Godkendelse af Handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser
Resumé
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget skal tage stilling til ny Handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser, herunder igangværende og mulige indsatser samt forvaltningens bemærkninger til høringsnotat.
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller, at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget
- godkender forvaltningens opdatering af det forvaltningsspecifikke afsnit i den kommende handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser på eget ressort (bilag 1),
- godkender forvaltningens bidrag til et samlet høringsnotat (bilag 2),
- godkender oversigt over indsatser på forvaltningens ressort, som gennemføres i 2027 under handleplanen (bilag 3),
- godkender forslag til ikke-finansierede indsatser på forvaltningens ressort, der kan indgå i et idékatalog under handleplanen (bilag 4),
- tager orientering om årlig status til efterretning.
Problemstilling
Den nuværende Handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 22. juni 2023 og udløber med udgangen af 2026. Handleplanen er del af udmøntning af Integrations- og Medborgerskabspolitikken, som blev besluttet af Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget den 16. februar 2026.
Med denne sag forelægges et opdateret udkast til Københavns Kommunes Handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser 2027-2030.
Handleplanen er udarbejdet af alle forvaltninger. Følgegruppen for den nuværende handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser for 2023-2026 bestående af ca. 30 civilsamfundsorganisationer mv. har været inviteret til workshop, hvor de har kunne komme med forslag til indsatser under handleplanen og bemærkninger til den nye handleplan. Handleplanen har desuden været i offentlig høring fra den 20. maj - 28. juni 2026. Der er modtaget 19 høringssvar som er vedlagt som bilag 5 (samt offentliggjort på kk.dk).
Løsning
Udkast til handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser (at-punkt 1 og 2)
Der er i alt kommet 10 bemærkninger på Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets ressort. På baggrund af høringen foreslår forvaltningen visse ændringer i handleplanen indenfor udvalgets ressort. Ændringerne fremgår med gul markering i bilag 1 (udkast til handleplan). Følgende ændringer kan fremhæves:
- Under fokusområdet ”Kultur og fritid” er tilføjet fokus på nattelivet og arbejdet for et natteliv uden diskrimination.
- Arbejdet med udbredelse af adfærdskodeks er uddybet.
I bilag 2 fremgår forvaltningens forslag til besvarelser til brug for et samlet høringsnotat. Det bemærkes, at forvaltningen i vid udstrækning har søgt at imødekomme ændringsforslag, da oplægget er, at handleplanen udarbejdes med inddragelse af civilsamfundet.
Indsatser, der gennemføres i 2027 under Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget (at-punkt 3)
Under handleplanen vil der være et bilag med indsatser, der gennemføres i det kommende år på hvert forvaltningsområde.
I bilag 3 fremgår de allerede, igangsatte og finansierede tiltag for 2027 indenfor Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets ressort.
Det drejer sig om følgende indsatser:
- Understøttelse af foreningers arbejde med at skabe et rummeligt fritidsfælleskab
- Charter for et natteliv uden diskrimination
Det bemærkes derudover, at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget den 13. august 2026 besluttede at indføre krav om, at tilskudsmodtagere med tilskud over 1 mio. kr. tilslutter sig Fair Practice Kodeks til kunst- og kulturlivet i Danmark. Der vil være overlap til nærværende handleplan, men afrapportering sker særskilt.
Forslag til prioriterede indsatser til idékatalog under Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget (at-punkt 4)
Under handleplanen vil der være et bilag med et idékatalog med indsatser, som kan gennemføres, hvis der træffes politisk beslutning om finansiering. Bilaget har til formål at samle op på idéer fra fx civilsamfund/følgegruppe, som fx kan søges finansieret ved fremtidige budgetforhandlinger.
Den 29. maj 2026 deltog den nuværende handleplans følgegruppe, i en workshop. Af referatet fra workshoppen fremgår seks forslag til indsatser (bilag 6), som hører under Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets ressort.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen foreslår på den baggrund, at de eksisterende indsatser med finansiering i 2027 indgår i handleplanens idékatalog:
- Understøttelse af foreningers arbejde med at skabe et rummeligt fritidsfælleskab
- Charter for et natteliv uden diskrimination
Det bemærkes, at idékataloget har karakter af hensigtserklæringer, som forudsætter særskilt finansiering. Hvis der ikke opnås finansiering fx gennem budgetforhandlinger, vil indsatserne ikke blive gennemført.
Orientering om årlig status (at-punkt 5)
Borgerrepræsentationen forelægges årligt en status på igangværende indsatser samt opdateret bilag med indsatser, der gennemføres i det kommende år. Orienteringen udarbejdes af Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen med inddragelse af alle øvrige forvaltninger. Kultur-, Fritids og Borgerserviceudvalget vil blive orienteret om afrapporteringen.
Politisk handlerum
Udvalget kan foreslå ændringer til handleplanen på udvalgets ressort. Udvalget kan ligeledes bestille budgetnotater til finansiering af indsatser under handleplanen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv.
Videre proces
Efter udvalgsgodkendelse fremsendes udvalgets beslutning til Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen, som forelægger en samlet sag med en opdateret handleplan og et høringsnotat for Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget den 7. december 2026. Efter godkendelse i Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget forelægges Handleplanen for Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse den 17. december 2026.
Mikkel Boje
/ Mads Kamp Hansen