Mødedato: 06.02.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Høring af projekt om naturgasledning til Lygten Varmecentral, Bispebjerg

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til en høring af Dansk Gas Distributions (DGD) ansøgning om etablering af en naturgasledning til Lygten Varmecentral, Lygten 20, København NV.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltning indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at DGDs projektforslag om etablering af naturgasledning til Lygten Varmecentral sendes i høring hos de lovpligtige høringsparter (bilag 1).

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 6. juni 2016, at Lygten Varmecentral overgik til naturgas som energikilde til produktion af fjernvarme. DGD har derfor nu ansøgt om godkendelse af projektforslag om etablering af en naturgasledning til Lygten Varmecentral. Ansøgningen er udarbejdet i samarbejde med HOFOR.

Projektforslag om fjernvarmeforsyning skal godkendes af kommunalbestyrelsen i henhold til Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (BEK nr. 566 af 2. juni 2014, Projektbekendtgørelsen). Såvel udsendelse i høring, som endelig godkendelse af fjernvarmeprojekter er delegeret til Teknik- og Miljøudvalget.

Udvalget kan i henhold til i Projektbekendtgørelsen kun godkende varmeforsyningsprojekter, som er samfundsøkonomisk fordelagtige.

Inden projektforslaget endeligt kan godkendes, skal de berørte parter høres. De berørte parter er HOFOR Energiproduktion A/S, Centralkommunernes Transmissionsselskab (CTR), DONG Energy A/S og Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S (VEKS).

Løsning

Naturgasledningen til Lygten Varmecentral er samfundsøkonomisk og miljømæssigt mest fordelagtig sammenlignet med fortsat oliefyring, jf. indstillingen til Teknik- og Miljøudvalget 6. juni 2016. Forvaltningen forventer derfor efter høringen at kunne indstille projektforslaget til godkendelse.

Der er indgået en aftale mellem DGD og HOFOR om etablering af en naturgasledning til Lygten Varmecentral med en forventet årlig afsætning af naturgas på ca. 8 mio. m3. Ledningen skal tilsluttes det eksisterende net ved Emdrup Torv og føres til Lygten Varmecentral. Placeringen af ledningen fremgår af bilag 1, side 6.

Alternativet til ikke at etablere naturgasledningen er fortsat brug af olie til produktion af fjernvarme, som man gør på Lygten Varmecentral i dag.

Samfundsøkonomi

Vurderingen, der er for en periode på 20 år, viser, at etablering af naturgasledningen, er den samfundsøkonomisk mest fordelagtige løsning. Etableringen af naturgasledningen koster ca. 40 % i forhold til at fortsætte med olie – svarende til en besparelse på ca. 48,3 mio. kr. Det er især prisen på olie og naturgas, der er afgørende, idet de årlige omkostninger ved indkøb af olie er cirka det dobbelte af indkøb af naturgas.

Følsomhedsberegningerne viser derfor også, at projektet er meget robust overfor ændringer i anlægsinvesteringer og mindre fjernvarmeproduktion på værket, netop fordi prisen på olie er så meget højere end prisen på naturgas.

Brugerøkonomi og selskabsøkonomi

Etablering af gasledningen vil betyde en besparelse for HOFOR, fordi indkøbet af naturgas er billigere end køb af olie. Derfor er det også en fordel for forbrugerne. Det bemærkes, at de anførte oplysninger om selskabsøkonomi og brugerøkonomi ikke indgår som beslutningsparametre i henhold projektbekendtgørelsen, kun samfundsøkonomien.

Miljøvurdering

Varmeforsyning med naturgas er CO2-mæssigt den bedste løsning sammenlignet med olie. Beregningerne viser, at fyring med naturgas vil udlede 12.528 tons mindre CO2 end fyring med olie.

Økonomi

Projektet har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt, sender forvaltningen projektet i høring hos de lovbestemte berørte parter i fire uger. Projektforslaget, høringsforslagene og vurderingen af høringsforslagene vil herefter danne grundlag for en ny politisk indstilling og endelig godkendelse.

        Pernille Andersen

                                            /Anne-Sofie Degn

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. februar 2017

Indstillingen blev godkendt.

Til top