Mødedato: 12.05.2020, kl. 12:30
Mødested: Teams

SAG UDEN FOR DAGSORDEN. Orientering om gradvis øget aktivitet frem mod vanlig drift i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens enheder

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen orienterer her Sundheds- og Omsorgsudvalget om status på forvaltningens arbejde med at øge forvaltningens aktiviteter hen mod vanlig drift.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orientering om gradvis øget aktivitet på sundheds- og omsorgsområdet til efterretning.

Problemstilling

Regeringen har på baggrund af udviklingen i COVID-19 sat gang i en gradvis, kontrolleret genåbning af samfundet, herunder gradvis øget aktivitet i sundhedsvæsenet frem mod normal drift. Sundhedsstyrelsen opdaterer og udsender på den baggrund løbende vejledninger med anbefalinger til aktiviteten i de forskellige dele af sundhedsvæsenet, herunder de kommunale funktioner.

Løsning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger og retningslinjer, og er således i gang med at opskalere aktiviteten på forskellige områder. Tilrettelæggelsen sker under fortsat hensyntagen til både smittereduktion og forventningen om, at kommunerne er beredte til at bistå regionerne ved at modtage ekstraordinært udskrevne patienter, hvis sygehusenes kapacitet presses.

Dele af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens aktiviteter vil således også fortsat være pauseret eller nedskaleret. Særligt er hverdagen på plejehjemmene fortsat påvirkede af hensyn til at begrænse smittespredning til de mest sårbare borgere. Fx er fællesaktiviteter aflyst.

Gradvis øget aktivitet i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen sker med udgangspunkt Sundhedsstyrelsens retningslinjer om, at aktiviteter som handler om at styrke, opretholde eller hindre forværring af den enkelte borgers sundhed, funktionsniveau, livskvalitet eller arbejdsevne prioriteres først. Yderligere nødvendige prioriteringer vil bero på konkrete faglige vurderinger af de enkelte borgeres situation.

Aktiviteten vil løbende blive justeret med udgangspunkt i vurderinger af den samlede bemanding i SUF’s driftsenheder, som potentielt kommer under øget pres - både på grund af flere smittede borgere og flere sygemeldte medarbejdere, jf. bl.a. den aktuelle offensive teststrategi.

Hjemmepleje

I Sundheds- og Omsorgsforvaltningens hjemmepleje har visse enkeltindsatser været pauserede, og der har i nogen grad været nedskaleret i tid og frekvens for besøg til indsatserne personlig og praktisk hjælp, efter en individuel, faglig vurdering af den enkelte borger. Det har betydet en samlet nedgang i besøg fra hjemmeplejen til praktisk hjælp og personlig pleje på 5 % på hverdage. I forhold til besøg i weekender- og helligdage ses ingen reduktion i antal besøg. Hjemmeplejen har gennem perioden haft kontakt med alle borgere, hvor hjælpen har været ophørt eller reduceret f.eks. ved telefonkontakt.

Forvaltningen er i færd med igen at optrappe leveringen af indsatser til besøgsblokke til personlig og praktisk hjælp uden nævneværdig reduktion i tid eller frekvens. Med undtagelse af få borgere, som fortsat ikke ønsker besøg, forventes ovenstående implementeret inden 10. maj, og det vurderes at en eventuelt øget opgaveoverdragelse fra sygeplejen, som følge af øget pres, vil kunne håndteres sideløbende.

Forvaltningen er ligeledes i gang med at ophøre pausering af indsatserne Afløsning af pårørende i hjemmet og Ledsagelse til aktiviteter udenfor hjemmet.

Følgende enkeltindsatser er fortsat pauserede:

  • Bad aften
  • Klippekort
  • Støtte til planlægning af flytning
  • Tilkøbsydelser
  • Spise tilbud
  • Madklippekort
  • Turkøb

 Sygepleje

I sygeplejen har kun ganske få indsatser været nedskaleret. Mange sygeplejeindsatser leveres efter lægelig delegation og justeres kun efter aftale med behandlingsansvarlig læge. En stor del af de sygeplejefaglige opgaver har derfor været varetaget uændret, herunder pleje af alvorligt syge, sygeplejefaglig udredning og kompleks instrumentel sygepleje.

Visse indsatser som fx demensforløbskoordinering eller opfølgende hjemmebesøg har efter konkret faglig vurdering af den enkelte borgers situation været udsat til et senere tidspunkt eller aflyst. Hertil kommer at fx medicindispensering er foregået med nedsat frekvens, men fortsat varetaget. Dette aktivitetsniveau forventes fastholdt ind til videre.

Sygeplejeklinikker:

Sundheds- og Omsorgsforvaltningens sygeplejeklinikker har været nedlukket siden 12. marts. Borgere, der normalt er tilknyttet sygeplejeklinikkerne, har siden modtaget nødvendig sygepleje i eget hjem siden. Der har været og vil fortsat være ekstra fokus på muligheden for, at enkelte sygeplejeindsatser varetages digitalt, hvor borgeren/den pårørende guides over video eller telefon. Dette sker altid med udgangspunkt i en konkret sygeplejefaglig og individuel vurdering.

Fra 1. maj og gradvist derefter åbnes sygeplejeklinikkerne igen for individuelt fremmøde, idet klinikkerne ofte byder på bedre arbejdsmiljøforhold, hygiejniske forhold, remedier og udstyr (fx behandlerstol) end borgers eget hjem. Genåbningen sker i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Borgere i særlig risikozone vil fortsat modtage tilbud om hjemmebesøg.

