Mødedato: 23.10.2025, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Input til Ældrevenlig Byrum på Skibelundvej Legeplads

Se alle bilag

Københavns Kommune har udvalgt fem byrum til udvikling af ældrevenlige byrum, herunder legepladsen på Skibelundvej i Vanløse. Formålet er at skabe byrum, der fremmer fællesskab, trivsel og aktivitet blandt ældre. Lokaludvalget skal drøfte inputs til et høringssvar og udpege 1-2 medlemmer til at skrive høringssvar på baggrund af drøftelsen.

Tidligere beslutninger

Vanløse Lokaludvalg tog på sit møde den 20. marts 2025 stilling til placering af ældrevenlig byrum på den ubemandede legeplads ved Skibelundvej, hvor lokaludvalget generelt var positive overfor forslaget: B-sag: Beslutning om input til ældrevenlige byrum | Københavns Kommune

Indstilling

Forpersonen indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter inputs til Ældrevenlig Byrum på Skibelundvej Legeplads
  2. at Vanløse Lokaludvalg bemyndiger 1-2 medlemmer af lokaludvalget til at udarbejde høringssvar på baggrund af lokaludvalgets drøftelse. 

Problemstilling

Vanløse Lokaludvalg har den 10. oktober 2025 modtaget rapport vedr. 5 ældrevenlige byrum i høring med frist for svar den 7. november 2025.  Lokaludvalget skal kun forholde sig til det ene byrum der ligger i Vanløse, Skibelundvej Legeplads.

Udvælgelsen af de 5 byrum er sket på baggrund af politiske målsætninger om nærhed til seniorklubber, aktivitetscentre og almene boliger, samt i områder med en høj andel af ældre beboere og kommunalt ejerskab over matriklen. Formålet med projektet er at skabe byrum, der understøtter et sundt og aktivt seniorliv med fokus på sociale fællesskaber, mental trivsel og fysisk aktivitet.

Ældrevenligt byrum på Skibelundvej legeplads
Skibelundvej legeplads er et ubemandet byrum beliggende på en rolig boliggade i Vanløse med tilknytning til en vuggestue og nabo til Bonderupgård Plejecenter. I dag henvender legepladsen sig primært til børn og unge, men der er et betydeligt potentiale for at gøre området mere inkluderende for ældre borgere.

Legepladsen rummer legestativer, slyngede stier, boldbur, sandkasse og borde-bænkesæt med grill. Området bruges flittigt af børnefamilier og fritidsinstitutioner. Byrummet bærer præg af manglende vedligehold og fremstår ikke indbydende fra vejen. Der er ingen direkte adgang fra plejecentret, hvilket besværliggør brugen for ældre beboere.

Rapporten anbefaler at udvikle stedet fra en ”indhegnet børneboble” til et ”mødested på tværs af generationer” med det formål at skabe et trygt, grønt og levende byrum, der inviterer til samvær, bevægelse og ophold for både børn, voksne og ældre – og som kan styrke relationen mellem plejecentret, lokale institutioner og beboere i området, bl.a. ved at lave en åbning/indgang mellem legepladsen og Bonderupgård.

Rapporten er vedhæftet som bilag på internetdagsorden, beskrivelse og forslag vedr. Skibelundvej Legeplads kan læses på side 24-30, herunder dialog med lokale i forbindelse med workshop på stedet.
Forvaltningen gør opmærksom på, at rapporten er tænkt som et inspirationskatalog og ikke som en endelig handleplan.

Temagrupperne Idræt, Bevægelse og Sundhed samt Byliv, Kultur og Erhverv har modtaget høringen pr. mail. På grund af den korte høringsperiode har grupperne ikke haft mulighed for at mødes og drøfte sagen samlet.
Materialet er også videresendt til Bonderupgård Plejecenter, Seniorklubben Vanløse og Adventskirkens Børnehave på Skibelundsvej for at indhente lokale inputs, som lokaludvalget skal være opmærksomme på i sit høringssvar (eftersendes, hvis lokaludvalget modtager input). 

Løsning

Vanløse Lokaludvalg drøfter inputs til Ældrevenlig Byrum på Skibelundvej Legeplads og bemyndiger 1-2 medlemmer af lokaludvalget til at udarbejde høringssvar på baggrund af lokaludvalgets drøftelse. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler. 

Videre proces

Høringssvar udarbejdes på baggrund af lokaludvalgets drøftelse i samarbejde med sekretariatet, hvorefter sekretariatet sender høringssvaret til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. 

Efter høringsperioden vil forvaltningen gennemgå de indkomne svar. Rapporten og høringskommentarerne vil herefter blive forelagt for Sundheds- og Omsorgsudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget, som vil tage stilling til det videre arbejde med udformningen af de fem ældrevenlige byrum. 
/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg drøftede input til ældrevenlig byrum på Skibelund Legeplads, herunder fokus på universelt design og sansehave eller lign. Det er godt at blande forskellige aldersgrupper.

2. Vanløse Lokaludvalg valgte Jan Lindboe og Anne Fausbøll til at udarbejde høringssvar på baggrund af det tidligere indsendte høringssvar og de på mødet faldne bemærkninger.

Til top