Mødedato: 23.04.2025, kl. 18:00
Mødested: Ingerslevsgade 44, 1705 København V - Fishtank Social Hub, Salen

Beslutning vedr. puljeansøgning om Træstubbens Fællesdage

Indstilling

Forpersonen foreslår,

  1. at der afsættes 50.000 kr. af Lokaludvalgets puljemidler til projektet.

Problemstilling

Træstubbens Fællesdage er en ansøgning fra Bæredygtig Generation under Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune. Formålet med projektet er at introducere Træstubben til lokalmiljøets borgere på Vesterbro gennem faglige og inddragende aktiviteter, hvor natur, bæredygtige ideer og fællesskab er i fokus. Projektet består af to spor: "Åbent hus i Træstubben" med weekendaktiviteter for børnefamilier og "Grøn Saxopark," som er et borgerinddragelsesprojekt, der styrker grønne kompetencer.

Aktiviteterne inkluderer naturdannelse, bæredygtig madlavning, tøj- og tekstiltemaer, og undervisning i energiforbrug, madspild, affaldssortering og husholdningskemi.

Forventet antal deltagere: 80-100 fra Vesterbro lokalmiljø og københavnske børn og unge.

Der er søgt om 93.000 kr. til gennemførsel af projektet.

Puljeudvalget indstiller at der gives afslag til projekt Træstubbens Fællesdage med opfordring til at  gensende ansøgningen ved næste ansøgningsfrist med et opdateret budget.

Der indstilles følgende: Vi er meget glade for ansøgningen og jeres engagement i Træstubben. Det beløb, I søger om, er desværre for stort ift. hvor mange ansøgninger vi modtager, og hvad vi ellers ønsker at støtte. Vi vil derfor gerne bede jer om at vende tilbage med en ny ansøgning, hvor I finder supplerende medfinansiering andre steder. Hvis I søger igen ved vores ansøgningsfrist i maj, kan vi nå at give jer svar inden jeres projekt starter. Den aktuelle ansøgning gives afslag på støtte.

Løsning

Der blev stemt om følgende

1: At følge puljeudvalgets indstilling om afslag med opfordring til at ansøger vender tilbage med justeret budget. Syv stemte for forslaget.

2: At følge forpersonens forslag om at tildele 50.000 kr. i støtte. Tre stemte for.

3: At yde fuld støtte på 93.000 kr. Tre stemte for.

To undlod at stemme


Herefter blev det besluttet at afvise ansøgningen med henblik på at ansøger vender retur med justeret budget.

 

Økonomi

-

Videre proces

Sekretariatet giver ansøger besked.

Beslutning

Vesterbro Lokaludvalg besluttede efter afstemning, at afvise ansøgningen med henblik på at ansøger vender retur med justeret budget.
Til top