Mødedato: 29.08.2002, kl. 16:00

Polini Dreambike Klubben KBH - ansøgning om anlæg af en bane

Polini Dreambike Klubben KBH - ansøgning om anlæg af en bane

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 29. august 2002

 

13. Polini Dreambike Klubben KBH - ansøgning om anlæg af en bane

(KFU 302/2002)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget ikke imødekommer ansøgningen fra Polini Dreambike Klubben KBH.

 

RESUME

Polini Dreambike Klubben KBH har ansøgt om, at der anlægges en uden- eller indendørs bane til kørsel på små dreambike-motorcykler.

Dreambikeklubben har 24 medlemmer i København og er åben for alle mellem 7 og 55 år. Det har ikke været muligt for klubben at få tid på en offentlig bane. Den har derfor lejet sig ind på forskellige private gokartbaner i Københavnsområdet.

Det har ikke været muligt for forvaltningen at finde egnede arealer til klubbens aktiviteter.

Anlæggelse af en bane til motorcykler vil kræve forholdsvis store investeringer til et forholdsvis lavt antal brugere.

SAGSBESKRIVELSE

I mail af 20. april 2002 (bilag 1) har Polini Dreambike Klubben KBH ansøgt om at få anlagt en udendørs asfaltbane eller en indendørs bane til motorcykelkørsel.

Klubben har ligeledes kontaktet Finn Rudaizky, der har videresendt sagen til Idrætssekretariatet. Dreambike Klubben har tillige henvendt sig til Bygge- og Teknikborgmester Søren Pind, der har henvist klubben til KI.

Baggrund

Dreambike racing er motorcykelkørsel på aflukkede gokartbaner. Der køres indendørs om vinteren og udendørs om sommeren.

Motorcyklerne er forholdsvis små – ca. 1 meter lange og 70 cm høje – med en tophastighed på 70-80 km/t. Cyklerne koster 10-20.000 kr. og må kun benyttes på aflukkede baner. For at køre på cyklerne kræves en licens fra Dansk Motor Cross Union (DMCU) eller Danmarks Motor Union (DMU), som er specialforbund under Danmarks Idræts-Forbund. Man må køre fra man er syv år.

Om klubben

Dreambike Klubbens formål er at samle motorkørere og motorsportsinteresserede i en forening for at varetage fælles interesser samt at arbejde for udbredelsen af Polini Dreambike motorsporten, arbejde for hensynsfuld kørsel og arrangere foreningsture og sportslige konkurrencer. Klubben har licens hos både DMCU og DMU.

Der er 24 medlemmer i København og 100 medlemmer på landsplan. Aktiviteten er åben for alle mellem 7 og 55 år. Klubben får ikke tilskud fra FOS.

Københavns Gokartbane på Amager er kommunens eneste offentlige bane. Fritids- og ungdomsklubben Gokart Banen står for banens drift og samarbejder med de lokale gokartklubber om banetid. Den har meddelt Dreambike Klubben, at der ikke er ledige køretider. Klubben har derfor hidtil lejet sig ind hos diverse private gokartbaner i Københavnsområdet. I øjeblikket køres en gang om ugen på Albertslund Motorsport Centers udendørs gokartbane. Klubben anfører, at den i fremtiden vil få svært ved at betale lejen til de private baner. Albertslund Motorsport Center har oplyst, at det koster 200 kr. pr. time at leje en bane.

I ansøgningen anføres endvidere, at også ungdomsklubber og SSP-arbejde formodentlig vil vise interesse for en bane, da alternativet for unge mennesker er at køre ulovligt på deres knallerter på gaden.

Baneønskerne

En udendørsbane vil ifølge klubben kræve et areal på ca. 80 m gange 80 m – en indendørs bane (hal, lagerbygning el. lign.) vil kræve ca. 40 m gange 70 m med et fast plant underlag. Klubben har ikke et specifikt ønske om lokalisering af en bane, men nævner selv et område på henholdsvis Amager Fælled, Sydhavnen og Refshaleøen som mulighed.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har forespurgt Økonomiforvaltningen om muligheden for at anlægge baner på de ovennævnte områder. Dette er ikke muligt – dels ejer kommunen ikke de ønskede arealer, dels vil det gå imod lokalplanen for områderne.

Det er i samarbejde med KI undersøgt, om der er andre områder eller haller i kommunen, som kan anvendes til formålet. Heller ikke dette har givet positive resultater.

Forvaltningens vurdering

Det er ikke muligt at benytte de arealer, som klubben har foreslået, og det er heller ikke muligt at pege på andre egnede arealer. Det er desuden Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at anlæggelse af bane til aktiviteten vil kræve forholdsvis store investeringer til et forholdsvis lavt antal brugere.

I facilitetslisten i Idrætspolitisk Redegørelse 2001fremgår det under Anbefalinger – Nyanlæg Liste B, at der planlægges et internationalt skyde- og kartinganlæg på fælleden på Amager. På dette anlæg vil det også være muligt at indtænke Dreambikekørsel. Når arbejdet med skyde- og kartinganlægget iværksættes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen sørge for, at Dreambike Klubben inddrages i arbejdet.

På baggrund af ovenstående indstilles det, at klubben får afslag på ansøgningen.

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

MILJØVURDERING

Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.

BILAG

1. Mail af 20. april 2002 til borgmester Martin Geertsen

Olga Brüniche-Olsen

/Pernille Vange

 

Til top