Mødedato: 11.02.2020, kl. 18:30
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Lokalpuljen

Indstilling

 

Formanden indstiller,

1) at Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager støtte fra Lokalpuljen.

 

Problemstilling

 

Valby Lokaludvalg har modtaget 8 ansøgninger til Lokalpuljen.

1) Ældresagen, Lokalafdeling Valg - Spisefællesskab for ensomme.

2) Valby Lokalhistoriske Selskab og Arkiv og Valby Bibliotek - Anna Anchers rum – foredrag med Lilian Munk Rösing.

3) Valby Jazzklub - Finansiering af projekt til at få nye og flere medlemmer i Valby Jazzklub.

4) Valby Bibliotek - Skrivework-shop med Sandra Schwarts.

5) 4Water CPH - Dance4Water – Spring Party.

6) Valby Boldklub af 1925 - Færdiggørelse af materialerum – etablering af 25m2 hems.

7) Pandoras Teaterskole - Pandoras Teaterskole i Valby.

8) Fritidscenter Ydre Valby - Valbyløbet 2020.

 

 

 

Kort beskrivelse af ansøgningerne:

1) Ældresagen, Lokalafdeling Valg - Spisefællesskab for ensomme.

Projektet har til formål at fremme sociale relationer og fællesskaber hos ensomme via fællesspisning med 10-15 deltagere.Økonomisk skal aktiviteten være tillokkende for deltagerne så de har lyst til at deltage og til at få en god social oplevelse, hvorfor brugerbetalingen skal være begrænset (ca. 50 kr. pr. måltid).

Udover det gode måltid vil der deltage 2-3 frivillige til at forestå et godt værtskab og bidrage til at øge interessen for at få udviklet nye bekendtskaber og fællesskaber.Aktiviteten vil blive annonceret i Ældre Sagens blade og på vores lokale hjemmeside og folder samt via opsøgende arbejde.Aktiviteten er afprøvet i efteråret 2019 med gode erfaringer (bevilget støtte fra Lokaludvalget), der kan bringes ind i det nye projekt. Vi oplevede at deltagerne snakkede på kryds og tværs og lærte hinanden at kende. En anden positiv oplevelse var at 1/3 del af deltagerne var mænd.

Dato for afholdelse: 3 gange i forår og forsommer 2020 (første gang 26. februar 2020.

Budget: 9.675 kr. 

Ansøgt: 7.425 kr. 

Puljeudvalget indstiller, at der ydes støtte på 7.425 kr.

 

2) Valby Lokalhistoriske Selskab og Arkiv og Valby Bibliotek - Anna Anchers rum – foredrag med Lilian Munk Rösing.

Et foredrag om Anna Ancher, stor billedkunstner og kvindelig rollemodel, netop nu med flot udstilling på Statens Museum for Kunst – og så boede hun en tid i Rytterskolen! kan man fx læse i ”Anna Anchers rum” fra 2018 af litteraturkritikeren Lilian Munk Rösing, som vil holde foredraget på sin vanlige markante måde. Det vil to af bydelens kulturbærere – biblioteket og det lokalhistoriske selskab – gerne tilbyde Valbyborgerne og dermed også vise vejen for flere samarbejder på kryds og tværs i bydelen samt stimulere læselysten.
Forventningen er, at det ekstra spot på Anna Ancher giver dette arrangement en mulighed for at komme bredere ud end til de forvejen interesserede og store kulturforbrugere.
PR på SoMe, web, omtale i Valby Bladet og eksponering på Valby Bibliotek (+ andre biblioteker i området).

Dato for afholdelse: Den 11. marts 2020 kl. 19.00. 

Budget: 4.000 kr.  

Ansøgt: 2.000 kr. 

Puljeudvalget indstiller, at der ydes støtte på 2.000 kr.

 

3) Valby Jazzklub - Finansiering af projekt til at få nye og flere medlemmer i Valby Jazzklub.

Valby Jazzklub skal for at overleve 2020 have flere medlemmer og gæster. Derfor sætter vi en kampagne i gang med annoncering af vore største koncerter i Valby Bladet og Jazzinformation. Pressemeddelelser til Ældresagen i Valby, Danske Seniorer og Valby Bladet. Vi afleverer A3 plakater og foldere på bibliotekerne, VUC og Kulturhuset, samt til pensionistforeninger. Vi giver ved enkelte koncerter adgang for pensionistforeninger til medlemspris, hvis de møder mere end 8 til spisning og musik.Ligeledes markedsfører vi vort program i paraplyorganisationen ”ALL THAT JAZZ”, som kommer ud i alle danske jazzklubber.

