Mødedato: 18.11.2026, kl. 17:00
Mødested: 1. sal i Fishtank, Ingerslevsgade 44

Masterclass: Klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod besøger Vesterbro Lokaludvalg

Klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod besøger Vesterbro Lokaludvalg den 18. november. Besøget skal sætte fokus på, hvordan lokale initiativer lettere kan omsættes til handling, og hvordan lokaludvalget kan få større indflydelse på bydelens udvikling.

Tidligere beslutninger

Vesterbro Lokaludvalg besluttede på mødet i september, hvilke emner lokaludvalget ønsker at tage op med teknik- og miljøborgmester Line Barfod på mødet i november.

På baggrund af drøftelserne blev følgende emner fremhævet:

  • Nulemissionszone: Hvordan vil kommunen selv leve op til kravene i den kommende nulemissionszone, herunder i forbindelse med kommunale anlægsprojekter og metrobyggeri? Hvilke krav stilles til entreprenører?
  • Grønne områder: Er Vesterbro fortsat Københavns mindst grønne bydel, og hvad gør kommunen for at forbedre forholdene i eksisterende by? (Jernbanebyen udgør ikke et svar i denne forbindelse).
  • Trafik og parkering: Status på trafikplanen for Vesterbro og mulighederne for flere parkeringspladser.
  • Forbindelser til Jernbanebyen: Status på planerne om cykel- og gangforbindelser til Jernbanebyen.
  • Samarbejde på tværs af forvaltninger: Hvordan sikres fremdrift i sager, der berører flere forvaltninger, fx udviklingen af byrummene ved Halmtorvet?
  • Kommunale beslutningsprocesser: Større klarhed over sagsgange og beslutningsprocesser mellem udvalg og forvaltning, herunder udsættelse af sager og spørgsmål om ibrugtagningstilladelser, fx sagen om Steinerskolen.
  • Ensartet forvaltning af byrum: Oplevelsen af forskellige standarder og praksis for brugen af byrum på tværs af bydele. Hvordan sikres en mere ensartet forvaltning og en konstruktiv dialog med byrumsforvaltningen?
  • Lokal indflydelse: Hvordan kan lokaludvalget få reel indflydelse tidligt i kommunale planlægningsprocesser, fx i forhold til begrønning af Halmtorvet?

Emnerne danner grundlag for forpersonskabets arbejde med at forberede borgmesterens besøg.

Indstilling

Forpersonen foreslår,

  1. at Vesterbro Lokaludvalg tager orienteringen om borgmesterbesøget og programmet for mødet til efterretning.

Problemstilling

Onsdag den 18. november 2026 kl. 17.00–18.00 besøger klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod Vesterbro Lokaludvalg.

Lokaludvalget har ønsket at bruge besøget til at præsentere sin nye arbejdsform og drøfte, hvordan lokaludvalget, de lokale kræfter og kommunen i fællesskab kan bidrage mere aktivt til udviklingen af Vesterbro.

Programmet er tilrettelagt på baggrund af lokaludvalgets drøftelser og input fra arbejdsfællesskaberne og er koncentreret om to overordnede spørgsmål:

1. Fra lokale initiativer til handling – hvordan kan samarbejdet med forvaltningen udvikles? Lokaludvalget ønsker en dialog om, hvordan kommunen i højere grad kan understøtte lokale initiativer, som ikke uden videre passer ind i eksisterende administrative rammer. Med udgangspunkt i konkrete erfaringer med borgerdrevne grønne initiativer og arbejdet for et bedre uderum ved H17 skal lokaludvalget og borgmesteren drøfte mulighederne for mere smidige samarbejdsformer, tydeligere indgange til forvaltningen og bedre samarbejde på tværs af kommunens forvaltninger.

2. Byudvikling, trafik og grønne byrum – hvordan sikres større lokal indflydelse? Lokaludvalget ønsker at blive inddraget tidligere og få større reel indflydelse på beslutninger, der har betydning for Vesterbros udvikling. Dialogen tager udgangspunkt i tre aktuelle dagsordener:

  1. Jernbanebyen: De nødvendige gang- og cykelforbindelser til og gennem den nye bydel, herunder broforbindelserne.
  2. Trafikplanen for Vesterbro: Status, parkeringsforhold og lokaludvalgets muligheder for indflydelse på den videre proces.Et grønnere eksisterende Vesterbro: Mulighederne for mere ambitiøse grønne omdannelser af eksisterende byrum, herunder Halmtorvet.

Løsning

Borgmesterbesøget gennemføres med følgende program:

17.00–17.10: Velkomst og præsentation af lokaludvalgets nye arbejdsform

17.10–17.30: Fra lokale initiativer til handling – samarbejdet med forvaltningen

17.30–17.50: Byudvikling, trafik og grønne byrum – større lokal indflydelse

17.50–18.00: Fælles opsamling og næste skridt

Ambitionen er ikke at nå til bunds i alle de konkrete sager, men at få en politisk dialog om, hvordan samarbejdet kan udvikles, og hvilke spørgsmål der med fordel kan arbejdes videre med efter besøget.

Mødet afsluttes derfor med en fælles opsamling, hvor der så vidt muligt identificeres konkrete muligheder for opfølgning og aftales, hvem der tager initiativ til de næste skridt.

Lokaludvalget har desuden rejst spørgsmål om nulemissionszonen og kommunale anlægsarbejder samt gennemsigtighed i kommunale beslutningsprocesser. Disse er sendt til borgmesteren med henblik på eventuel skriftlig besvarelse, da der ikke forventes at være tid til at behandle dem på mødet.

Økonomi

-

Videre proces

Sekretariatet følger op på eventuelle aftaler og initiativer fra mødet og orienterer lokaludvalget om den videre proces.

Til top