Mødedato: 24.10.2007, kl. 15:00

Afvikling af Byfornyelse København: Anvendelsen af provenuet

Afvikling af Byfornyelse København: Anvendelsen af provenuet

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 24. oktober 2007

 

 

Sager til beslutning

 

18.      Afvikling af Byfornyelse København: Anvendelsen af provenuet

TMU 601/2007  J.nr. 2007- 65060

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen skal tage stilling til bemyndigelse til Teknik- og Miljøudvalget til anvendelse af provenuet ved afviklingen af selskabet.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

1.      at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at disponere som foreslået over det provenu, der fremkommer ved lukningen af selskabet til byfornyelsesformål, herunder nedbringelse af CO2-udslippet i byggeri.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 24. oktober 2007

Klaus Bondam (B) stillede følgende ændringsforslag:

"at Teknik- og Miljøudvalget søger provenuet fra lukningen af Byfornyelse København indarbejdet i budgetforslag 2009 og følgende år til byfornyelsesformål på baggrund af de i indstillingen beskrevne kriterier, og herunder til brug ved budgetforhandlingerne 2009 udarbejder forslag til disponering af den første del af puljen i et samarbejde med Beskæftigelsesforvaltningen, Socialforvaltningen og Økonomiforvaltningen."

 

Ændringsforslaget blev tiltrådt.

 

 

Teknik- og Miljøudvalget havde dermed anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

at provenuet fra lukningen af Byfornyelse København søges indarbejdet i budgetforslag 2009 og følgende år til byfornyelsesformål på baggrund af de i indstillingen beskrevne kriterier, og herunder til brug ved budgetforhandlingerne 2009 udarbejder forslag til disponering af den første del af puljen i et samarbejde med Beskæftigelsesforvaltningen, Socialforvaltningen og Økonomiforvaltningen.

 

 

 

 

Problemstilling

I mødet den 10. oktober 2007 behandlede Teknik- og Miljøudvalget en indstilling om afvikling af Byfornyelse København. Udvalget tiltrådte 1. og 3. at-punkt, men udsatte 2. at-punkt, idet udvalget ønskede en ny indstilling om nærmere kriterier for anvendelse af provenuet ved lukningen af selskabet. Provenuet er skønnet til at udgøre 62 mio. kr. inklusive kommunens andel af indskudskapitalen, og vil tidligst kunne komme til udbetaling i 2009.

 

Løsning

I bilag 1 er gentaget forslaget fra den oprindelige indstilling om anvendelsen af provenuet, suppleret med et detaljeret forslag til proces for tildelingen af støtte, herunder inddragelse af andre forvaltninger end Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

Ifølge selskabets vedtægter skal provenuet bruges til sanerings- og byfornyelsesformål i Københavns Kommune.  Byfornyelsesbegrebet er i dag defineret i lov om byfornyelse og udvikling af byer, og har et mere helhedsorienteret præg end tidligere.

 

Her redegøres for de centrale principper i forslaget, der har baggrund i, at midlerne skal anvendes i overensstemmelse med principperne i denne lov. Udgangspunktet er derfor, at støtte som hovedregel skal gives til projekter, hvis helt overordnede formål er at forbedre boliger og boligområder, idet der ikke kan gives støtte til længerevarende drift. Kommunens boligpolitiske målsætninger på byfornyelsesområdet omfatter også områder omfattet af helhedsorienterede indsatser, herunder i særligt udpegede geografiske områder (kvarterløft, områdefornyelse m.fl.). Derfor er det foreslået, at der kan søges støtte til tiltag, der skal understøtte en positiv udvikling i et område også på andre områder end rent bygningsmæssige og fysiske forbedringer.

 

Med henblik på at der kan iværksættes projekter i 2009 op til klimatopmødet, kan der i første ansøgningsrunde lægges særlig vægt på at fremme projekter, der inddrager nedbringelse af CO2-udslippet fra den eksisterende bygningsmasse.

Selskabets almene bestyrelsesrepræsentanter finder det ønskeligt, at 45 % af provenuet, svarende til deres del af indskudskapitalen, kan anvendes til den almene sektor, og det er derfor indarbejdet i forslaget, at op til halvdelen kan anvendes hertil.

 

Ordningen vil være et godt supplement til de byfornyelsesprojekter, som Teknik- og Miljøforvaltningen i øvrigt administrerer, herunder de helhedsorienterede projekter, der kan støttes af Landsbyggefonden.

 

Som led i administrationen af ordningen inddrages relevante interne og eksterne parter for at opnå højst mulig målopfyldelse og udnytte midlerne bedst muligt.

 

Forvaltningen foreslår derfor, at der indkaldes ansøgninger generelt ved annoncering eller lignende samt ved inddragelse af forvaltninger, der måtte have del i byfornyelsesprojekter i kommunen.

 

I forbindelse med de helhedsorienterede projekter med støtte fra Landsbyggefonden er etableret en særlig projektorganisation, der også har repræsentanter fra andre forvaltninger, og som kan inddrages ved fordelingen af midler efter denne ordning til almene bebyggelser.

 

Derudover foreslås det, at Teknik- og Miljøforvaltningen inddrager de organiseringer, der er etableret i forbindelse med helhedsorienterede indsatser i særligt udpegede områder på byfornyelsesområdet. I disse organiseringer indgår repræsentanter fra andre forvaltninger.

 

 

Økonomi

Der er redegjort for økonomien i indstillingen forelagt i mødet den 10. oktober 2007.

 

 

Videre proces

Støtteordningen sættes i kraft, så snart provenuet kan udbetales.

 

 

BILAG

1. Kriterier for anvendelse af provenuet ved afviklingen af Byfornyelse København.

 

 

 

 

Hjalte Aaberg                                         Ulrik Winge


 

Til top