Mødedato: 26.09.2018, kl. 17:30
Mødested: Udskolingen, Heimdalsgade 29-33

Høring: Københavns Kommunes Kultur- og fritidskompas

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. høring om Københavns Kommunes Kultur- og fritidskompas udarbejdet af Børn og Ungearbejdsgruppen.

Problemstilling

Kultur- og fritidskompasset har til sigte at danne grundlag for en bred dialog om de overordnede linjer for udviklingen af kultur- og fritidsfaciliteter i København i de kommende 10 år og give inspiration til prioritering af de mange ideer og tendenser. Kultur- og fritidskompasset er tænkt som et dynamisk værktøj, som f.eks. kan genbesøges og revideres årligt. På Nørrebro er der følgende forslag til nye faciliteter og modernisering og renovering af eksisterende faciliteter.

Forslag til nye faciliteter:

Svømmehal med boldbane - Enten som en ny facilitet eller som en udbygning af en eksisterende. Fodbold og svømning er efterspurgte aktiviteter i bydelen.

Kunst- og kulturskole - Facilitet til bl.a. teater og musik, der kan facilitere mødet mellem bydelens børn, unge og de frivillige kreative kræfter.

Skaterfaciliteter - Indendørs skaterfaciliteter, så der kan skates i bydelen året rundt.

Kulturel smeltedigel - Eksperimenterende, dynamisk og fleksibel facilitet, der understøtter forskelligartet aktivitet og mødet mellem foreninger.

Spejderfacilitet - Spejderhytte med grønne fritidsaktiviteter vil kunne understøtte de mange projekter omkring bynatur i bydelen.

Vandaktivitetshus ved søerne - Aktivitetshus, der giver mulighed for øget brug af søerne og fremmer den blå aktivitet i bydelen.

Byrumskulturpakke - Løsning til opbevaring af materiel og udstyr, der mu­liggør de mange aktiviteter og events, som bydelens kreative kræfter ønsker at skabe.

Motoriske legepladser/rum til børn - Lokalt placerede faciliteter til børn og unge, som giver nørrebroborgerne mulighed for at være aktive i deres eget lokalområde.

Aktivitetsstrøg - En løsning, der trækker på erfaringerne fra Sønder Boulevard. Dette aktivitetsstrøg skal hænge sammen med en løberute, som går hele Nørrebro rundt.

Kunstgræsbaner på Nørrebro - Kunstgræsbaner til fodbold især til børn og unge på Nørrebro. Fx mindre baner i den grønne kile, hvor der nu er metrobyggeplads til Nuuks Plads, i Hans Tavsens Park eller på Blågårds Plads.

Forslag til modernisering og renovering:

Opgradering af Blågården - Samtænkning af de forskellige institutioner ved Blå­gårds Plads og Korsgade, herunder inklusion af Den Lille Røde Plads, samt udnyttelse af varmekælderen under Støberiet.

Opgradering af Kapelvej 44 - Kapelvej 44 vil med en opgradering og nytænkning kunne rumme mange og forskelligartede foreninger. Visionen er, at huset skal afspejle Nørrebros mangfol­dighed og fokus på fællesskaber.

Koncertkirken - Koncertkirken er blevet et centrum for musiklivet på Nørrebro. Der foreslås en opgradering af faciliteten.

Udkast til høringssvar:

Kommentar til afsnittet ”DE KØBENHAVNSKE FORENINGER”, side 6:

 ”For et kunne inkludere flere udsatte børn og unge i det almindelige fritidsliv, er det nødvendigt at lave lokale udviklingsplaner på tværs af kommune og frivillige foreninger, da gruppen af udsatte børn og unge ikke er fysisk mobile ift. deres tilvalg af fritidsaktiviteter i samme grad som andre grupper af børn og unge. I den sammenhæng skal anvendelse af faciliteter på f.eks. lokale folkeskoler i højere grad end i dag inkludere aktiviteter for den mindst mobile gruppe af børn og unge”

Kommentar til afsnittet ”FACILITETER TIL BØRN OG UNGE”, side 10:

”Der er et stigende behov for faciliteter, der rummer målgruppen under 5 år og deres forældre. Disse faciliteter skal understøtte de frivillige foreningers aktiviteter for målgruppen, så man dermed sikrer vokseninvolvering i foreningslivet og lokalområdes netværk, så tidligt i børnenes forenings- og fritidsliv som muligt.”

Kommentar til afsnittet om Nørrebro, side 15:

”Pga. af de relativt få faciliteter til foreningsidræt på Nørrebro, er det nødvendigt med en koordineret målrettet indsats mellem frivillige foreninger og Københavns kommune, for at sikre at den mest udsatte og ikke-mobile gruppe af børn og unge inkluderes i det lokale forenings- og fritidsliv. Denne koordinerede indsats skal inkludere faciliteter på Nørrebros folkeskoler, da flere lokalområder på Nørrebro har meget få, eller slet ingen fritidsfaciliteter ud over dem, der er på den lokale folkeskoler. I denne sammenhæng skal alle de af kommunens forvaltninger, der arbejder med børn og unge, koordinere deres indsats så udsatte børn og unge rekrutteres og ikke mindst fastholdes i lokale fritidstilbud.”

Kommentar til afsnittet ”NYE FACILITETER”, side 17:

”Der mangler faciliteter til gymnastik og småbørnsidræt/ forældre-barn idræt, og der mangler klublokaler/ samværsfaciliteter til foreningslivet i forbindelse med aktivitetsfaciliteterne, hvor det folkeoplysende arbejde kan udføres.”

Løsning

Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. høring om Københavns Kommunes Kultur- og fritidskompas udarbejdet af Børn og Ungearbejdsgruppen.

 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte udkast til høringssvar vedr. høring om Københavns Kommunes Kultur- og fritidskompas udarbejdet af Børn og Ungearbejdsgruppen med de faldende bemærkninger.

Til top