Mødedato: 18.11.2026, kl. 09:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Medlemsforslag om at permanentgøre den udvidede skolegård omkring Guldberg Skole

Det foreslås,

1. at Børne- og Ungdomsudvalget pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde en indstilling til politisk behandling om mulighederne for helt eller delvist at permanentgøre den nuværende udvidelse af skolegården omkring Guldberg Skole på hhv. Sjællandsgade og Prinsesse Charlottesgade, herunder at udarbejde budgetnotat til brug for forhandlingerne om overførselssagen 2026-27, hvis det vurderes nødvendigt, jf. også motivationen.

(Stillet af Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Radikale Venstre)

Motivering

Guldberg Skole har henvendt sig med ønske om at permanentgøre den nuværende udvidelse af deres skolegård, som blev etableret som følge af ombygningen af skolen. Konkret ønsker skolen at boldburet på Sjællandsgade gøres permanent og at indsnævringen af Prinsesse Charlottesgade fastholdes, dog med en roligere funktion end boldspil, idet den nuværende funktion flytter tilbage til den gamle skolegård. Dette ses at imødekomme de naboklager der har været ift. boldspil.
 
Forslagsstillerne hæfter sig ved at den midlertidige udvidelse har vist sit værd i byggeperioden ved at servicere både skolens børn, men også lokalområdet, herunder ved at bidrage til en trafiksikring af området umiddelbart rundt om skolen. Skolen medgiver, at den nuværende udvidelse ikke er køn, men det var det, der var penge til dengang. Håbet er derfor, at fsva Prinsesse Charlottesgade kan arealet omdannes til et grønt opholdsrum, der kan komme skolen til gode i skoletiden og borgerne til glæde udenfor skoletiden.
 
Nørrebro Lokaludvalg har modtaget en række tilkendegivelser fra borgerne vedr skolens ønske, heraf 346 synes godt om, 2 vrede, 1 griner og 1 wow samt mere end 200 skriftlige kommentarer. Der har efterfølgende været holdt et nabomøde med udgangspunkt i borgernes skriftlige kommentarer. På mødet tilkendegav langt de fleste støtte til ideen. Der var enkelte naboer, som oplevede negativ påvirkning af den midlertidige løsning. På den korte bane arbejder skolen derfor nu på løsninger som imødekommer naboernes oplevelser.
 
Forslagsstillerne ønsker en tilbagemelding fra forvaltningen før forhandlingerne om overførselssagen, sådan at der kan træffes beslutning og eventuelt skaffes finansiering inden byggesagen afsluttes medio 2027. 

Forslagsstillerne er også åbne overfor andre finansieringsmuligheder og procesformer forvaltningen måtte pege på.

Det forventes at BUF inddrager KTF i sagsforberedelse og udformning af løsningsscenarier, herunder muligheder for håndtering af eventuel erstatningsparkering.
Til top