Godkendelse af ny udgave af Integrations- og medborgerskabspolitikken (fællesindstilling)
Den nuværende Integrations- og medborgerskabspolitik udløber ved udgangen af 2026. Kommunens forvaltninger har udarbejdet et udkast til en ny og opdateret politik, som har været i offentlig høring. Med denne sag forelægges opdateringen af det forvaltningsspecifikke afsnit i den kommende Integrations- og medborgerskabspolitik, samt forvaltningens svar til de modtagne høringssvar.
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
- at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender forvaltningens opdatering af det forvaltningsspecifikke afsnit i den kommende Integrations- og medborgerskabspolitik på eget ressort (bilag 1, s. 15-17)
- at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender forvaltningens bidrag til et samlet høringsnotat (bilag 2)
Problemstilling
Den nuværende Integrations- og medborgerskabspolitik udløber med udgangen af 2026. Integrations- og medborgerskabspolitikken indeholder fælles pejlemærker for integration og medborgerskab samt udfordringer og visioner på 6 centrale områder (Beskæftigelse og medborgerskab, By og bolig, Børn og unge, Kultur og fritid, Socialområder samt Sundhed og omsorg). Men denne sag forelægges afsnittet vedr. kultur og fritid, som er under Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets ressort, samt bidrag til et samlet høringsnotat.
Løsning
Med denne sag forelægges et opdateret udkast til Københavns Kommunes Integrations- og medborgerskabspolitik 2027-2030. Integrations- og medborgerskabspolitikken er udarbejdet i et samarbejde mellem kommunens syv forvaltninger.
Politikkens nuværende struktur er bibeholdt og består af nogle tværgående indledende afsnit samt afsnit på de udvalgte områder, hvor udfordringer og ambitioner beskrives. Den primære målgruppe for Integrations- og medborgerskabspolitikken er fortsat ”københavnere med etnisk minoritetsbaggrund”, hvilket forstås som indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund. Integrations- og medborgerskabspolitikken forventes også fremover at inkludere oprindelige folk, for at understrege det fokus Københavns Kommune har på at understøtte lige muligheder for medborgerskab for borgere med grønlandsk baggrund.
Integration og medborgerskab understøttes i høj grad af Københavns Kommunes normalindsatser, og Integrations- og medborgerskabspolitikken beskriver derfor både de mere specialiserede integrationsindsatser og normalindsatser, som ikke har eksplicit integrationsformål, men som bidrager til integration og medborgerskab i Københavns Kommune.
Det forvaltningsspecifikke afsnit vedr. kultur og fritid er ajourført ift. nuværende lovgivning og igangværende indsatser på området.
Udkastet til Integrations- og medborgerskabspolitikken har været i offentlig høring på Københavns Kommunes høringsportal ”Bliv Hørt” fra den 11. juni – 28. august 2026. Der er modtaget 8 høringssvar, som er vedlagt som bilag 3.
I bilag 2 fremgår forvaltningens forslag til besvarelser til brug for et samlet høringsnotat, som forelægges Borgerrepræsentationen. Der er i alt kommet syv bemærkninger på udvalgets ressort. På baggrund af høringen har forvaltningen ingen forslag til ændringer i politikken i fagafsnittet vedr. kultur og fritid, men foreslår at det frivillige foreningsliv nævnes under pejlemærker i indledningen (bilag 1, s. 3) og, at den økonomiske støtte til deltagelse i kultur- og fritidsaktiviteter nævnes i fagafsnittet vedr. børn og unge.
Politisk Handlerum
Udvalget kan foreslå ændringer til handleplanen på udvalgets ressort.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv.
Videre proces
Efter udvalgsgodkendelse fremsendes udvalgets beslutning til Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen, som forelægger en samlet sag med en opdateret Integrations- og medborgerskabspolitik og et høringsnotat for Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget den 7.12.2026. Efter godkendelse i Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget forelægges Integrations- og medborgerskabspolitikken for Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse den 17.12.2026.
Mikkel Boje
/ Jakob Heide Petersen