Mødedato: 18.11.2026, kl. 09:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Ansøgning om forlængelse af fælles skoledistrikt i Ørestad

Se alle bilag

Udvalget skal tage stilling til en forlængelse af det fælles skoledistrikt i Ørestad, da den nuværende forsøgsperiode slutter efter skoleåret 2027/2028. Derfor skal det besluttes, om der skal sendes en ansøgning til Undervisningsministeriet om forlængelse af forsøgsordningen. Som en del af sagen skal udvalget tage stilling til, om der fortsat skal være en afstandsgaranti i det fælles skoledistrikt.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at der søges om forlængelse af det fælles skoledistrikt i Ørestad frem til skoleåret 2030/31 hos Undervisningsministeriet,

     

  2. at afstandsgarantien på 2 km udgår af indskrivningsreglerne for det fælles skoledistrikt

Problemstilling

For at afhjælpe områdets kapacitetsudfordringer har Københavns Kommune siden skoleåret 2021/2022 haft et fælles skoledistrikt i Ørestad. Kapacitetsudfordringerne skyldes, at der har været en større stigning i børnetallet end forventet i kommunens befolkningsprognoser. Det har resulteret i overfyldte skoler, som har udfordret skolernes drift og deres faglige og pædagogiske muligheder.

Derfor blev det i 2020 besluttet af BR, at der skal indføres et fælles skoledistrikt i Ørestad, da det giver mulighed for en mere optimal elevfordeling og dermed et mindre kapacitetspres på skolerne. Det fælles skoledistrikt betyder i praksis, at der indskrives en klasse mindre om året i området, hvilket er afgørende for, at skolerne ikke optager for mange elever på hver årgang. Derudover giver distriktet bedre mulighed for at håndtere til- og fraflytning af elever til Ørestad, som tidligere har givet udfordringer på skolerne, da området er kendetegnet ved en stor flyttefrekvens blandt områdets familier.

Skoledistriktet dækker alle fire skoler i Ørestad – Arena Skole og Fritid, Fælledby Skole, Kalvebod Fælled og Ørestad Skole, og den nuværende forsøgsordning udløber med skoleåret 2027/2028. Derfor skal der tages stilling til, om der skal ansøges om forlængelse af det fælles skoledistrikt.

Løsning

Baseret på de nuværende erfaringer og opbakningen fra skolebestyrelserne i Ørestad, anbefaler forvaltningen, at det fælles skoledistrikt forlænges, da børnetallet i Ørestad forsat forventes at stige og skolerne stadig er presset på kapacitet.

En forlængelse af ordningen kræver en godkendelse fra BR, skolebestyrelserne og Undervisningsministeriet, som skal godkende en ny forsøgsperiode. Derfor fremsender forvaltningen en ansøgning om forlængelse til ministeriet, hvis indstillingen godkendes politisk. Hvis ansøgningen imødekommes, vil en ny forsøgsperiode med fælles skoledistrikt være gældende fra skoleåret 2028/29.

Ministeriet har tidligere tilkendegivet, at alle forsøgsordninger med fælles skoledistrikt skal evalueres efter skoleåret 2027/28, før der gives dispensation til en ny forlængelse af forsøgene. Derfor kan det være usikkert, om der bliver givet dispensation til en ny forlængelse. Forvaltningen anbefaler dog fortsat, at der sendes en ansøgning til ministeriet, som forlænger forsøget i perioden, hvor ministeriet evaluerer forsøgene med fælles skoledistrikt. Forvaltningen planlægger samtidigt at sende en fælles udtalelse til ministeriet sammen med Gentofte og Rødovre Kommuner, hvor der opfordres til, at de nuværende forsøgsordninger forlænges.

Evaluering af fælles skoledistrikt

Evalueringen viser, at det fælles skoledistrikt har leveret tilfredsstillende på opfyldelse af forældreønsker, skolekapacitet samt til- og fraflytning. Tabellen herunder viser, hvor mange forældre, som har fået opfyldt deres prioriterede skoleønsker ved indskrivningen i børnehaveklasse.

Tabel 1. Indskrivning i børnehaveklasse

Skoleår

Skolestartere

1. prioritet

2. prioritet

3. prioritet

4. prioritet

26/27

274

231 (84%)

30 (11%)

13 (5%)

0

25/26

263

221 (84%)

24 (9%)

10 (4%)

8 (3%)

24/25

288

211 (73%)

23 (8%)

12 (4%)

42 (15%)

23/24

295

224 (76%)

40 (14%)

31 (10%)

-

22/23

256

224 (87%)

21 (8%)

13 (5%)

-

21/22

230

162 (71%)

33 (14%)

35 (15%)

-

Gennemsnit

-

79%

 11%

7%

3%

Samlet for hele perioden har 79% af forældrene fået opfyldt deres 1. prioritet ved skoleindskrivningen, og 90% af forældrene har fået tildelt enten deres 1. eller 2. skoleønske. Det er en tilfredsstillende andel, særligt da både Arena Skole og Fritid og Fælledby Skole har været placeret i pavilloner under forsøgsperioden, hvilket erfaringsmæssigt ikke er lige så attraktivt for forældrene.

Det fælles skoledistrikt har mindsket kapacitetspresset på skolerne og derved medvirket til at skabe bedre rammer for skoledriften. Med undtagelse af Arena Skole og Fritid, som har indskrevet en klasse for meget i skoleåret 2023/2024, har ingen skoler siden skoleåret 2021/2022 indskrevet flere klasser, end de har kapacitet til.

