Mødedato: 08.01.2019, kl. 18:30
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Høring vedr. Kapacitetsplan for Harrestrup Å

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller,

1) at Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager høringssvar vedr. Kapacitetsplan for Harrestrup Å

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt Kapacitetsplan 2018 for Harrestrup Å projektet i høring.

Kapacitetsplan for Harrestrup Å 

Harrestrup Å -systemet er en vital vandvej for afledning af regnvand fra ti kommuner: Albertslund, Ballerup, Brøndby, Frederiksberg, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, København og Rødovre. De ti kommuner og deres spildevandsselskaber er gået sammen om at forebygge oversvømmelser langs åen ved skybrud.

Kommunerne og deres forsyningsselskaber har i fællesskab udarbejdet en fælles Kapacitetsplan, der rummer en kombination af delløsninger langs åen, som tilsammen skal sikre oplandet mod oversvømmelser op til en 100 års regnhændelse.

Dette gøres ved at gennemføre en kombination af anlægsprojekter, der ved større regnhændelser dels forsinker regnvandet i grønne områder, og dels lader det løbe hurtigere ud af åen nedstrøms ved Kalveboderne. Anlægsprojekterne gennemføres i grønne områder og på overfladen, hvilket er langt billigere end fx underjordiske betonbassiner. Når åen og de grønne områder bearbejdes for at kunne håndtere regnvandet, forventes der at kunne opnås miljømæssige og rekreative synergieffekter.

Miljøvurdering

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) stiller i visse tilfælde krav om, at der skal laves en miljøvurdering af den pågældende plan. Kapacitetsplanen for Harrestrup Å skal miljøvurderes, da planen fastlægger rammer for fremtidige anlæg eller arealanvendelser, og den er derfor omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Der er derfor udarbejdet en miljørapport om forslag til Kapacitetsplan. Miljørapportens afgrænsning (scoping) har tidligere være sendt i høring hos berørte myndigheder.

Retsvirkning

Efter vedtagelsen af Kapacitetsplanen har Kommuner og forsyningsselskaber aftalt at indgå en forpligtende aftale om gennemførelse af planen. Aftalen forpligter Parterne til aktivt at medvirke til opfyldelse af Kapacitetsplanen, hvilket indebærer bl.a., at kommunerne, gennem kommunernes planlægning og i øvrigt, aktivt skal arbejde for at sikre, at de arealer, der er nødvendige for Kapacitetsplanens gennemførelse, friholdes for andre anlæg mv., som kan være til hinder for at anvende arealerne til Kapacitetsplanens gennemførelse.

By&Trafik drøftede planen på møde d. 2. januar. Der er ikke umiddelbart kommentarer til selve planen. Udvalget gør dog opmærksom på, at kapacitetsprojektet skal så vidt muligt gennemføres, så planerne for overfladeprojekter i Vigerslevparken kan gennemføres til glæde for borgerne. Valby Lokaludvalg ønsker at være tæt inddraget i planlægningen.

Høringsmateriale kan ses på Bliv Hørt

Løsning

Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager høringssvar

 

Videre proces

Efter høringsperiodens udløb udarbejdes den endelige plan til politisk vedtagelse.

 

Beslutning

Høringssvaret blev godkendt med den tilføjelse, at områdefornyelsen Folehaven også skal inviteres til en eventuel følgegruppe.
Til top