Kvalificering af budgetønsker forud for indmeldelse af budgetønsker til Budget 2027
Indstilling
Forpersonen indstiller,
- at Vanløse Lokaludvalg godkender at melde projektet Bellahøjmarken ind som en budgetprioritering, man ønsker kvalificeret af Klima-, Teknik- og Miljøforvaltningen forud for indmelding af budgetønsker for 2027.
Problemstilling
Vanløse Lokaludvalg har modtaget henvendelse fra Klima-, Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod vedr. tidlig inddragelse af lokaludvalg i budgetprocessen på Klima-, Teknik- og Miljøudvalgets område, se henvendelse til lokaludvalgene og tidsplan som bilag på internetdagsorden.
Lokaludvalget har mulighed at sende sine foreløbige 2-3 budgetønsker til forvaltningen, såfremt man ønsker faglig sparring med forvaltningen. Disse sendes til forvaltningen senest 16. februar 2026.
Lokaludvalget vil efterfølgende have mulighed for, bl.a. på baggrund af den faglige sparring, at revidere sine budgetønsker og indsende sine endelige 2-3 budgetønsker til forvaltningen senest den 10. april 2026. dvs. de skal godkendes på lokaludvalgsmødet den 19. marts 2026.
De 2-3 endelige prioriteter vil blive behandlet på Klima-, Teknik- og Miljøudvalgets budgetseminar den 1. juni 2025, hvor lokaludvalgenes budgetønsker drøftes, og Klima-, Teknik- og Miljøudvalget beslutter, hvilke ønsker der henvises til forhandlingerne om Budget 2027.
Det foreslås på baggrund af Forretningsudvalgsmøde den 6. januar 2026, at indsende følgende projekt til kvalificering af Klima-, Teknik- og Miljøforvaltningen forud for indmelding af budgetønsker for 2027.
Helhedsplan for Bellahøjmarken og Genforeningspladsen
En teknisk forundersøgelse i forlængelse af den gennemførte screening af området i 2023, der resulterede i en udarbejdet helhedsplan for Bellahøjmarken. Helhedsplanen blev efterfølgende godkendt i Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget. I Budget 2025 blev Helhedsplanen for Bellahøjmarken henvist til overførselssagen af både Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget. Begge udvalg henviste sagen til forhandlingerne om budget 2027, men uden resultat. Screeningen til Helhedsplan for Bellahøjmarken var et tværgående projektsamarbejde mellem Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Økonomiforvaltningen samt rådgiver Keingart.
Arbejdet med Helhedsplan for Bellahøjmarken er generelt mødt med stor lokal opbakning og forankring. Vanløse Lokaludvalg har samarbejdet med Brønshøj-Husum Lokaludvalg, Bispebjerg Lokaludvalg, lokale idrætsforeninger, boligforeninger og borgere. Den 17. september 2025 blev der holdt et politikermøde i Grøndal Multicenter, hvor de deltagende politikere fra KFU ønskede en teknisk forundersøgelse og var positive over projektet generelt.
Vanløse Lokaludvalg har løbende fokuseret på helhedsplanen og haft drøftelser med BR-politikere, men det har primært været KFU-politikere og ikke TMU-politikere. Med denne indmelding til kvalificering håber vi at kunne starte en forankrigsproces i det nye Klima-, Miljø- og Teknikudvalg (KTU).
Løsning
Vanløse Lokaludvalg melder projektet Bellahøjmarken ind som en budgetprioritering, man ønsker kvalificeret af Klima-, Teknik- og Miljøforvaltningen forud for indmelding af budgetønsker for 2027.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.
Videre proces
Sekretariatet sender lokaludvalgets budgetprioritering, der vil blive kvalificeret af Klima-, Teknik- og Miljøforvaltningen forud for indmelding af budgetønsker for 2027.