Mødedato: 20.06.2018, kl. 15:00
Mødested: Teaterøen ("Magneten"), William Wains Gade 11, Refshaleøen, 1432 København K

Demokratiets Hus

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget forelægges elementerne i etableringen af Demokratiets Hus med henblik på forhandlingerne om Budget 2019.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser etableringen af Demokratiets Hus til forhandlingerne om Budget 2019.

Problemstilling

Med Budget 2018 blev der afsat 1 mio. kr. til planlægning samt reservationsleje i 2017-2018 med henblik på at etablere Demokratiets Hus i Kødbyen på Vesterbro. Afsættet for arbejdet med huset er et attraktivt kulturhus, der fungerer som mødested for bl.a. politiske ungdomsorganisationer, selvorganiserede fællesskaber og studerende.

Løsning

Demokratiets Hus etableres i Københavns Kommunes egne lokaler i Slagtehusgade 5 i Kødbyen på Vesterbro. Huset får et samlet areal på ca. 550 kvadratmeter til en anlægssum på 14,6 mio. kr.

Demokratiets Hus vil have sin hovedindgang orienteret mod gennemgangen ved Flæsketorvet (bilag 1). Herved bliver huset en del af det liv og det miljø, som allerede er etableret i Kødbyen. Livet i Demokratiets Hus understøttes af en egen forplads, der inviterer til ophold.

Da huset skal danne rammen om mange forskellige aktiviteter, indrettes det fleksibelt. Der kommer et større forsamlingslokale, et åbent flexrum til bl.a. arrangementer og studiepladser, et par møderum, et kontor og tekøkken samt forskellige servicerum, herunder garderobe og depot (bilag 2). Indretningen betyder, at det bliver muligt at afholde aktiviteter i forsamlingslokalet og flexrummet samtidig, hvilket styrker muligheden for at udvikle nye former for aktiviteter.

Hovedtemaet i indretningen til de kommende brugere er at få bygningens oprindelige basiskonstruktioner frem i lyset og skabe et miljø, der er så oprindeligt og enkelt som muligt. De eksisterende, lidt ”rå” rammer giver stedet identitet og en autenticitet, der søges bibeholdt. Den oprindelige loftskonstruktion afdækkes, hvilket skaber en større og bedre rumhøjde og mere rummelige lokaler. Lokalerne indrettes robust og under hensyntagen til lokalernes brug. Ud fra ambitionen om at skabe et åbent og inviterende miljø vil antallet af vinduesåbninger mod Slagtehusgade blive øget, så der kommer mere dagslys til rummet. Det giver også mulighed for sidde-nicher i vinduerne og større samhørighed med omgivelserne.

Livet i huset
Arbejdet med Demokratiets Hus er sket i tæt dialog med de kommende brugere af huset, herunder repræsentanter fra partipolitiske ungdomsforeninger, som er initiativtagerne til projektet, og ungdomskulturhuset Kraftwerket. Der er i samarbejde med de kommende brugere lagt op til, at Demokratiets Hus bliver et dynamisk og attraktivt mødested for en bred vifte af ungdomsorganisationer samt hjemsted for de partipolitiske ungdomsforeninger i København.  

Kulturhuset får en stærk ungdomsprofil med fokus på demokratisk dannelse. Huset skal danne ramme om inspirerende aktiviteter, der engagerer unge i samfunds- og kulturrelevante problemstillinger. Demokratiets Hus åbner for en ny politisk debatkultur og understøtter dermed medborgerskab, samfundsengagement, selvorganiserede fællesskaber og valgdeltagelse blandt unge københavnere.

Demokratiets Hus skal være et aktivt hus dagen igennem for en bred kreds af brugere. I eftermiddags- og aftentimerne vil huset særligt blive anvendt af de unge til debatmøder, arrangementer og andre initiativer. I dagtimerne kommer huset i spil til andre aktiviteter som f.eks. studiepladser, undervisning, arrangementer, konferencer og møder, der både er indtægtsgivende og understøtter husets profil. På den måde bidrager dagsaktiviteterne til en økonomisk bæredygtig drift af huset. Der vil både være plads til faste brugere og brugere, som ad hoc ønsker at anvende lokalerne til f.eks. debatmøde eller lignende.

