Mødedato: 12.12.2007, kl. 15:00

Byudviklingspuljen - afslutning og disponering af resterende midler

Se alle bilag

Byudviklingspuljen - afslutning og disponering af resterende midler

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 12. december 2007

 

 

Sager til beslutning

 

11.      Byudviklingspuljen - afslutning og disponering af resterende midler

TMU 724/2007  J.nr. 2007-101405

 

 

 

Byudviklingspuljen blev etableret i 2002. Puljen er nu lukket, og 94 % af midlerne er anvendt til gennemførelse af 81 projekter. Det lykkedes altså ikke at finde anvendelse for 6 % af midlerne, svarende til knap 3 mio. kr. Med denne indstilling præsenterer forvaltningerne Byudviklingspuljens resultater, evaluerer forløbet og foreslår en anvendelse af puljens overskydende midler.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

1.                  at 711.000 kr. af puljens uforbrugte midler anvendes til gennemførelse af projektet 'Den Vertikale Have' på Otte Krabbes Plads, Vesterbro

 

2.                  at 1.000.000 kr. af puljens uforbrugte midler anvendes til gennemførelse af projektet 'Indre By Medborgerhus' på pladsen ved kulturhuset i Ahlefeldtsgade

 

3.                  at de resterende uforbrugte 1.255.500 kr. tilbageføres til kassen.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 5. december 2007

Sagen blev udsat

 

 

Problemstilling

Der er en ændring i denne indstilling i forhold til indstillingen, der var på dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets møde den 5. december 2007. Den indstilles nu til endelig vedtagelse i Borgerrepræsentationen.  

Byudviklingspuljen er skabt i forlængelse af 'Boliger for alle - Boligpolitisk Strategiplan for Københavns Kommune 2001-2004'. I april / maj 2002 blev der tilført Byudviklingspuljen 45,8 mio. kr., som er blevet disponeret til i alt 109 projekter i byens rum, gader, torve, parker og skolegårde i 5 ansøgningsrunder i årene 2002 - 2005. Resultatet er, at 81 projekter er gennemført, og 28 projekter er blevet opgivet. Administrationen af Byudviklingspuljen er foretaget af Teknik- og Miljøforvaltningen - senest af Center for Park og Natur. Forvaltningerne foreslår, at de fleste af de resterende midler på knap 3 mio. kr. anvendes således at projektet 'Den Vertikale Have' fastholder sin oprindelige bevilling på 711.000 kr., og at projektet 'Indre By Medborgerhus' tilføres yderligere 1.000.000 kr., udover de 1.800.000 kr., som projektet allerede har fået overført via Kultur og Fritidsforvaltningen i henhold til BR 543/06.

 

Projektet 'Den Vertikale Have' på Otte Krabbes Plads blev godkendt af Teknik- og Miljøudvalget på mødet den 18. juni 2003, men initiativtagerne Byhavenetværket har af forskellige årsager først fået de nødvendige forudsætninger for projektet på plads i oktober 2007. Dette projekt er det eneste af de 28 opgivne projekt, som det ikke er lykkedes at gennemføre - som følge af myndighedsmæssige problemstillinger. De øvrige 27 projekter er blevet opgivet af initiativtagerne selv, fx på grund af manglende medfinansiering.

 

Projektet 'Indre By Medborgerhus' i Ahlefeldtsgade fik bevilget 1.800.000 kr. i støtte i forbindelse med Byudviklingspuljens 5. runde, som også var den sidste runde. Derfor har projektet ikke haft mulighed - som fx andre af Byudviklingspuljens større projekter - at søge om yderligere støtte i en efterfølgende runde. Det skal nævnes, at projekterne 'Nørrebrohallens Forplads' og 'Asminderødgade' har modtaget supplerende støtte i en efterfølgende runde undervejs.

 

Løsning

De overordnede konklusioner vedr. forløbet af Byudviklingspuljen er positive. Puljen har udløst et stort engagement og ejerskab til byens offentlige rum hos borgerne og medvirket til at skabe nogle gode fysiske resultater i form af realiserede projekter. Byudviklingspuljen har imidlertid været tung at administrere - både for forvaltningerne og de involverede borgere, og projekterne har krævet en del mere tid og ressourcer hos forvaltningerne til rådgivning og assistance - end det var forventet. De fleste projekter har desuden taget længere tid at realisere end skitseret i Byudviklingspuljens generelle vilkår.