Forebyggende hjemmebesøg

Der har som følge af Covid-19 epidemien ikke været afholdt fysiske forebyggende hjemmebesøg siden nedlukningen - hverken individuelle forebyggende hjemmebesøg eller kollektive arrangementer. Der er som følge deraf en større pukkel af besøg, som forsøges gennemført i 2020.

Fra 1. maj og gradvist derefter genoptages individuelle forebyggende hjemmebesøg, og alle borgere i målgruppen vil modtage rettidigt tilbud. I forhold til afvikling af aflyste besøg i nedlukningsperioden, vil følgende målgrupper blive prioriteret først:

  • Enker/enkemænd
  • borgere, hvor ægtefælle er flyttet på plejehjem for nylig
  • andre besøg ud fra individuelle faglige overvejelser, fx opsporing af ensomhed og depression.

Det vil være en forudsætning for gennemførelsen af de enkelte besøg, at borgeren føler sig rask og ikke har symptomer, som kan forbindes med COVID-19.

Kollektive arrangementer vil fortsat være pauseret, og borgere der skulle have haft et kollektivt tilbud, vil derfor indtil videre modtage tilbud om et individuelt forebyggende hjemmebesøg.

Genoptræning

På genoptræningsområdet er den gradvise kontrollerede genåbning frem mod vanlig aktivitet, men på en ny måde, påbegyndt 28. april. Centrene for Genoptræning har igangsat den øgede aktivitet for alle borgere, som inden beredskabsperioden var i igangværende forløb og for borgere, som er henvist under beredskabsperioden.

Aktiviteterne er igangsat i følgende prioriterede rækkefølge:

  1. Telefon- og videokonsultationer er den primære konsultationsform, i det omfang det er muligt.
  2. Der anvendes Digital Understøttet genoptræning i videst mulige omfang.
  3. Fysisk superviseret genoptræning i hjemmet. Hvis det er muligt gennemført som udendørs træning.

Frem mod 11. maj bliver Centre for Genoptræning klargjorte i forhold til mindskelse af smitterisiko for borgere og ansatte, ved at

  • centrene er indrettet og opmærket med afstandskilte
  • mødetiderne og lokalefordelingen for terapeuterne er tilrettelagt
  • terapeuterne har trænet kompetencer i renhold af træningslokaler
  • der er tilstrækkeligt med værne- og rengøringsmidler

Derefter vil det være muligt gradvist at genoptage aktiviteten med:

  1. fysisk fremmøde for borgerne til superviseret genoptræning på genoptræningscentret (individuel træning).
  2. Holdtræning i begrænset udstrækning

Ved prioritering af borgerne er der særlig opmærksomhed på ressourcesvage borgere og borgere med psykiske problemstillinger.

Bydækkende enheder

Den vanlige aktivitet i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens bydækkende centre (Center for Mental Sundhed, Center for Diabetes, Center for Kræft og Sundhed København, Enhed for KOL og Center for Børn og Unges Sundhed) består i høj grad af holdaktiviteter.

Afdelingen for Sundhed og Beskæftigelse har tilbud til ledige københavnere og deltager i de kommunale rehabiliteringsmøder forankret i BIF.

Den øgede aktivitet i alle disse enheder beror på konkrete sundhedsfaglige og individuelle vurderinger af hver enkelt borgers situation og behov og en vurdering af, hvordan aktiviteterne kan genoptages under hensyntagen til følgende principper i prioriteret rækkefølge:

  1. Telefon- og videokonsultationer skal fortsat være den primære konsultationsform, i det omfang det er muligt og sundhedsfagligt forsvarligt
  2. Gruppeforløb/-aktiviteter skal i udgangspunktet konverteres til individuelle konsultationer.
  3. Hvis forløbene/aktiviteterne ikke kan konverteres til individuelle forløb, kan gruppeforløb/-aktiviteter gennemføres med maksimalt ti personer (inkl. underviser) i lokalet.
  4. Endelig kan hjemmesøg overvejes til udvalgte målgrupper.

De borgere, der fik afbrudt et forløb 12. marts og de borgere, der efterfølgende er blevet henvist til et forløb i de bydækkende centre, er alle kontaktet telefonisk i løbet af marts og april. Overordnet vil en betydelig del af forløbene i de bydækkende centre også i den kommende tid blive gennemført via telefon eller video. Det gælder ikke mindst for de målgrupper, som er i risiko for at udvikle alvorlig sygdom som følge af COVID-19.  En mindre del af målgrupperne har dog ikke de fornødne kompetencer til at modtage indsatserne digitalt, og andre målgrupper har behov der er så kritisk, at fysisk fremmøde ikke kan erstattes af digitale løsninger. I disse tilfælde træffes de fornødne foranstaltninger, så indsatsen kan leveres inden for sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Holdundervisning vil blive gennemført med større afstand, reduktion i deltagerantallet, og foregå udendørs i det omfang, det er muligt.

Fra første 1. maj og gradvist derefter tiltrædes ovenstående principper for borgere i samtlige bydækkende centre.

Voksentandplejen

Voksentandplejen har i hele perioden haft nødåbent for akutte patienter. Fra den 29. april er der lukket op for planlagte undersøgelser og behandlinger af de borgere, der er tilknyttet omsorgs- og specialtandplejen og som ikke falder ind under Sundhedsstyrelsens definition af særlige risikogrupper. Undersøgelser og behandling begrænses til de tre tandklinikker på Tietgensgade, Bispebjerg Hospital og De Gamles By, da ingen af disse er lokaliseret på plejehjem.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil fortsat løbende give Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteringer med status på sundheds- og omsorgsområdet, herunder i form af ugentlige orienteringer via videobriefs.

Katja Kayser

/       Nanna Skriver

         Merete Røn Christensen

         Karen Nørskov Toke

       Katrine Schjønning

 

 

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning


Til top