Demokratiets Hus bliver en del af miljøet i Kødbyen og skal spille sammen med de andre aktører i området, herunder Innovationshuset. Sigtet med huset er at løfte den samlede ungekultur i København, bl.a. gennem samarbejde og partnerskaber med andre unge- og kulturmiljøer som f.eks. Kraftwerket.

Drift
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil varetage den daglige drift og administration og vil bistå ungdomsorganisationerne med at få sat de bedste rammer for et hus fuld af aktivitet. Heri ligger bl.a. udvikling af bæredygtige driftsmodeller, organisationsmodeller, husorden, aktiviteter, profil og forankring af profilen i en større københavnsk ungekulturel sammenhæng.

Ligeledes vil Kultur- og Fritidsforvaltningen bistå med at sikre, at husets fysiske kapacitet anvendes bedst muligt, hvilket bl.a. indebærer udlejning af faciliteterne til andre relevante aktiviteter i dagtimerne. Huset bliver hermed et kommunalt kulturhus med unge, demokrati og inddragelse som profil.

De partipolitiske ungdomsforeninger har været med til at udvikle Demokratiets Hus. Der skal i en kommende fase arbejdes videre med udviklingen af huset i tæt dialog med andre kommende brugere af Demokratiets Hus.

Økonomi
I Budget 2018 blev afsat 1,0 mio. kr. i anlæg til planlægningsbevilling samt 0,2 mio. kr. i service i 2017 og 0,6 mio. kr. i 2018 til reservationshusleje. I forbindelse med planlægningsfasen har Byggeri København og rådgiver estimeret, at den samlede anlægssum til etablering af Demokratiets Hus vil være 14,6 mio. kr. 

I udgangspunktet var projektet var prissat til 6-8 mio. kr. I denne økonomi var der ikke taget højde for, at det skulle være muligt at holde flere arrangementer i huset samtidig, hvilket er et stort ønske fra brugerne, og som vil give mulighed for et større aktivitetsniveau i huset. I det projekt, der nu foreligger, er dette muliggjort. I den nuværende anlægssum er desuden taget højde for nødvendige udgifter til lovliggørelse af bygningen (myndighedskrav), forøgelse af risikopuljen samt udgifter til inventar.

Der skal afsættes i størrelsesordenen 2,5 mio. kr. til drift årligt, som også omfatter ansættelse af knapt 2 årsværk. Erfaringer fra andre kulturhuse viser, at langvarig, stabil drift med højt aktivitetsniveau i brugerdrevne huse kræver medarbejderressourcer til at understøtte aktiviteter, koordinere netværk, samarbejde med eksterne aktører og forankre den fremadrettede udvikling af huset. Husets placering i Kødbyen betyder, at der er behov for at sikre et vist opsyn med huset, samt at der er liv og aktiviteter i huset dagen igennem.

Sigtet er, at Demokratiets Hus indenfor de første 2 år sammen med brugerne skal udvikles til en harmonisk og økonomisk bæredygtig institution, som er en markant spydspids for politisk- og demokratisk kultur i København.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, udarbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen et budgetnotat med henblik på forhandlingerne om Budget 2019.  

 

Mette Touborg  

                                                              /Mads Kamp Hansen                         

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. juni 2018:

Der blev begæret afstemning om indstillingen.

Et flertal (Rune Dybvad, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Niko Grünfeld, Franciska Rosenkilde, Maria Frej og Christopher Røhl Andersen) stemte for indstillingen.

Et mindretal (Marcus Knuth) stemte imod.

Indstillingen blev således godkendt og Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder et budgetnotat på baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets drøftelser og tilkendegivelser.

Marcus Knuth og Christopher Røhl Andersen ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Det er vigtigt for Venstre og Radikale Venstre, at samtlige politiske ungdomsorganisationer ønsker at deltage i Demokratiets Hus."

Til top