Mødedato: 18.11.2026, kl. 14:30
Mødested: ---

Temadrøftelse om demensområdet

Se alle bilag

Formålet med temadrøftelsen er at give et samlet indblik i demensområdet, herunder kommunens tilbud og indsatser fra forebyggelse til den palliative indsats. Drøftelsen skal samtidig belyse de fremadrettede perspektiver på området med afsæt i den kommende nationale demenshandleplan og den samlede demenspakke, som der er afsat midler til i overførselssagen 2025-2026 og Budget 2027.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter forvaltningens oplæg om demensområdet.

Problemstilling

Demens er en kompleks og fremadskridende sygdom, som kræver en målrettet og sammenhængende indsats – fra forebyggelse og tidlig opsporing til støtte og pleje, når sygdommen udvikler sig til svær demens. I Københavns Kommune (KK) lever ca. 5.500 borgere med en demenssygdom, hvoraf omkring halvdelen vurderes at være udredt. Demens eller demenslignende symptomer ses hos ca. 50 % af plejehjemsbeboerne, ca. 13 % af hjemmeplejemodtagerne og ca. 20 % af borgerne på kommunens aktivitetstilbud (bilag 1).

Senere års forskning peger på, at omkring en tredjedel af demenstilfælde potentielt kan forebygges, og at en rettidig indsats kan bidrage til at udskyde funktionsfald. Når diagnosen er stillet, er det samtidig vigtigt, at borgere med demens og deres pårørende har adgang til gode og sammenhængende tilbud, der understøtter livskvalitet, selvstændighed og tryghed gennem sygdomsforløbet.

Denne temadrøftelse sætter fokus på demensområdet i KK mhp. at give et samlet overblik over den demografiske udvikling, kommunens tilbud til borgere med demens og deres pårørende samt de faglige indsatser i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) i dag og fremadrettet.

Løsning

KK har en ambition om at være blandt de førende kommuner i udviklingen af en sammenhængende og værdig demensindsats. Demensområdet i KK står på et solidt fagligt fundament som følge af mange års politiske prioriteringer, så der i dag findes et bredt udbud af tilbud, der understøtter borgere med demens og deres pårørende gennem hele sygdomsforløbet. De senere år har der særligt været et fokus på at omsætte kommunens demensstrategi ”Sammen om demens – Strategi for tidlig indsats” fra 2020 for borgere med begyndende demens og deres pårørende samt på at sikre høj demensfaglig kvalitet i pleje og omsorg på plejehjem. Med budgetforliget for budget 2027 fortsætter den politiske prioritering af området, så kommunens tilbud kan styrkes yderligere og tilpasses fremtidens behov for borgere med demens og deres pårørende.

Følgende emner præsenteres for udvalget:

  • Fakta om demens og den demografiske udvikling i KK.
  • Oversigt over kommunens indsatser og tilbud til borgere med demens og deres pårørende.
  • Drøftelse af fremadrettede perspektiver og muligheder, der kan styrke demensområdet – herunder i relation til den kommende nationale demenshandlingsplan for 2026 samt den samlede demenspakke, som der blev afsat midler til i overførselssagen 2025-2026 og Budget 2027.

Politisk handlerum

Temadrøftelsen giver udvalget mulighed for at drøfte den fremadrettede udvikling af demensområdet i Københavns Kommune med afsæt i kommunens eksisterende indsatser og tilbud samt de kommende initiativer.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Med afsæt i udvalgets drøftelse vil SUF arbejde videre med udviklingen på demensområdet i Københavns Kommune og tage relevante temaer og perspektiver med i relevante fora og til forvaltningens bidrag til en ny national demenshandlingsplan.

 

 

Anna Schou Johansen

                                                          / Nanna Skriver

Til top