Intern høring vedr. børne- og ungehjem på Kastanie Allé
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter høringen vedr. mulig placering af et børne- og ungehjem på Kastanie Allé og træffer beslutning om et høringssvar.
Problemstilling
Socialforvaltningen har henvendt sig til Vanløse Lokaludvalg som led i en tidlig lokal inddragelse i forbindelse med mulighed for at etablere et nyt børne- og ungehjem på Kastanie Allé 2D i Vanløse.
Projektet planlægges til at indgå i den kommende overførselssag, hvor der søges midler til etablering af et tilbud med i alt 16 pladser fordelt på to afdelinger: én for udsatte børn i alderen 4–13 år og én for udsatte unge i alderen 13–18 år, med mulighed for anbringelse op til det 23. år. Formålet med tilbuddet er at imødekomme Københavns Kommunes fremtidige kapacitetsbehov på området samt sikre trygge rammer og bedre udviklingsmuligheder for udsatte børn og unge.
Socialforvaltningen ønsker lokaludvalgets bemærkninger til den foreslåede placering, herunder eventuelle lokale forhold, muligheder og opmærksomhedspunkter, som bør indgå i den videre politiske behandling af sagen.
Lokaludvalgets input vil blive indarbejdet i budgetnotatet, før der træffes endelig politisk beslutning.
Da forvaltningen har en intern frist for oversendelse af budgetnotater til Økonomiforvaltningen den 27. februar, anmodes lokaludvalget om at fremsende sine bemærkninger senest om formiddagen den 27. februar, så budgetnotatet kan fremsendes rettidigt.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg drøfter høringen vedr. mulig placering af et børne- og ungehjem på Kastanie Allé og træffer beslutning om et høringssvar.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.
Videre proces
Sekretariatet indsender lokaludvalgets høringssvar til Socialforvaltningen.
Beslutning
1. Vanløse Lokaludvalg tog mundtlig orientering fra Socialforvaltningen vedr. planlægning af byggeri til et børne- og ungehjem for udsatte børn på Kastanie Allé til efterretning.
2. Vanløse Lokaludvalg besluttede at bemyndige forpersonen til at formulere høringssvar på baggrund af drøftelsen, hvor det bl.a. fremgår at lokaludvalget mener det er vigtigt at udsatte børn- og unge får mulighed for en tryg opvækst, men det er samtidig vigtigt at forvaltningen fra start har en stærk kommunikationsindsats, med inddragelse af og samarbejde med lokalområdet. Lokaludvalget deltager gerne i en kommende følgegruppe.