Beslutning om input ifm. screening af arealer til skovbede i hele København
Vanløse Lokaludvalg skal drøfte og beslutte input i forbindelse med screening af arealer til skovbede i Vanløse på anmodning fra Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen (Bynatur). Fagudvalget for Klima og Miljø har drøftet arealer til skovbede og skovlignende beplantninger på sine møder i løbet af året og Vanløseborgerne har haft mulighed for at komme med input på lokaludvalgets sociale medier.
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg godkender fagudvalgets input til screening af arealer til skovbede i Vanløse, jf. løsningsafsnittet.
Problemstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen (Bynatur) er i gang med at lave en politisk bestilt screening af arealer til skovbede og vil i den forbindelse gerne have input fra lokaludvalgene. Der er frist for indsendelse den 20. november 2026.
Et skovbed består af tæt sammenplantede træer evt. med buske og urter, og er derfor et levende og foranderligt årstidsvarierende bed. Skovbede understøtter desuden det lokale mikroklima og medvirker til at forbygge varmeøer og øge køling af byens rum. Et areal skal være mindst 10 m2 for at kunne bruges til skovbed.
Screeningen betyder, at der udpeges arealer, hvor der kan være et potentiale for at udføre et skovbed. Forvaltningen er forholdsvist langt i processen med at finde disse arealer.
Arealerne skal bearbejdes og vurderes, så nogle vil naturligt blive valgt fra igen, på baggrund af blandt andet oversigtsforhold, ledninger, økonomi og byrumspotentiale.
Fagudvalget for Klima og Miljø har løbende drøftet arealer til skovbede og skovlignende beplantninger på sine møder i løbet af året.
Derudover har man spurgt Vanløseborgerne om input til egnede arealer på lokaludvalgets sociale medier i peroden 2. til 8. november 2026, jf. bilag.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg godkender fagudvalgets input til screening af arealer til skovbede nedenfor og indsender til forvaltningen med borgernes indkomne forslag vedhæftet som bilag.
"Vanløse Lokaludvalg har løbende drøftet mulighederne for oprettelse af skovbede og skovlignende beplantninger på sine møder i fagudvalget for klima og miljø. Det er et område mange er interesseret i og som lokaludvalget gerne bidrager med input til.
På baggrund af de løbende drøftelser og en inspirationstur foreslås flg.:
- Hvor Godthåbsvej rammer Bellahøjvej (bredt vejområde langs Rødkilde skole)
- Ålekistevej 121 (jordstykket foran støjskærm på Damhusengens skole, hvor der allerede er planlagt begrønning af skærmen, kan der også tænkes træplantning ind)
- De fire eksisterende hjørnebede i krydset Apollovej - Kilholmvej
Derudover er der fortsat stort ønske i både lokaludvalget og blandt borgerne, herunder de vedhæftede input fra SoMe, at de større veje Jyllingevej og Ålekistevej begrønnes, bl.a. med flere vejtræer."
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.
Videre proces
Sekretariatet indsender lokaludvalgets input umiddelbart efter lokaludvalgsmødet.