Reklamer, skilte og markiser på bygninger
I Københavns Kommune er der retningslinjer for opsætning af skilte og reklamer. Inden du sætter dit skilt eller reklame op, er det anbefalingen, at du sætter dig ind i retningslinjerne.
Retningslinjer for opsætning af skilte og reklamer
Retningslinjerne for skilte og reklamer i København er revideret i 2024 og giver et overblik over, hvilke krav og hensyn du skal tilgodese ved opsætning og udformning af skilte og forskellige typer reklamer samt markiser, samt hvilke love og bestemmelser der danner grundlag for kommunens administration.
Tjek, om jeres skilt eller reklame kræver byggetilladelse
I skal søge byggetilladelse, hvis skiltet opsættes på en selvstændig konstruktion eller det belaster bygningens eksisterende konstruktion med mere end 5 %. Det sidste gælder typisk ved meget store skilte. Herudover kræver de fleste skilte der opsættes på taget en byggetilladelse når de opsættes på en konstruktion.
Hvis jeres skilt ikke kræver byggetilladelse
Selvom jeres skilt kan opsættes uden byggetilladelse, kan det kræve tilladelse efter anden lovgivning. Skiltet kan fx forudsætte dispensation fra en lokalplan, være omfattet af servitut eller bygningen kan være fredet.
Da det kan være kompliceret at finde ud af hvilke love og regler der gælder for en ejendom er det altid vores anbefaling at der søges om opsætning af et skilt – også i de tilfælde det ikke kræver en byggetilladelse.
Lokalplaner og servitutter
Mange lokalplaner og servitutter indeholder bestemmelser, der fastlægger, at du skal søge om tilladelse til etablering af skilt, markiser eller til at ændre bygningens facade.
Find ud af om jeres ejendom er omfattet af lokalplan eller servitutter
Sådan søger du dispensation fra lokalplan
Regulering af skiltning ved gener for omgivelserne
Efter byggelovens § 6D, stk. 2 må skiltning, lysinstallationer og lignende ikke være til ulempe eller virke skæmmende i forhold til omgivelserne. Uanset om skiltet eller reklamen kræver tilladelse, kan forvaltningen på baggrund af denne bestemmelse derfor ved forbud eller påbud hindre eller stille krav til opsætning.
Fx kan vi blive opmærksomme på et skilt, fordi der er blevet klaget over skiltets udseende, størrelse eller lyspåvirkning af omgivelserne. Hvis vi vurderer, at skiltet er skæmmende eller geneforvoldende (fx lysgener), kan vi nedlægge forbud eller meddele påbud til opsætning eller nedtagning af skiltet.
Særligt i forhold til lysreklameskilte bør du være opmærksom på lyspåvirkningen af omgivelserne, og at det kan blive nødvendigt at regulere lysreklamen til mindst mulig gene for omgivelserne ift. fx:
- Tændingstid
- Lysstyrke
- Spredningsgrad
- Levende vs. statiske billeder
- Billedskift (antal og tidspunkt)
- Andel af hvidt lys
Regler for markiser
Montering af markiser på facaden af en bygning kræver normalt ikke byggetilladelse, men da reglerne for opsætning kan være komplekse, er det vores anbefaling du søger en tilladelse inden opsætning af markisen på din bygning.
Selvom markiser kan opføres uden en byggetilladelse, kan der, som med skilte være bestemmelser i fx en lokalplan som gør at markisen kræver en dispensation. Herudover kan der også her være andre love og regler du skal være opmærksom på såsom en evt. fredning af bygningen eller en servitutbestemmelse. Da en markise typisk opsættes hen over et vejareal er der følgende generelle bestemmelser der gælder for opsætning af markiser:
- markiser skal opsættes med højde på mindst 2,8 meter over fortov
- markiser skal opsættes med en afstand på mindst 1,5 meter fra kørebanekant eller cykelstikant
- markiser må ikke merbelaste konstruktionen med over 5 % af den oprindelige belastning
Vi anbefaler, at du overholder følgende retningslinjer:
- Markiser udføres i samme bredde som de enkelte vinduesfag, så bygningens fagopdeling og sammenhæng mellem butiks-etagen og den øvrige bygning opretholdes
- Markiser udføres oprullelige eller sammenklappelige
- Faste baldakiner, markiser og kalecher (der ikke kan rulles ind el.lign.) godkendes generelt ikke, da de ofte vil sløre vinduet og bygningen
- Markiser udføres med ensfarvet refleksfri markisedug og farvenuancer afstemmes efter bygningens øvrige farver
- Markiser der etableres i forbindelse med/over udeserveringsareal, må alene dække det tilladte areal til udeservering, og må ikke rulles ud over det øvrige fodgængerareal på vejen
- Sikringsgitre udformes så de respekterer butikkens facade, placeres bag vinduesglasset og ikke skjuler vinduesudstillingen efter lukketid
Skiltning eller reklamering på markisen kræver altid kommunens vurdering.
Vil I opsætte reklamer på stilladser?
Kontakt
Område for Bygninger
Njalsgade 13
Telefontider
09:00 - 16:00
09:00 - 16:00
09:00 - 16:00
09:00 - 16:00
09:00 - 16:00
OBS ovenstående tider gælder kun telefonisk kontakt
Har du brug for personlig vejledning, kan du møde op i Teknik- og miljøforvaltningens Kundecenter, som har andre åbningstider.