlag for høringssvaret.
Mulige aktiviteter er:
- Dialog med lokale kultur- og fritidsaktører: Et mindre dialogmøde eller en rundspørge blandt udvalgte aktører om, hvad der er vigtigt at bevare, udvikle og styrke i kultur- og fritidslivet på Vesterbro.
- Opsøgende samtaler med borgere: Korte samtaler ved eksisterende aktiviteter og mødesteder, gerne også med borgere, der ikke normalt deltager i kultur- og fritidslivet.
- Digital inddragelse: En kort undersøgelse via Borgerpanelet eller København Taler, hvor borgerne kan pege på deres vigtigste ønsker og prioriteter.
De tre missioner kan anvendes som fælles udgangspunkt for aktiviteterne, så input kan bruges både i høringssvaret og i arbejdet med bydelsplanen.
Det er ikke nødvendigt at gennemføre alle aktiviteterne. Omfanget bør afhænge af medlemmernes engagement og af, hvad der realistisk kan gennemføres inden høringsfristen.
Hvis lokaludvalget ønsker at gennemføre inddragelsesaktiviteter, foreslås det, at der nedsættes en mindre arbejdsgruppe, som påtager sig ansvaret for planlægning og gennemførelse i samarbejde med sekretariatet. Arbejdsgruppen skal desuden samle de indkomne perspektiver og udarbejde lokaludvalgets høringssvar.
Hvis der ikke er tilstrækkeligt engagement til at gennemføre aktiviteterne, kan lokaludvalget i stedet vælge at udarbejde et høringssvar på baggrund af eksisterende viden, erfaringer og input fra interesselisten.
Økonomi
Der foreslås afsat en ramme på 10.000–15.000 kr. til eventuelle inddragelsesaktiviteter. Midlerne skal kun afsættes, hvis der nedsættes en arbejdsgruppe, som ønsker at stå for at løfte aktiviteterne.
Videre proces
En eventuel arbejdsgruppe planlægger og gennemfører de valgte inddragelsesaktiviteter i samarbejde med sekretariatet og udarbejder på den baggrund lokaludvalgets høringssvar.
Arbejdsgruppen bemyndiges til at godkende og indsende høringssvaret inden fristen den 4. januar 2027.
De indsamlede perspektiver bringes desuden videre i arbejdet med bydelsplanens tre missioner.
Hvis lokaludvalget ikke nedsætter en arbejdsgruppe, aftales en alternativ proces for udarbejdelse og eventuel indsendelse af høringssvar.