Mødedato: 15.05.2019, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal, 1758 København V

Drøftelse af Enghave Plads og beslutning om videre proces

Se alle bilag
Vesterbro Lokaludvalg skal drøfte Enghave Plads, herunder særligt miniparken mod Enghavevej, og beslutte en videre proces i forhold til miniparken, der under metrobyggeriet har fungeret som område for øldrikkere, men oprindeligt er en hundelufterpark.

Tidligere beslutninger

Enghave Plads blev lukket af i sensommeren 2010, og Vesterbro Lokaludvalg arbejdede i den forbindelse for en genplacering af de øldrikkere, der anvendte området under Kastanjetræet(nu fældet). Efter dialog med naboer, skoler, borgermøde og hundeluftere blev der indgået aftale om, at hundelufterparken ved Enghavevej blev omdannet til øldrikkerne imens Enghave Plads var metrobyggeplads. Byggeriet er blevet forlænget løbende, men det forventes, at Enghave Plads kan anvendes igen i løbet af sommeren.

I august 2010 blev der afsat midler til at omdanne området.
I september 2010 blev der afholdt et borgermøde.
I oktober 2013 blev der afsat midler til renovering.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Vesterbro Lokaludvalg drøfter problemstillingerne omkring Enghave Plads.
  2. at Vesterbro Lokaludvalg træffer beslutning om den videre proces.

Problemstilling

Vesterbro Lokaludvalg var i 2010 med til at skabe miniparken på Enghave Plads til øldrikkerne mens pladsen blev anvendt som metrobyggeplads. Det kom i stand efter dialog bl.a. øldrikkerne, hundelufterne, naboer, Teknik- og Miljøforvaltningen m.fl. Etableringen af miniparken var tænkt som midlertidig, og konstruktionerne i parken er derfor ved at være udtjente.

Hundelufterne har henvendt sig til lokaludvalget omkring deres ønsker om at få området tilbage og var bl.a. tilstede i borgernes spørgetid på det ordinære møde i oktober 2018. Se bilag for henvendelse.

Thomas Egholm har snakket med Gadekontakten, der gerne vil involveres i en kommende proces. Gadekontakten har en god dialog med de nuværende brugere af miniparken, hvoraf nogle af dem gerne vil beholde miniparken eller noget af miniparken som tilhørssted.

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg drøfter problemstillingerne omkring Enghave Plads.

Vesterbro Lokaludvalg træffer beslutning om den videre proces.

Økonomi

Indstillingen har på nuværende tidspunkt ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.

Videre proces

Besluttes på mødet.

 

Beslutning

Indstillingen blev drøftet.

Vesterbro Lokaludvalg besluttede, at der må være en overgangsperiode, hvor der kigges på, hvordan Enghave Plads tages i brug af de nuværende brugere af hundelufterområdet, og det kan derfor tidligst forventes, at hundelufterne eventuelt kan komme tilbage i 2020. Lokaludvalget vil deslige mene, at området ikke er det bedst egnede til hundeluftning, så der bør der i overgangsperioden arbejdes for at finde nogle andre områder til hundeluftning.

Til top