Mødedato: 27.09.2018, kl. 15:00
Mødested: Blågårdens Bibliotek, Blågårds Plads 5, kl. 15:00. Kl. 15:45 i Kulturhuset Indre By, Charlotte Ammundsens Plads 3

B-sag: Sammenlægning af tre trangslegater

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal som legatbestyrelse tage stilling til sammenlægning af tre trangslegater.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender sammenlægning af ”Københavns Kommunes Fællesfond for trængendes landophold” og ”Kong Christian den Niendes og Dronning Louises jubilæumslegat” med ”Københavns Kommunes legat for værdige, trængende personer” med sidstnævnte legat som det fortsættende legat og

  2. at Kultur- og Fritidsudvalget underskriver tillæg til fundats for ”Københavns kommunes legat for værdige, trængende personer” (sammenlægning af legater).

Problemstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen er i gang med at foretage en rationalisering af de 45 fonde og legater, som forvaltningen administrerer, og som Kultur- og Fritidsudvalget er legatbestyrelse for. Nogle af fondene kan opløses eller, hvis formålene er tilstrækkeligt ens, sammenlægges med andre.

Gennemgangen af fondene og legaterne har vist, at en række af dem har så begrænsede midler, at de ikke kan opfylde formålet, når administrationsomkostningerne sættes i forhold til de meget små årlige afkast.

Løsning

Det vil være formålstjenligt at sammenlægge ”Københavns Kommunes Fællesfond for trængendes landophold” med en bunden kapital på 840.764 kr. og ”Kong Christian den Niendes og Dronning Louises jubilæumslegat” med en bunden kapital på 277.898 kr. med ”Københavns Kommunes legat for værdige, trængende personer” med sidstnævnte legat som det fortsættende legat.

”Københavns Kommunes legat for værdige, trængende personer” vil herefter have en bunden kapital på 52.803.067 kr. Størrelsen af de bundne kapitaler i de nævnte legater er opgjort pr. 31. december 2017.

Civilstyrelsen har forhåndsgodkendt sammenlægningen med forbehold for Kultur- og Fritidsudvalgets godkendelse.

Civilstyrelsens godkendelse er betinget af, at tillæg til fundats for det fortsættende legat skal indeholde en bestemmelse om, at støtte kan ydes i overensstemmelse med formålet for henholdsvis ”Københavns Kommunes Fællesfond for trængendes landophold” og ”Kong Christian den Niendes og Dronning Louises jubilæumslegat”.

Herudover vil tillægget til fundats for det fortsættende legat indeholde bestemmelse om, at der ved indlemmelsen af de to legater ikke sker nogen ændring af de oprindelige formål, ligesom der heller ikke sker indskrænkninger i aktuelle rettigheder eller berettigede forventninger om ydelse fra fondene.

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender sammenlægningen, skal samtlige af udvalgets medlemmer underskrive tillæg til fundats.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Civilstyrelsen skal have tilsendt underskrevet tillæg til fundats for ”Københavns Kommunes legat for værdige, trængende personer”.

 

Mette Touborg

                                                                  /Merete Evers Dewilde

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. september 2018:

Sagen blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).

Indstillingen blev godkendt.

Til top