Mødedato: 30.08.2001, kl. 11:00

Opstilling af gevinstgivende spilleautomater i ejendommen Ruten 6 A

Opstilling af gevinstgivende spilleautomater i ejendommen Ruten 6 A

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 30. august 2001

 

13. Opstilling af gevinstgivende spilleautomater i ejendommen Ruten 6 A

(KFU 292/2001)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler Told- og Skattestyrelsen, at man nærer betænkeligheder ved en eventuel opstilling af 12-16 gevinstgivende spilleautomater i ejendommen Ruten 6A. Såfremt opstillingen tillades forudsætter Københavns Kommune, at åbningstiden begrænses til kl. 24.00.

RESUME

Told- og Skattestyrelsen har i henhold til § 9 i Lov om gevinstgivende spilleautomater anmodet Københavns Kommune om en vejledende indstilling til, at der opsættes 12-16 spilleautomater i ejendommen Ruten 6 A.

Københavns Politi finder under hensyn til, at området må betragtes som socialt belastet, at spillehallens åbningstid bør begrænses til kl. 24.00.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har betænkeligheder ved den påtænkte etablering. Såfremt etableringen tillades er forvaltningen enig med politiet i, at spillehallens åbningstid begrænses til kl. 24.00, hvilket svarer til begrænsningen i åbningstiden for spillehallen beliggende Ruten 14.

SAGSBESKRIVELSE

Den 1. januar 2001 trådte Lov om gevinstgivende spilleautomater i kraft. Loven gælder for alle gevinstgivende spilleautomater, der opstilles i spillehaller, private spilleklubber, på forlystelsessteder og i restauranter med alkoholbevilling og administreres af Told- og Skattestyrelsen. Kommunen skal i henhold til lovens § 9 afgive en vejledende indstilling. Begrundelsen herfor er bl.a., at der kan være særlige lokale hensyn som f.eks. nærheden til skoler, ungdomsklubber m.v., der bør indgå i vurderingen af, om kommunen kan anbefale etablering af en spillehal

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede i sit møde den 20. juni 2001, at der meddeles en generel delegation til forvaltningen om at afgive udtalelser i problemfrie sager.

Tasneem Ahmad har den 26. juni 2001 søgt om tilladelse til at opstille 12-16 gevinstgivende spilleautomater i en spillehal i ejendommen Ruten 6 A.

Told- og Skattestyrelsen har herefter i brev af 30. juli 2001 anmodet om en indstilling fra kommunen senest den 21. august 2001 og samtidig meddelt, at hvis svar ikke afgives inden fristens udløb, betragtes kommunens accept af tilladelse som afgivet.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har den 16. august 2001 meddelt Told- og Skattestyrelsen, at Kultur- og Fritidsudvalget behandler ansøgningen i mødet den 30. august 2001, og at indstilling fremsendes umiddelbart herefter.

Københavns Politi har den 15. august 2001 meddelt, at man ikke skal udtale sig imod etablering af spillehallen, men under hensyn til at området må betragtes som socialt belastet, bør spillehallens åbningstid begrænses til kl. 24.00.

Kultur- og Fritidsforvaltningen er betænkelig ved den foreslåede etablering. Betænkeligheden må bl.a. begrundes med, at området må betragtes som socialt belastet, at Tingbjerg Skole er beliggende i umiddelbar nærhed og at der forefindes en nyetableret spillehal på adressen Ruten 14. Såfremt etableringen tillades er forvaltningen enig med politiet i, at spillehallens åbningstid begrænses til kl. 24.00. Denne begrænsning svarer til begrænsningen i åbningstiden for spillehallen beliggende Ruten 14. Begrænsningen var også i denne sag begrundet i, at området må betragtes som socialt belastet, jf. indstillingen til Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 5. april 2001.

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

BILAG

  1. Ansøgning af 26. juni 2001 fra Tasneem Ahmad
  2. Høringsbrev af 30. juli 2001 fra Told- og Skattestyrelsen
  3. Udtalelse af 15. august 2001 fra Københavns Politi, Narkotika- og Bevillingsafdelingen
  4. Kort med angivelse af spillehallens beliggenhed

 

Ida Munk

/Birgitte Rasmussen

 

 

Til top