Mødedato: 18.11.2026, kl. 09:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Høringssvar om Handicappolitik for 2027-30

Se alle bilag

Københavns Kommunes Handicappolitik udløber i 2026. Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til Socialudvalgets udkast til ny handicappolitik for Københavns Kommune for perioden 2027-2030. Politikken er sendt i høring i kommunens politiske udvalg samt i offentlig høring.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at vedlagte udkast til høringssvar (bilag 6) til Socialudvalgets udkast til Københavns Kommunes Handicappolitik for perioden 2027-2030 godkendes.

Problemstilling

Københavns Kommunes handicappolitik for perioden 2023-2026 udløber ved årsskiftet. Socialforvaltningen har efter behandling af udkastet i Socialudvalget sendt vedlagte udkast til handicappolitik for 2027-2030 i høring, jf. bilag 1,2 og 3.

Formålet med kommunens handicappolitik er at være retningsgivende for politiske prioriteringer på handicapområdet i de kommende år, og på den måde også være et redskab til dialog mellem borgere, politikere, kommunens medarbejdere, civilsamfundet og erhvervslivet om handicappolitik i Københavns Kommune.

Udkastet er udarbejdet af Socialforvaltningen med bidrag og input fra de øvrige forvaltninger. Københavns Kommunes Handicapråd og Ungepanel har ligeledes været inddraget i processen, og rådene har givet bemærkninger til et tidligt udkast af politikken, jf. bilag 4 og 5. Det fremgår bl.a., at Handicaprådet bakker op om, at børn og unge så vidt muligt inkluderes i de almene fællesskaber og samtidig peger på behov for specialtilbud af høj kvalitet, for de børn, der har brug for det.

Det er de enkelte forvaltninger, der er ansvarlige for at følge op på handicappolitikkens målsætninger indenfor hver deres område.

Løsning

Den overordnede ramme om handicappolitikken er FN’s handicapkonvention og de fire handicappolitiske grundprincipper om kompensation, ligebehandling, solidaritet og sektoransvarlighed.

Visionen for handicappolitikken er at understøtte, at borgere med handicap kan mestre eget liv og leve et selvstændigt liv med høj livskvalitet.

Handicappolitikken 2027-2030 har fire målsætninger. Under hver målsætning er det i politikken mere konkret beskrevet, hvad der vil være særligt fokus på, og hvilke forvaltninger der er ansvarlige for initiativer under målsætningerne.

  1. Universelt design og tilgængelighed, der giver borgere lige adgang til byens rum, ydelser og tilbud med høj tilgængelighed.
  2. God barndom og tryg overgang til voksenlivet, der giver trivsel, fællesskaber og læring i dagtilbud, skole og fritid for børn og unge med handicap og en tryg overgang til voksenlivet.
  3. Uddannelse, beskæftigelse og fællesskaber, der styrker mulighederne for borgere med handicap.
  4. Enkelt og tillidsfuldt møde med kommunen, så borgerne oplever, at kommunen lytter, tager ansvar og koordineret indsatsen.

For at lykkes med politikken kræves der både samarbejde på tværs og den nødvendige finansiering til at føre ambitionerne ud i livet.

Under målsætning 2 God barndom og tryg overgang til voksenlivet indgår følgende fokusområder, som er særligt relevante for Børne- og Ungdomsudvalgets ansvarsområde:

  • Øge kvaliteten i dagtilbud med henblik på at understøtte deltagelsesmuligheder for børn og unge med handicap (BUF)
  • Flere trives og lærer i kommunens almene skoler med den nødvendige støtte, så færre har brug for specialundervisning (BUF)
  • Forebygge og nedbringe elevfravær (BUF, SUF og SOF)
  • Have fokus på høj kvalitet i specialundervisningstilbud og specialundervisning- og behandlingstilbud med stærke fællesskaber og deltagelsesmuligheder for alle elever (BUF og SOF)
  • Unge med handicap oplever en koordineret og planlagt overgang fra barn til voksen, fra grundskole til uddannelse og fra uddannelse til arbejdsmarkedet (BIF, SOF, BUF)

Alle kommunens forvaltninger udarbejder egne indsatsplaner, der beskriver, hvordan de vil omsætte handicappolitikkens overordnede målsætninger til konkrete initiativer inden for deres fagområde. Indsatsplanerne behandles politisk i de respektive fagudvalg i løbet af 2027.

I vedlagte udkast til høringssvar (bilag 6) foreslås det, at BUU tilslutter sig Handicappolitikkens målsætninger. Der peges samtidig på sammenhængen til Mangfoldige børnefællesskaber med investeringer i dagtilbud og skoler, der kan mere for flere, samt til BUU’s strategi for 2026-2029, hvor der bl.a. er fokus på styrket kvalitet i dagtilbud, almen- og specialskoler, på elevfravær og fællesskab og på gode overgange.

Politisk handlerum

Høringssvaret kan tilpasses.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter endt høring behandles den endelige handicappolitik i Socialudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

BUU bliver i 2027 forelagt et forslag til indsatsplan for opfølgning på udvalgets ressort.

 

Tobias Børner Stax                          Mette Seneca Kløve

Til top