Mødedato: 20.11.2013, kl. 18:00
Mødested: Wikiteket, Lyrskovsgade 4, 1. sal

Træstubben og lokalt miljøarbejde på Vesterbro

Som en del af Lokaludvalgets forpligtelse til at lave lokalt miljøarbejde på Vesterbro, har Lokaludvalget siden juli 2011 været ansvarlig for driften af Vesterbro Miljø- og Naturværksted Træstubben. Som følge af et finansieringsproblem skal der laves nye aftaler omkring Træstubben.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår

1. at Vesterbro Lokaludvalg beslutter fortsat at ville tage del i arbejdet med at drive Vesterbro Miljø- og Naturværksted Træstubben og dermed sikre bynær miljø- og naturformidling til børn på Vesterbro

2. at Vesterbro Lokaludvalg tilkendegiver overfor sekretariatet, at Lokaludvalget er indforståede med at 100.000 kr. af 'miljøpengene' indgår i en samfinansiering af et udviklingsprojekt omkring bynær miljø- og naturformidling og Naturværksteder på Vesterbro og i Københavns Kommune

Problemstilling

Vesterbro Lokaludvalg drøftede på møde den 23. oktober 2013 muligheden af at indgå i et muligt samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningens afdeling for Pædagogisk Service og Center for Bæredygtig udvikling i forhold til fremtiden for Træstubben og naturvejling for børn på Vesterbro.

Pædagogisk Service og Center for Bæredygtig udvikling er villige til at indgå i et samarbejde og vil sætte 250.000 kr. af til dette årligt i perioden 2014-2015-2016. Det er tanken at samarbejdet skal indeholde:
- en overdragelse af en medarbejder/naturvejleder fra Lokaludvalgets sekretariat til ansættelse i Center for bærdygtig udvikling
- et tre-årigt udviklingprojekt, der har til sigte at udvikle et bæredygtigt koncept for lokale naturskoler/værksteder flere steder i København
- udvikling af fagtilbud til daginstitutionerne, der spiller sammen med de pædagogiske målsætninger
- fortsat drift af Vesterbro Miljø- og Naturværksted Træstubben med naturformidling til børn i nærmiljøet på et niveau, der mindst svarer til det nuværende
- udvikling af nye formidlingsplatforme, fx i vandet Københavns Havn v Vesterbro
- en fælles finansiering af projektet
Naturvejlederen vil indgå i et større fagligt fællesskab af naturvejledere og også dette vil styrke fagligheden og udviklingen af det pædagigiske tilbud.

Det samlede finansieringsbehov for projektet er 510.000 kr./årligt, som finansierer en 37-timers stilling.

Sekretariatet har på vegne af Vesterbro Lokaludvalg i starten af 2013 ansøgt Friluftsrådet om et løntilskud til en naturvejleder og har fået positivt tilsagn om dette. Tilskuddet er på 110.000 per år i tre år, 2014-2016. Ansøgningen er ikke fuldstændig i overensstemmelse med det udviklingsprojekt, der nu tegner sig i samarbejdet med BUF/Bæredygtig udvikling, men det er forhåbningen at Friluftsrådet vil være positivt indstillede over for at projektet har udviklet sig. Desuden er tilskuddet givet til en naturvejlederstilling hos Vesterbro Lokaludvalg, og det udestår derfor også at afklare, om det kan overføres til Center for Bæredygtig Udvikling.

Løsning

Det foreslås at Vesterbro Lokaludvalg beslutter fortsat at ville tage del i driften og naturformidlingen i Vesterbro Miljø- og Naturværksted Træstubben, så det sikres at tilbuddet med bynær lokal miljø- og naturformidling i børnehøjde bevares på Vesterbro, og som et lokalt tilbud til bydelens daginstitutioner. Det foreslås endvidere, at Lokaludvalget tilkendegiver at være indforståede med, at der i en periode på tre år årligt afsættes 100.000 kr. af de 'miljøpenge', der er placeret som lønmidler i lokaludvalgssekretariat, til udviklingsprojektet.

For at kunne finansiere hele naturvejlederstillingen på 37 timer foreslås det, at sekretariatet skriver en ansøgning til Områdefornyelsen Centrale Vesterbro om at indgå i et partnerskab omkring driften af Vesterbro Miljø- og Naturværksted Træstubben. Tilbuddet ligger ganske vist fysisk set lige uden for Områdefornyelsen, men favner i høj grad institutioner og børn indenfor Områdefornyelsens grænser, og naturformidlingen indtager byrummet i det centrale Vesterbro, eksempelvis med Blomstrende By og Vesterbro Juletræsfest. Inddragelse og fokus på børn og unge er desuden et særligt indsatsområde i Områdefornyelsen.

Såfremt Områdefornyelsen ikke ønsker at indgå i partnerskabet, kan pengene fra BUF/Bæredygtig Udvikling, Friluftsrådet og Vesterbro Lokaludvalg dække en 33-timers stilling, som er det der hidtil har været tilknyttet Vesterbro Miljø- og Naturværksted Træstubben.

Økonomi

Vesterbro Lokaludvalg får sammen med Kgs. Enghave Lokaludvalg tildelt 640.000 kr om året til at varetage det lokale miljøarbejde. Da lokaludvalgene overtog ansvaret for det lokale miljøarbejde i 2011, valgte de at hjemtage opgaven og fik i den sammenhæng virksomhedsoverdraget to medarbejdere. Miljøpengene er derfor placeret som lønmidler på sekretariatsbudgettet til betjening af lokaludvalgene. 100.000 kr/året i tre år kan bevilges herfra.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte indstillingen

Lokaludvalget var ikke beslutningsdygtigt under behandlingen af dette punkt, men besluttede at gennemføre mødet med vejledende afstemninger, som derefter skal sendes til skriftlig godkendelse hos hele Vesterbro Lokaludvalg.
Efter at beslutningsprotokollen var udsendt til godkendelse per mail til Lokaludvalget, var der efter fristens udløb, fredag den 22. november2013, ikke indkommet kommentarer eller indvendinger i forhold til de vejledende beslutninger på Lokaludvalgsmødet. Derfor er beslutningerne nu endeligt godkendt.
Til top