Valby Jazzklub har tidligere modtaget:

2017: 11.760 kr.

2018: 18.340 kr.

2019: 22.620 kr.

Dato for afholdelse: 4 gange i 2020

Budget: 22.000 kr.  

Ansøgt: 18.350 kr. 

Puljeudvalget indstiller, at der gives afslag idet der alene søges til medlemshvervning.
 

4) Valby Bibliotek - Skrivework-shop med Sandra Schwarts.

I forbindelse med børnelitteraturfestivalen ”Vi Elsker Bøger”, ønsker vi at afholde en skriveworkshop med den lokale børnebogsforfatter Sandra Schwartz. Skriveworkshoppen er gratis og målrettet to 4. klasser fra Valbys folkeskoler. Sandra Schwartz tager afsæt i en af sine nyligt udgivne bøger, som eleverne på forhånd har læst, og hun præsenterer eleverne for nye begreber og skriveøvelser. Hun har mange års erfaring som underviser og har i flere år stået for undervisning af forfatterspirernes skriveklub på Valby bibliotek. Sandra er kendt for at være en engageret underviser med velforberedte workshops. 

”Vi Elsker Bøger” er en børnelitteraturfestival arrangeret af Københavns Biblioteker, som har børnelitteratur og læselyst som hovedfokus. Ugen igennem vil det vrimle med litterære aktiviteter på alle Københavns biblioteker.Vi kommer til at annoncere for skriveworkshoppen på Københavns Bibliotekers hjemmeside, samt Åben Skole-portalen. 

Dato for afholdelse: 25. marts 2020. 

Budget: 6.000 kr. 

Ansøgt: 5.000 kr. 

Puljeudvalget indstiller, at der ydes støtte på 5.000 kr.

 

 

5) 4Water CPH - Dance4Water – Spring Party.

Hvad?

“Dance4Water Spring Party” er et helaftensevent, der byder på salsaundervisning efterfulgt af live musik og festligheder. Eventet fungerer som et kulturtilbud og understøtter et lokalt (danse-)fællesskab i Valby. Eventet er åbent for alle og samler borgere på tværs af forskelle. Der forventes 80 deltagere (heraf ca. 20 frivillige). Ingen danseerfaring er nødvendig. Eventet skaber synlighed omkring 4Waters aktiviteter, hvilket i sidste ende betyder endnu flere midler og frivillige kræfter til organisationens arbejde.

Hvem?

4Water er en international, frivilligdrevet forening, hvis overskud går til Wateraid projekter, som giver verdens fattige adgang til rent drikkevand og hygiejniske toiletforhold. 4Water tilbyder undervisning i eksempelvis Salsa og Bachata. Instruktørerne er frivillige, og deltagerbetalingen fungerer som en donation til foreningen. Vi støtter i 2020 et projekt i Madagascar (Læs mere: https://www.wateraid.org/where-we-work/madagascar ).

Annoncering

Facebook-event oprettes, deles i relevante grupper og boostes. Flyers uddeles i lokalområdet. Eventet annonceres på https://kulturv.kk.dk/valbykulturhus.

Dato for afholdelse: 29. februar 2020 eller 7. marts 2020. 

Budget: 20.180 kr.  

Ansøgt: 9.490 kr. 

Puljeudvalget indstiller, at der ydes støtte på 9.460 kr. svarede til tariffen til musikerne når tilskuddet er fratrukket.

 

6) Valby Boldklub af 1925 - Færdiggørelse af materialerum – etablering af 25m2 hems

Udbygning af eksisterende materialerum i Valby Boldklubs klubhus i Valby Idrætspark fra 40 kvadratmeter til 65 kvadratmeter ved indførelsen af en hems på 25 kvadratmeter.

De eksisterende 40 kvadratmeter har vist sig at være for lidt til på velorganiseret vis, at kunne rumme de sportsrekvisitter der skal bruges i en fodboldklub af Valby Boldklubs størrelse (550 medlemmer heraf halvdelen under 25 år)

Dato for afholdelse: Første kvt. 2020.

Budget: 69.750 kr.  

Ansøgt: 50.000 kr. 

Puljeudvalget indstiller, at der gives afslag, idet der er tale om etablering af fast ejendom.

 

7) Pandoras Teaterskole - Pandoras Teaterskole i Valby.

