Revision af Ældrerådets vedtægter
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget anbefaler overfor Borgerrepræsentationen,
- at godkende forslag til revision af Ældrerådets vedtægter, jf. bilag 1.
Problemstilling
Ældrerådet har anmodet BR om at tage stilling til en række ændringer i deres vedtægter. Efter Ældrelovens § 34, stk. 3 skal kommunalbestyrelsen (i Københavns Kommune Borgerrepræsentation) ved begyndelsen af en kommunal valgperiode i samarbejde med Ældrerådet fastlægge de nærmere rammer for rådets virke og proceduren for høringspligten. I praksis betyder det, at BR skal godkende Ældrerådets vedtægter.
Ældrerådet ønsker at ændre følgende:
- Tilføje afsnit om udeblivelse uden afbud og automatisk udmeldelse (§ 4, stk. 3 og 4)
- Tilføje ”formandskabsmøder” som aktivitet, hvor det er muligt at få diæt for deltagelse i (§ 7, stk. 3)
- Tilføje afsnit om erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste (§ 7, stk. 4)
Derudover er der lagt op til en række mindre redaktionelle ændringer. For en oversigt over både de indholdsmæssige og redaktionelle ændringer til Ældrerådets vedtægter henvises til bilag 1.
Af vedtægterne for Ældrerådet i Københavns Kommune, fremgår det af § 9, stk. 3, at mindre ændringer til vedtægterne kan godkendes af Sundheds- og Omsorgsudvalget (SUND).
Det vurderes, at der er tale om væsentlige ændringer, da der skal tages stilling til diæter og tabt arbejdsfortjeneste.
Løsning
Ældrerådet foreslår at tilføje et afsnit om udeblivelse uden afbud og automatisk udmeldelse, jf. bilag 1, § 4, stk. 3 og 4. Dette skal sikre, at Ældrerådet og dets udvalg forbliver et aktivt organ. Medlemskab af ældrerådene er ikke et borgerligt ombud, og derfor skal udmeldelse hverken begrundes eller godkendes, men skal stadig ske på sagligt grundlag.
Det foreslås at tilføje "formandskabsmøder" som en aktivitet, hvor det er muligt at modtage diæt for deltagelse, jf. bilag 1, § 7, stk. 3.
Endelig foreslås det at tilføje et afsnit om erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste, jf. bilag 1, § 7, stk. 4.
Kravet om dækning af dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste er fastsat i ældreloven § 35, stk. 3. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det, at kommunalbestyrelsen med denne bestemmelse er forpligtet til at yde diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse til medlemmer af ældrerådene efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse. Det er Ældrerådet der skal afholde udgifter til diæter og tabt arbejdsfortjeneste inden for egen ramme.
Politisk handlerum
SUND kan beslutte, at nogle eller alle ændringer skal afvises, og dermed fastholde de nuværende gældende vedtægter.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt indstillingen godkendes af SUND den 6. oktober, oversendes indstillingen til godkendelse hos BR.
Per Bennetsen
/ Camilla Tanghøj