Mødedato: 26.08.2021, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

A-Sag: Beslutning vedr. repræsentanter til brugerråd på Kulturstationen Vanløse

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg skal træffe beslutning om valg af repræsentanter til Kulturstationens brugerråd samt hvilke emner og visioner lokaludvalget vil arbejde for i brugerrådet.

Tidligere beslutninger

Vanløse Lokaludvalg tog på sit ordinære møde den 15. april 2021 orientering om et afholdt inspirationsmøde vedr. Kulturstationen og den efterfølgende proces til efterretning: https://www.kk.dk/node/14403/15042021/edoc-agenda/a7dfdb83-58e4-47f5-aa…

Vanløse Lokaludvalg drøftede på sit ordinære møde den 27. maj 2021 udkast til model for brugerinddragelse på Kulturstationen, der var udarbejdet af Kultur V på baggrund af møde og dialog med brugere af Kulturstationen og herunder Vanløse Lokaludvalg: https://www.kk.dk/node/14403/27052021/edoc-agenda/1f624396-b117-4269-8b…;

Indstilling

Formanden indstiller, 

  1. at Vanløse Lokaludvalg tager en drøftelse om udvikling af Kulturstationen med Mikkel Simonsen, leder faciliteter og foreningsliv i Kultur V
  2. at Vanløse Lokaludvalg udvælger tre lokaludvalgsmedlemmer som repræsentanter til brugerråd på Kulturstationen Vanløse.
  3. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og godkender de emner, som lokaludvalgets repræsentanter skal arbejde for i brugerrådet, jf. problemstillingen og det vedhæftede bilag om brugerråd.  

Problemstilling

Kultur V udsendte i maj 2021 et udkast til etablering af et brugerråd på Kulturstationen Vanløse (vedhæftet). Udkastet er et resultatet af en række møder og dialog, som Kultur V har afholdt med brugere af Kulturstationen, herunder Vanløse Lokaludvalg.

Af udkastet fremgår det, at brugerrådet skal høres i: 

  • Større forandringer omkring Kulturstationen og Kultur V
  • Større strategiske projekter omkring Kulturstationen
  • Forandringer omkring budgettet for Kulturstationen

Brugerrådet har medbestemmelse på:

  • Profil for Kulturstationen
  • Planlægning af hvilke lokaler, der skal kunne bruges af hvilke brugergrupper
  • Hvilke faste brugere der har råderet over hvilke lokaler

Brugerrådet har medbestemmelse på og skal koordinere omkring:

  • Forbedringer og istandsættelse af Kulturstationen
  • Rengøringsplaner for Kulturstationen
  • Samdrift omkring Kulturstationen

Lokaludvalget drøftede udkastet på sit møde den 27. maj 2021 og skal nu beslutte at gå videre med det. 

Lokaludvalgsmedlemmerne Bent Christensen, Niels Christian Juul og Peter Haahr har deltaget fra lokaludvalget i Kultur V's møder omkring etablering af brugerrådet, og de ønsker at forsætte som repræsentanter i brugerrådet, hvor de vil arbejde videre med følgende emner: 

  • Forbedring og vedligeholdelse af de fysiske rammer på Kulturstationen, bl.a. ventilation
  • Tydelig profil, strategi og vision for Kulturstationen forankret blandt dets brugere
  • Fokus på indhold på Kulturstationen
  • Flere midler og ressourcer til lokale kulturaktiviteter, evt. baseret på medarbejdere/fagområder
  • Styrke netværket blandt Kulturstationens brugere og evt. fælles kulturaktiviteter
  • Prisniveau for lokaleleje på tværs af bydele (lige muligheder) 
  • Inddragelse af brugerrådet i løbende prioriteter på Kulturstationen
  • Tilhørsforhold til Kultur N /Grøndalcentret
  • Samarbejde med lokaludvalget

Det er et ønske fra de 3 lokaludvalgsmedlemmer, at brugerrådet mødes 2-4 gange om året, hvoraf et af møderne bliver åbent, så alle brugere af Kulturstationen og øvrige interesserede invitereres til at deltage. Ligeledes ser man gerne, at mødefrekvensen øges i opstartsfasen af brugerrådet for at sikre en god start og forankring af brugerrådet. Herudover er det væsentligt, at Kultur V betjener brugerrådet med relevante medarbejdere for at sikre en stærk forankring samt, at medarbejdere i Stairway og Café Oasen også inddrages eller indgår i brugerrådets arbejde.  

Kultur og Fritidsudvalget havde før sommerferien en drøftelse af hvordan man kan være med til at styrke og understøtte kulturhusene. I den forbindelse havde forvaltningen udarbejdet en beskrivelse af de enkelte kulturhuse på baggrund af nogle overordnede parametre. Se de overordnede parametre og beskrivelsen af Kulturstationen Vanløse i det vedhæftede bilag.

Se sagsfremstilling og bilag til Kultur og Fritidsudvalgets drøftelse af Kulturhusene i møde den 10. juni 2021:  https://www.kk.dk/node/14102/10062021/edoc-agenda/fa34c9b2-1098-4968-af…

Formand for lokaludvalget, Bent Christensen, havde inden sommerferien møde med sekretariats- og byudviklingschef Mads Kamp Hansen og direktør Esben Danielsen om forholdene på Kulturstationen. Her blev flere af de ovennævnte problemstillinger drøftet, både kulturaktiviteter og liv i huset samt ikke mindst de fysiske rammer herfor, som trænger til en opgradering og løbende fokus på vedligeholdelse.

Konstitueret leder af faciliteter og foreningsliv i Kultur V, Mikkel Simonsen deltager på mødet for en fælles drøftelse om udvikling af Kulturstationen.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg tager en drøftelse om udvikling af Kulturstationen med Mikkel Simonsen, leder faciliteter og foreningsliv i Kultur V

Vanløse Lokaludvalg udpeger tre lokaludvalgsmedlemmer, som repræsentanter til brugerråd for Kulturstationen Vanløse.

Vanløse Lokaludvalg drøfter de emner, som lokaludvalgets repræsentanter skal arbejde for i brugerrådet, jf. problemstillingen og det vedhæftede bilag om brugerråd.  

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.

Videre proces

Sekretariatet meddeler Kultur V, hvilke repræsentanter Vanløse Lokaludvalg indstiller til brugerråd for Kulturstationen. 

/Bent Christensen

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg drøftede udvikling af Kulturstationen med Mikkel Simonsen, leder af faciliteter og foreningsliv i Kultur V

2. Vanløse Lokaludvalg valgte Bent Christensen, Niels Christian Juul og Peter Haahr som repræsentanter til brugerråd på Kulturstationen Vanløse

3. Vanløse Lokaludvalg drøftede og godkendte emner, som lokaludvalgets repræsentanter skal arbejde for i brugerrådet, jf. problemstillingen og bilag om brugerråd.

Til top