Mødedato: 23.10.2025, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

B-sag: Godkendelse af udtalelse vedr. Kids Tour 2026

Børneulykkesfonden har kontaktet Vanløse Lokaludvalg for en udtalelse om Kids Tour, som skal vedlægges en ansøgning til Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler. Kids Tour er en cykeldag for børn i alderen ca. 3-10 år, hvor deltagelse og fællesskab skal være i centrum. I 2025 deltog 362 børn i arrangementet i Vanløse. Temagruppen Idræt, Bevægelse og Sundhed har udarbejdet et udkast til en udtalelse, der anbefaler, at Kids Tour også i 2026 afholdes i København.

Indstilling

Forpersonen indstiller, 

  1. at Vanløse Lokaludvalg godkender udtalelse vedr. Kids Tour 2026, jf. løsningsafsnittet.

Problemstilling

Vanløse Lokaludvalg er blevet kontaktet af Børneulykkesfonden vedr. en udtalelse om Kids Tour, der skal ledsage en ansøgning til Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler for afholdelse Kids Tour i 2026. 

Kids Tour er en cykeldag for børn i alderen ca. 3-10 år, hvor deltagelse og fællesskab skal være i centrum. Udover cykelløbet bydes der på gratis aktiviteter og underholdning for hele familien. Arrangementet afholdes af Børneulykkesfonden med fokus på trafiksikkerhed, bevægelse og sunde værdier. Kids Tour bliver holdt i hele Danmark. 

Kids Tour i Vanløse arrangeres i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen (Grøndal Multicenter). I 2025 deltog 362 børn fordelt på fem heats, herunder et særligt heat for børn med handicap og særlige behov. Eventet samlede mange familier på eventpladsen og skabte en festlig og inkluderende dag for hele bydelen.

Vanløse Lokaludvalg har tidligere støttet arrangementet via Vanløsepuljen. Lokaludvalget har også deltaget med en informationsbod, hvor man er kommet i kontakt med lokale børnefamilier.   

Løsning

Vanløse Lokaludvalg godkender udtalelse vedr. Kids Tour 2026, jf. nedenstående udarbejdet af Temagruppen for Idræt, Bevægelse og Sundhed:

Kids Tour blev igen i år, 2025, gennemført med stor succes ved Grøndal Multicenter i Vanløse. Arrangementet tiltrak mange børn og familier og skabte en festlig dag med fokus på cykling, motion og fællesskab.

Udover at være et sjovt cykelløb for byens børn, sætter Kids Tour også fokus på vigtige temaer som sundhed, bevægelse og trafiksikkerhed. I år blev der tilføjet et særligt cykelheat for børn med særlige behov – det såkaldte Helte Heat – som blev modtaget med stor begejstring og bidrog til at gøre dagen endnu mere inkluderende.

Kids Tour har nu været afholdt to år i træk i Vanløse og har hurtigt fundet en stærk forankring i bydelen. Vanløse Lokaludvalg ser meget positivt på arrangementet og anbefaler på det varmeste, at Kids Tour også i 2026 afholdes i København – til glæde for byens børn, børnefamilier og det lokale fællesskab.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.

Videre proces

Sekretariatet for Vanløse Lokaludvalg sender lokaludvalgets udtalelse videre til Børneulykkesfonden. 

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Indstillingen blev godkendt.
Til top