Mødedato: 23.01.2019, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal, 1758 København V

Orientering om Byttestation og beslutning om den videre proces

Vesterbro Lokaludvalg orienteres om status vedr. Byttestationen på Sønder Boulevard og skal træffe beslutning om videre proces.

Tidligere beslutninger

Vesterbro Lokaludvalg har siden 2016 arbejdet med et forsøg med Byttestationer i bydelen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Vesterbro Lokaludvalg tager orienteringen vedr. Byttestationen på Sønder Boulevard til efterretning
  2. at Vesterbro Lokaludvalg træffer beslutning om den videre proces beskrevet under løsning.

Problemstilling

Vesterbro Lokaludvalg har siden 2016 arbejdet med et forsøg på Byttestationer. Senest med en opdateret version af den på Sønder Boulevard i 2017, som er den mest synlige og succesfulde. Byttestationerne er et samarbejde mellem lokaludvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen.

Der har ligeledes været en byttestation i Kulturhuset, som er nedlagt, og der står en byttestation ved træstubben.

Byttestationen ved Sønder Boulevard står på en midlertidig tilladelse, der udløber den 30. marts 2019. Tilladelsen kan ikke forlænges, så byttestationen fjernes af Teknik- og Miljøforvaltningen, såfremt den ikke er flyttet inden.

Sekretariatet har den seneste tid arbejdet på at få afklaret forskellige juridiske aspekter ved byttestationen vedr. ansvar og forsikring, samt Teknik- og Miljøforvaltningens muligheder for at gøre den permanent. Permanentgørelse af byttestationen svarer til anlæg, hvilket falder udenfor rammerne af lokaludvalgets virke.

Som processen hid tid har været, har lokaludvalget stået som ansøger. Det medfører det juridiske ansvar i forhold til bl.a. forsikringsforhold og tilsyn har været lokaludvalget. Både Lokaludvalg og Teknik- og Miljøforvaltning har bistået med at vedligeholde den økonomisk. Sekretariatet har ført tilsyn og sørger for at rydde op m.v. to til tre gange om ugen.

Ved en permanentgørelse vil Teknik- og Miljøforvaltningen stå som ansøger, og derved også få det juridiske ansvar. Byttestationer fremgår i den nye affald- og ressourceplan. Teknik- og Miljøforvaltningen har svaret følgende i forhold til permanentgørelse:

• Vi ser byttestationer i det offentlige rum som lokale aktiviteter, der kræver lokal forankring.
• Større byttefaciliteter, som dem der findes på genbrugs- og nærgenbrugsstationerne, og som er målrettet alle byens borgere, sørger TMF for at tage sig af.
• Vi vil meget gerne bidrage til at opstarte og teste forskellige former for byttestationer – også økonomisk. Men med et voksende antal byttestationer har vi ikke ressourcer til at overtage ejerskabet (og de opgaver der følger med) af disse lokale byttestationer.
 
Ovenstående betyder, at såfremt byttestationerne skal permanentgøres, må det være lokale kræfter, der står for at eje og drive byttestationerne.
Det bliver derfor ikke TMF, der ansøger om at gøre byttestationen på Sønder Boulevard permanent.

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg tager orienteringen vedr. Byttestationen på Sønder Boulevard til efterretning.

Forretningsudvalget har drøftet hvilke muligheder, de forestiller er mulige, og foreslår at Vesterbro Lokaludvalg træffer beslutning om hvilken vej den videre proces skal være:

1) Der arbejdes for at Byttestationen bliver en del af den kommende Nærgenbrugstation ved den gamle Enghave Station. Såfremt det ikke lykkedes, fjerner Teknik- og Miljøforvaltningen den. Sekretariatet tager fat i folkene fra Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for nærgenbrugsstationen.

2) Der skal laves et politisk arbejde, hvor Borgerrepræsentationen beslutter at afsætte midler i overførselssagen til at Teknik- og Miljøforvaltningen får ressourcer til at kunne gøre den permanent. Såfremt det ikke lykkedes, vil Teknik- og Miljøforvaltningen fjerne byttestationen. Lokaludvalget skal træffe beslutning om, hvordan den politiske proces skal gribes an.

Økonomi

Byttestationen har på nuværende tidspunkt ikke nogen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.

Videre proces

Vesterbro Lokaludvalg har ansvaret for Byttestationen på Sønder Boulevard frem til den 30. marts: Frem til her, vil sekretariatet føre tilsyn og rydde op.

Øvrig videre proces besluttes på mødet.

Beslutning

Lokaludvalget besluttede, at begge løsninger kan komme i spil, og at sekretariatet tager kontakt til folkene i Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. mulighederne for, at byttestationen kan blive en del af nærgenbrugsstationen.
Til top