Mødedato: 25.01.2024, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Beslutning om samarbejde omkring Kulturhus- og biblioteksplan

Kultur- og Fritidsudvalget har indbudt lokaludvalgene til at samarbejde med de lokale Kultur- og Fritidsforvaltninger om bydelens inddragelse og input til den kommende Kulturhus- og Biblioteksplan (KUBI-plan). Temagruppen for byliv, kultur og erhverv har inviteret KFF-bydelsleder for Vanløse til næste temagruppemøde, for at drøfte samarbejde om lokal inddragelse og input til KUBI-planen.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Vanløse Lokaludvalg beslutter at man gerne vil samarbejde med den lokalt forankrede bydelsledelse om input til den kommende  Kulturhus og Biblioteksplan.

Problemstilling

Den nuværende Biblioteksplan udløber med 2023 og med vedtagelsen af Kultur- og fritidspolitikken 2023-2026 blev det besluttet, at der skal udarbejdes en samlet plan for kulturhuse og biblioteker som samlingspunkter i de enkelte bydele. En fælles plan for biblioteker og kulturhuse giver nye muligheder for at tænke opgavefællesskaber og samlokalisering af biblioteker og kulturhuse.

Kultur- og Fritidsudvalget havde 26. oktober 2023 en temadrøftelse af en kommende KUBI-plan med fokus på udvikling af mulige indsatsområder, så kommunens tilbud kommer til at matche udviklingen i medieforbrug og i borgernes kultur- og fritidsvaner. Læs mere her https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Kultur-%20og%20Fritidsudvalget/m%C3%B8de-26102023/referat/punkt-6 

Det indledende arbejde med planen blev præsenteret for kredsen af lokaludvalgsforpersoner i december og i forlængelse heraf inviterer Kultur- og Fritidsudvalget lokaludvalgene til samarbejde  med de lokalt forankrede Kultur- og Fritidsforvaltninger i bydelene om lokal inddragelse og input til planen, se bilag på internetdagsorden.

Det er Kultur og Fritidsforvaltningens bydelsleder i Vanløse, der er ansvarlig for at melde input til KUBI-planen ind til videre behandling i Kultur og Fritidsudvalget. På den baggrund har temagruppen for byliv, kultur og erhverv inviteret KFF-bydelsleder til næste temagruppemøde den 31. januar 2024. Her forventes en fælles drøftelse af hvordan man kan forestille sig lokal inddragelse i forhold til at komme med input til den kommende KUBI-plan.

Der vil være frist for input til KUBI-plan den 8. marts 2024, så hvis lokaludvalget har særskilte input skal disse behandles på lokaludvalgets møde den 22. februar 2024.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg beslutter at man gerne vil samarbejde med den lokalt forankrede bydelsledelse om input til den kommende  Kulturhus og Biblioteksplan.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.

Videre proces

Hvis Vanløse Lokaludvalg har særskilte input til KUBI-planen behandles det på lokaludvalgets møde den 22. februar 2024.

Forslag til KUBI-plan forventes at komme i offentlig høring inden sommerferien på baggrund af input fra bydelene.

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg besluttede at man gerne vil samarbejde med den lokalt forankrede bydelsledelse om input til den kommende Kulturhus- og Biblioteksplan.
Til top