Tabel 2. Oversigt over skolekapacitet og indskrivning

Klassetrin

Arena Skole og Fritid

(4 spor)

Fælledby Skole

(5 spor)

Kalvebod

Fælled Skole

(3 spor)

Ørestad Skole

(3 spor)

Total

Bh.klasse

4

1

3

3

11

1. klasse

4

1

3

3

11

2. klasse

4

2

3

3

12

3. klasse

5

 

3

3

11

4. klasse

4

 

3

3

10

5. klasse

3

 

3

3

9

6. klasse

2

 

4

3

9

7. klasse

1

 

4

4

9

8. klasse

 

 

3

4

7

9. klasse

 

 

3

3

6

Hovedtotal

27

4

32

32

95

Før det fælles skoledistrikt har den store mængde af til- og fraflyttende elever pga. byudviklingen i området udfordret skolekapaciteten, da fyldte skoler blev nødt til at oprette ekstra klasser til at kunne rumme tilflyttede elever med krav på optag, selvom der var plads på naboskolen.

Det har det fælles skoledistrikt afhjulpet, da det nu er muligt at fordele eleverne til flere skoler, hvilket øger fleksibiliteten og mulighederne for at finde den bedste plads i distriktet. I forsøgsperioden er der således ikke blevet oprettet nye klasser på de ældre årgange pga. tilflytning, som det var tilfældet tidligere.

Det har fortsat været muligt at imødekomme hovedparten af forældrenes 1. prioritet ved tilflytning, som det fremgår af tabel 3, hvor 84% af tilflyttende familier har fået opfyldt deres skoleønske.

Tabel 3. Skoleønsker for tilflyttende elever

Skoleår

Tilflyttere

Ønske opfyldt

Anden skole i distriktet

26/27 pr. 21. okt.

32

27 (84%)

5 (16%)

25/26

125

90 (72%)

35 (28%)

24/25

119

106 (89%)

13 (11%)

23/24

187

166 (89%)

21 (11%)

22/23

146

123 (84%)

23 (16%)

21/22

185

152 (82%)

33 (18%)

Gennemsnit

-

84%

16%

Det fælles skoledistrikt har således styrket skoledriften i Ørestad og været med til at sikre mere stabile rammer for skolerne. Derfor anbefales det, at det fælles skoledistrikt videreføres, og der sendes en ansøgning til ministeriet om en ny forlængelse.

Tilbagemelding fra skolebestyrelser

Alle skolebestyrelser støtter op om en forlængelse af forsøgsordningen, som det fremgår af bilag 1. Af udtalelsen fremhæves det, at forsøgsordningen har bidraget til øget undervisningskvalitet gennem stabile klassekvotienter, en bedre kapacitetsudnyttelse og økonomisk stabilitet samt en mindsket usikkerhed hos forældre pga. færre distriktsændringer. Derudover fremhæver skolebestyrelserne, at det fælles skoledistrikt har givet et styrket samarbejde mellem skolerne, både på ledelsesniveau samt blandt lærerne og pædagogerne.

Afstandsgaranti

Forvaltningen anbefaler på opfordring fra skolebestyrelsen på Kalvebod Fælled Skole, at den nuværende afstandsgaranti på 2 km udgår af indskrivningsreglerne i det fælles skoledistrikt. Afstandsgarantien udfordrer formålet om at lave en ligelig fordeling af eleverne, da mange elever i Ørestad Syd og senere i Fælledby ikke vil kunne fordeles til alle skoler i distriktet.

Det betyder, at skolerne centralt i distriktet får et kapacitetspres, hvor Arena Skole og Fritid og Kalvebod Fælled Skole i år har startet børnehaveklasser med 25 og 26 elever i hver klasse, hvilket også vil stride med beslutningen om et klasseloft på højst 24 elever pr. klasse. Derfor anbefales det, at afstandsgarantien udgår af indskrivningsreglerne på linje med den nuværende praksis på de øvrige skoler i København. Der vil ikke være elever i indskolingen, som fremadrettet får længere end 2,5 km til skole, men det kan dog give en længere skolevej for børn og forældre bosat i Ørestad Syd og Ørestad Nord ved Fælledby.

Afstandsgarantien blev indført i 2021 og blev efterfølgende udvidet fra 1,5 til 2 km pga. byudviklingen og børnetallet i området, som nødvendiggjorde en tilpasning af garantien, hvis skolerne fortsat skulle rumme alle elever indenfor deres maksimale kapacitet.  

Politisk handlerum

Indstillingen kan forkastes. I så fald skal skolerne igen opdeles i selvstændige skoledistrikter.

Økonomi

Der er ikke økonomiske konsekvenser af indstillingen, men det må forventes, at der skal afsættes midler til kapacitetsafhjælpende tiltag i kommende budgetforhandlinger, hvis ikke indstillingen godkendes, da skolerne vil optage flere elever end der er kapacitet til.

Videre proces

Sagen skal behandles i ØU og BR, hvorefter forvaltningen sender en ansøgning til ministeriet. Godkendes ansøgningen forlænges det fælles skoledistrikt fra skoleåret 2028/29 til skoleåret 2030/31.

Tobias Børner Stax / Sti Andreas Garde 

Til top