Mødedato: 19.09.2018, kl. 15:00
Mødested: Skuespilhuset, Sceneindgangen i Kvæsthusgade mod Sankt Annæ Plads

Opfølgning på budgetaftale 2019

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om budgetaftalen for 2019.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen om budgetaftale 2019 til efterretning.

Problemstilling

Fredag den 7. september 2018 blev der indgået aftale om budget 2019 mellem Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance. Kultur- og Fritidsudvalget orienteres i den forbindelse om konsekvenserne af aftalen på kultur- og fritidsområdet.

Løsning

Der er i perioden 2018-2022 afsat i alt 126,3 mio. kr. til service, 140,1 mio. kr. til anlæg samt 12,2 mio. kr. til service afledt af anlæg på kultur- og fritidsområdet. I det følgende fremgår udvalgte initiativer fra budgetaftalen. De samlede økonomiske konsekvenser for Kultur- og Fritidsudvalget fremgår af bilag 1.

Nye faciliteter

Der er afsat midler til en række nye faciliteter beskrevet nedenfor.

Valby Bibliotek og Kulturhus

Der er i aftalen afsat 80,3 mio. kr. til nyt Valby Bibliotek på Toftegårds Plads, renovering af det eksisterende Valby Kulturhus samt en helhedsplan for Toftegårds Plads.

Demokratiets Hus i Kødbyen

Der er afsat 8,8 mio. kr. i anlæg til etablering af Demokratiets Hus i et kommunalt lejemål i Kødbyen. Hertil kommer 4,2 mio. kr. til reservationsleje, drift og vedligehold og 0,3 mio. kr. til organisatorisk arbejde.

Fodboldbaner  

Der er afsat i alt 33,5 mio. kr. til fem nye fodboldbaner i byens parker og stadion:

  • To 5-mands kunstgræsbaner i Nørrebroparken (7,1 mio. kr.)

  • Én 8-mands kunstgræsbane i Kulbaneparken i Valby (9,4 mio. kr.)

  • Pulje til kunstgræsbaner – opgradering af Vanløse Stadion og Valby Stadionbaner til kunstgræs (17 mio. kr.)

Svømmehal på Ydre Østerbro

Der er afsat 4 mio. kr. til en planlægningsbevilling til en ny svømmehal på Beauvaisgrunden ved Lyngbyvej på Østerbro. Svømmehallen skal sammentænkes med etablering af botilbud og plejeboliger. 

Øvrige initiativer, der er finansieret med budgetaftale 2019

Europa-Parlamentsvalg

Der er afsat 8,2 mio. kr. til afholdelse af Europa-Parlamentsvalg i 2019. Bevillingen dækker de nuværende 50 valgsteder.

Amager Bakke

Der er i aftalen besluttet at afsætte et yderligere ansvarligt lån på 6,5 mio. kr. til Fonden Amager Bakke. Lånet bliver tildelt på samme lånebetingelser, som det lån på 30,8 mio. kr., som Københavns Kommune tidligere har bidraget med.

Danmarks Rostadion

Fonden Danmarks Rostadion har tidligere tilkendegivet, at projektet bliver dyrere end forventet. I budgetaftalen indgår en hensigtserklæring, der tilsiger, at yderligere finansieringsbehov tilvejebringes i forhandlingerne om overførselssagen 2018-2019.

Festivalpuljen

Der er afsat 12,5 mio. kr. til Festivalpuljen i 2020. Engage Music Festival, Swoop Challange og Jødisk Filmfestival er nævnt som konkrete begivenheder, som ønskes støttet. Det bemærkes, at bevillingen kun er afsat etårigt i 2020 og er 2,5 mio. kr. lavere end den nuværende bevilling til Festivalpuljen.

Initiativer i andre forvaltninger med relevans for Kultur- og Fritidsudvalget

Der er i aftalen besluttet en række større initiativer på Børne- og Ungdomsforvaltningens og Teknik- og Miljøforvaltningens område, der har relevans for kultur- og fritidsområdet:  

  • Planlægningsbevilling til skole med idrætshal i De Gamles By på Nørrebro.

  • Planlægningsbevilling til skole i Nordhavn med bibliotek og idrætshal.  

  • Anlægsbevilling til skole på Nordøst Amager Skole med idrætshal.

  • Anlægsbevilling til skole på Sluseholmen med idrætshal.

  • Anlægsbevilling til skole i Kødbyen med idrætshal.

  • Planlægningsbevilling til kommunal naturpark i Nordhavn med mulighed for fodboldbaner.

  • Anlægsbevilling til Pio Park - en åben skolepark i Sydhavn.

Hvad angår Pioparken, vil Teknik- og Miljøforvaltningen i den videre proces inddrage Teknik- og Miljøudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget vedrørende disposition af hockeybanen, som i dag anvendes til fodbold. Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler, at der fortsat skal være mulighed for en 8-mands kunstgræsbane.

Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder for, at der etableres flere græsfodboldbaner i naturparken i Nordhavn.