Teater er en magisk verden, både for publikum, men i ligeså høj grad for de medvirkende på scenen. Det er vores erfaring, at arbejdet med teater rækker langt ud i mange andre aspekter i livet, fordi eleverne får troen på deres egne idéer, tillid til samarbejdet med andre mennesker og kendskab til processernes forandringsskabende virkning. Teaterskolen er et ’uenighedsfællesskab’, hvor vi kan anskue ting fra forskellige vinkler og skabe sammen, selvom vi ikke altid er enige. Det er kompetencer, som alle bliver styrket af at lære. Vi vil give børn, unge og voksne et kreativt frirum, og videregive troen på det muliges kunst og den fantastiske kulturarv og historie, som teatret rummer.

Dato for afholdelse:  Forår 2020. 

Budget: 634.647 kr.  

Ansøgt: 80.000 kr. 

Puljeudvalget indstiller, at der gives afslag.

Der ydes ikke støtte til opstart af erhvervsvirksomheder, men vi hilser teaterskolen velkommen i Valby.

 

8) Fritidscenter Ydre Valby - Valbyløbet 2020.

Fritidscenter Ydre Valby har gennem de sidste tre år arbejdet med projektet Løbehold2500, som er et udviklingsprojekt for udsatte unge. Valbyløbet er udsprunget af dette projekt, som er de unges egen idé.Første gang løbet blev afviklet var i 2017, og vi ønsker at følge op på den store succes der har været forbundet med dette ved at søge støtte til endnu en udgave af motionsløbet i år, som vi ønsker, skal finde sted lørdag d. 26/9 i Søndermarken.

Vedhæftet er en kort intro af Valbyløbet og estimeret budget. Derudover er Center For ungdomsstudiers evaluering af projektet, som er fulgt tæt af centerleder Søren Østergaard. Der har ligeledes været et indslag i TV2Lorry om projektets succes: https://www.google.dk/amp/s/www.tv2lorry.dk/amp/509785

Dato for afholdelse: 26. september 2020. 

Valbyløbet har tidligere modtaget:

2017: Kr. 50.000, - (opstartsår)

2018: Kr. 25.000, -

2019: Kr. 25.000, -

Budget: 134.000 kr.  

Ansøgt: 25.000 kr. 

Puljeudvalget indstiller, at der ydes støtte på 25.000 kr.

Lokaludvalget så gerne et højere ambitionsniveau med hensyn til antallet af deltagere. Det er et godt arrangement, der har potentiale for flere løbere.

 

 

Løsning

 

 

Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager støtte fra Lokalpuljen.

 

Økonomi

Pulje 2020

Disponeret per 14. februar 2020

Indstillet af puljeudvalget 30. jan. 2020

Resterende pulje, hvis ansøgningerne imødekommes.

1.376.000 kr.

523.376 kr.

48.885 kr.

803.739 kr.

 

Beslutning

Valby Lokaludvalg tog stilling til 8 indkomne puljeansøgninger

1) Grethe Mørk erklærede sig inhabil og var ikke til stede under ansøgningens behandling
Valby Lokaludvalg godkendte indstillingen og besluttede at bevilge 7.425 kr. i 2020-puljemidler til Ældresagen, Lokalafdeling Valg - Spisefællesskab for ensomme.

2) Kirsten Henriksen erklærede sig inhabil og var ikke til stede under ansøgningens behandling
Valby Lokaludvalg godkendte indstillingen og besluttede at bevilge 2.000 kr. i 2020-puljemidler til Valby Lokalhistoriske Selskab og Arkiv og Valby Bibliotek - Anna Anchers rum – foredrag med Lilian Munk Rösing.

3) Valby Lokaludvalg godkendte indstillingen og besluttede at give afslag til Valby Jazzklub - Finansiering af projekt til at få nye og flere medlemmer i Valby Jazzklub.

4) Valby Lokaludvalg godkendte indstillingen og besluttede at bevilge 5.000 kr. i 2020-puljemidler til Valby Bibliotek - Skrivework-shop med Sandra Schwarts.

5) Valby Lokaludvalg godkendte indstillingen og besluttede at bevilge 9.460 kr. i 2020-puljemidler til 4Water CPH - Dance4Water – Spring Party.

6) Valby Lokaludvalg godkendte indstillingen og besluttede at give afslag til Valby Boldklub af 1925 - Færdiggørelse af materialerum – etablering af 25m2 hems.

7) Valby Lokaludvalg godkendte indstillingen og besluttede at give afslag til Teaterskole - Pandoras Teaterskole i Valby.

8) Valby Lokaludvalg godkendte indstillingen og besluttede at bevilge 25.000 kr. i 2020-puljemidler til Fritidscenter Ydre Valby - Valbyløbet 2020

Til top