Styrker

·        Borgere, boligforeninger, vejlaug mfl.. har drevet projekterne selv, hvilket har givet ejerskab og stolthed til projekterne under Byudviklingspuljen.

·        Byudviklingspuljen har især fungeret godt sammen med de forskellige kvarterløft og områdefornyelsesprojekter i kommunen. De lokale sekretariater for disse lokale kvarterløft har i høj grad bistået borgerne med administrative opgaver og har sikret en god kommunikation med forvaltningen.

·        Der har været mulighed for at prøve nye materialer og arkitektoniske tankegange af i projekterne. Dette har gjort en del af projekterne mere spændende, nyskabende og skabt opmærksomhed om det pågældende byrum.

·        De projekter, hvor der har været borgere involveret med en faglig baggrund som fx arkitekt, ingeniør eller landskabsarkitekt har været drevet mest optimalt både i forhold til overholdelse af økonomi, tidsfrister mm., samt også ud fra en faglig synsvinkel.

Svagheder

·        Byudviklingspuljens administrative krav og vilkår har givet problemer for nogle af projekterne. En del borgere har været utilfredse med de stramme deadlines, der skulle overholdes, og papirer der skulle udfyldes. I nogle tilfælde har der været utilfredshed med, at de offentlige regler vedrørende udbud skulle overholdes. En del projekter har klaget over en høj grad af kontrol fra forvaltningernes side.

·        Nogle af projekterne har været præget af, at idémagerne og iværksætterne til projektet også har villet bestemme de mere faglige aspekter af et projekt. Forvaltningen har i flere tilfælde måttet fastholde krav om professionel rådgivning, hvilket har afstedkommet utilfredshed.

·        Mange borgere og organisationer har ikke haft forudsætninger for at gennemføre anlægsprojekter i byens rum. Opgavens sværhedsgrad og kompleksitet har overrasket og krævet noget mere tid end forventet.

Muligheder

·        Forvaltningerne forventer, at borgernes ejerskab til projekterne også betyder, at der passes bedre på tingene.

·        Borgerdeltagelse i projekterne betyder, at mange borgere er begyndt at interessere sig mere for deres by. Borgerne kan se, at der er realiteter bag ordene om medindflydelse og medbestemmelse.

Trusler

·        12 skolelegepladsprojekter blev støttet af Byudviklingspuljen. I disse projekter har det været et krav, at legepladserne er åbne for områdets børn uden for skolernes almindelige åbningstid. Dette har givet problemer visse steder med hærværk og narkomaner, der er 'flyttet ind'.

·        I et par af projekterne er det en forudsætning, at en given boligforening vedligeholder projektet efterfølgende. Her er der en vis risiko for, at en sådan driftsaftale ikke overholdes, og at kommunen må overtage ansvaret.

·        Der er viss e af de innovative og nyskabende projekter, hvor der er benyttes materialer og belægninger, som ikke er standardvarer, og som kommunen ikke har på lager. Dette kan betyde, at visse projekter er vanskelige at vedligeholde.

 

Økonomi

Byudviklingspuljen fik i 2002 en bevilling på 45.814.000 kr., som i den oprindeligt fastsatte afviklingsperiode 2002-2004 blev prisfremskrevet til 46.858.000 kr. Heraf var 1.700.000 kr. afsat til administration og information mv. Pr. den 31. oktober 2007 er der brugt 43.891.500 kr. til 81 projekter, og heraf er 1.350.000 kr. brugt til administration og information mv.

 

Der er således 2.966.500 kr. tilbage. De ikke forbrugte midler skyldes dels, at der er anvendt færre midler end budgetteret til administration, information mv., og dels at en række projekter mod forventning ikke kunne gennemføres.

 

Forvaltningerne foreslår, at 1.255.500 kr. tilbageføres til kassen, og at 711.000 kr. anvendes til at støtte projektet 'Den Vertikale Have' på Otte Krabbes Plads, og at 1.000.000 kr. anvendes til at støtte projektet 'Indre By Medborgerhus' i Ahlefeldtsgade.

 

Se bilag 1 for en oversigt over de 81 gennemførte projektet fordelt på de 5 ansøgningsrunder.

 

Bilag

1.      Oversigt over de 81 gennemførte projekter i Byudviklingspuljen med støttebeløb

2.      Fotorapport om Byudviklingspuljen

 

Udsendt med dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets møde den 5. december 2007

 

 

Hjalte Aaberg                   Claus Juhl



 

Til top