Bevillingsudløb

Følgende bevillingsudløb på kultur- og fritidsudvalgets område blev finansieret i budgetaftalen 2019:

  • EnergiCenter Voldparken (2,8 mio. kr. årligt i 2019-2020)

  • Weekendåbent i Tingbjerg Svømmehal (0,6 mio. kr. årligt i 2019-2022)

  • Gratis adgang for pensionister og førtidspensionister til Thorvaldsens Museum og Nikolaj Kunsthal (0,3 mio. kr. årligt i 2019-2022). Rejst ved forhandlingerne af et medlem af Borgerrepræsentationen.

Følgende bevillingsudløb henvist af Kultur- og Fritidsudvalget til forhandlingerne blev ikke finansieret i budgetaftalen (se bilag 2):

  • FerieCamp i seks ud af ni udsatte boligområder i København (Amager Vest, Bispebjerg, Husum, Indre Nørrebro, Tingbjerg og Ydre Nørrebro). 
  • Den midlertidige bevilling til daghøjskolerne
  • Den midlertidige bevilling til klubhuspuljen
  • Bevillingen til Copenhagen Film Fund
  • Bevillingen til Kulturtårnet på Knippelsbro

Initiativer som ikke blev finansieret med budgetaftale 2019

Budgetønsker henvist af Kultur- og Fritidsudvalget og Borgerrepræsentationen, som ikke blev finansieret med budgetaftalen 2019, fremgår af bilag 2.

Det bemærkes, at der ikke blev afsat midler til forslaget om, at drift af skolefodboldbaner overgår fra Børne- og Ungdomsforvaltningen til Kultur- og Fritidsforvaltningen. 

Nedlæggelse af Innovationshuset og tilbagerulning af hjemtagelse af event- og eliteidrætsarbejde

Nedlæggelse af Innovationshuset

Parterne bag budgetaftalen har besluttet at nedlægge Innovationshuset, som derfor lukker pr. 1. januar 2019. Innovationshuset har siden 2015 bidraget til at styrke innovationen i Københavns Kommune gennem samarbejde på tværs af kommunens forvaltninger om løsninger, der forbedrer borgerens oplevelse af mødet med kommunen og øger effektiviteten i kommunes arbejde.

Tilbagerulning af hjemtagelse af event- og eliteidrætsarbejde

Parterne bag aftalen har besluttet at tilbagerulle hjemtagelsen af opgaven med tiltrækning af events til København, som Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 25. april 2018. Opgaven vil derfor fortsat være forankret i Copenhagen Eventures i Wonderful Copenhagen. Tilskuddet er  reduceret til 2,4 mio. kr. Sekretariatsbetjeningen af det kommende Eventråd skal grundet beslutningen varetages af Copenhagen Eventures.

Parterne har desuden besluttet at tilbagerulle hjemtagelsen af arbejdet med eliteidrætten fra Team Copenhagen, som ligeledes indgik i Kultur- og Fritidsudvalgets budgetbidrag 2019. Der er i den forbindelse afsat 0,5 mio. kr. til at annullere effektiviseringen.

Investeringsforslag på Kultur- og Fritidsudvalgets område

I forbindelse med budgetforhandlingerne blev investeringspuljen for 2018 udmøntet. Følgende tre investeringsforslag på Kultur- og Fritidsudvalgets område blev vedtaget med investeringer på i alt 6,3 mio. kr.:

  • Automatisering fase 2

  • Billetautomater til Københavns Museum og Nikolaj Kunsthal

  • Samling af strategiske forpagtningsaftaler for cafédrift

Effektiviseringspotentialet i forslagene indgår i opfyldelsen af Kultur- og Fritidsudvalgets måltal i 2019 og frem.

Analyser af administrationsudgifter, indkøb, ejendomsdrift og kapacitetsudnyttelse

I budgetaftalen indgår flere hensigtserklæringer om det videre analysearbejde på tværs af forvaltningerne. Det drejer sig om følgende:

  • En sænkelse af administrationsudgifter med 10 pct. over de næste fire år

  • Styrket organisering og højere måltal på indkøbsområdet

  • Mere effektiv arealpleje i kommunen

  • Kapacitetsudnyttelse på boldbaner, kulturhuse og biblioteker, der kan imødegå en del af behovet for nye anlæg som følge af befolkningstilvæksten.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil gå aktivt ind i det kommende analysearbejde.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Borgerrepræsentationen andenbehandler budgetforslag 2019 den 4. oktober 2018.

 

Mette Touborg

                                        / Annegrete Vallgårda

 

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. september 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede sagen og tog orienteringen om budgetaftale 2019 til efterretning.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vender tilbage med et notat om kunstgræsbanerne i Nørrebroparken.

Kultur- og Fritidsforvaltningen orienterede om at det efter dialog med Økonomiforvaltningen er klarlagt at der er afsat 0,2 mio. kr. til en screeningsbevilling på Ketsjersportens Hus og ikke afsat midler til en helhedsplan for Kløvermarken.

Som konsekvens af beslutningen om ligestilling af voksenforeninger og selvorganiserede idrætsudøvere, vil der blive udarbejdet et takstbilag, som vil indgå i den endelige budgetvedtagelse.

Til top