Mødedato: 27.09.2001, kl. 15:00

Videreførelse af bydelsprojekter - Kort- og Dokumentarfilmskolen (KFU 308/2001 - Udsat sag - bilag tidligere udsendt)

Videreførelse af bydelsprojekter - Kort- og Dokumentarfilmskolen (KFU 308/2001 - Udsat sag - bilag tidligere udsendt)

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 27. september 2001

 

7. Videreførelse af bydelsprojekter - Kort- og Dokumentarfilmskolen (KFU 308/2001 - Udsat sag - bilag tidligere udsendt)

(KFU 329/2001)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at Kort- og Dokumentarfilmskolen kan blive på Hellig Kors Skole på uændrede vilkår foreløbigt frem til august 2002

at Kultur- og Fritidsudvalget ikke imødekommer Kort- og Dokumentarfilmskolens ansøgning om tilskud til drift, husleje og flytning i 2002, og at Kort- og Dokumentarfilmskolen henvises til at søge støtte til konkrete kulturelle arrangementer i de puljer og fonde, som findes under Kultur- og Fritidsudvalget.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. september 2001

Følgende havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen:

Repræsentanter fra Kort- og Dokumentarfilmskolen:

  • Bo E. Hasselbalch
  • Klavs Mygind

Sagen blev udsat af tidsmæssige grunde.

 

 

RESUME

På baggrund af Økonomiudvalgets samlede vurdering af bydelsprojekterne har der mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen været en drøftelse af videreførelsen af Kort- og Dokumentarfilmskolen på samme vilkår, som Indre Nørrebro bydel har tilbudt.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen er indstillet på, at Kort- og Dokumentarfilskolen kan blive på Hellig Kors Skole på uændrede vilkår foreløbigt i dette skoleår frem til august 2002.

Kort- og Dokumentarfilmskolen har endvidere i mail af 30. august 2001 ansøgt Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 2.047.500 kr. til drift, husleje og flytning i 2002. Ansøgningen bygger på et ønske om at få nye og større lokaler samt en udvidelse af aktivitetsniveauet.

Skolens primære formål er kursusvirksomhed og produktion af videofilm, tv-produktioner og dokumentarfilm. Disse aktiviteter ligger uden for de formål, Kultur- og Fritidsudvalget tidligere har valgt at støtte, hvorfor det indstilles ikke at imødekomme skolens ansøgning samt at henvise skolen til at søge støtte til konkrete kulturelle arrangementer i de puljer og fonde, som findes under Kultur- og Fritidsudvalget på lige fod med andre kulturinstitutioner i kommunen.

 

SAGSBESKRIVELSE

I forbindelse med tilbageføringen af bydelene udarbejdede de enkelte bydele i foråret 2001 en oversigt over bydelsprojekter. Kort- og Dokumentarfilmskolen på Indre Nørrebro er et af disse projekter.

Kultur- og Fritidsudvalget behandlede på sit møde den 26. april 2001 tilbageføringen af bydelsprojekter og besluttede følgende: "Det kan overvejes, om det er en kommunal opgave at yde støtte til en skole af denne art. Opgaven vurderes under alle omstændigheder at falde uden for KFU's ressort. Hvis opgaven skal fortsætte, foreslås det, at det sker i U&U's regi".

Sagen er endvidere behandlet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget, som på sit møde den 25. april 2001 besluttede at "Uddannelses- og Ungdomsudvalget foreslår, at Kort og Dokumentarfilmskolen som erhvervsdrivende fond/selvejende institution fortsætter"

På baggrund af Økonomiudvalgets samlede behandling af bydelsprojekterne på mødet den 29. maj 2001 har der mellem de to forvaltninger efterfølgende været drøftelser om fortsat kommunalt engagement i Kort- og Filmdokumentarskolen efter 1. januar 2002 på samme vilkår, som Indre Nørrebro bydel har tilbudt.

Bydelens nuværende engagement i Kort- og Dokumentarfilmskolen består i, at skolen bor huslejefrit på Hellig Kors Skole. Værdien heraf er opgjort til ca. 165.000 kr. i budget 2000. Dette beløb er tilbageført til Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen er indstillet på, at Kort- og Dokumentarfilmskolen kan blive på Hellig Kors Skole på uændrede vilkår foreløbigt i dette skoleår frem til august 2002. Hellig Kors Skole vil muligvis modtage flere elever i skoleåret 2002/2003 og kan derfor få behov for mere plads til skolens primære aktiviteter. Ifølge Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen vil man først i marts 2002 have overblik over antallet af elever i det kommende skoleår. Herefter vil man tage stilling til det fortsatte lejeforhold.

Kort- og Dokumentarfilmskolen har endvidere i mail af 30. august 2001(bilag1) ansøgt Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 2.047.500 kr. til drift, husleje og flytning i 2002

Ansøgningen bygger på et ønske om at flytte til nye og større lokaler samt en udvidelse af aktivitetsniveauet. Skolens primære opgave er at drive kursusvirksomhed for offentlige og private virksomheder, samt at producere videofilm, tv-produktioner, dokumentarfilm mv. til rimelige priser (bilag 2). Skolen fremhæver især behovet for kunstneriske videofilm til de københavnske kulturinstitutioner.

Skolens primære aktiviteter ligger uden for de formål, Kultur- og Fritidsudvalget tidligere har valgt at yde støtte til, jfr. i den forbindelse udvalgets bemærkninger i forbindelse med behandlingen på mødet den 26. april 2001. Generelt støttes kursusvirksomhed kun i forbindelse med Københavns Musikudvalgs støtte til deltagelse i workshops og seminarer, og f.s.v. angår de øvrige kulturelle puljer og fonde i kommunen yder disse primært støtte til aktiviteter og arrangementer og kun sjældent til drift med den begrundelse, at midlerne er afsat til kulturelle oplevelser for byens borgere og ikke til produktionsstøtte.

På den baggrund indstilles det, at Kort- og Dokumentarfilmskolens ansøgning om tilskud til drift, husleje og flytning i 2002 ikke imødekommes, og at skolen henvises til at søge støtte til konkrete kulturelle arrangementer i de puljer og fonde, som findes under Kultur- og Fritidsudvalget på lige fod med øvrige kulturinstitutioner i kommunen.

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

BILAG

1. Mail fra Bo Hasselbalch af 30. august 2001 incl. bilag

2. Oversigt over produktioner januar – august 2001

Ida Munk

/ Merete Evers

 

 

Til top