Mødedato: 19.09.2018, kl. 15:00
Mødested: Skuespilhuset, Sceneindgangen i Kvæsthusgade mod Sankt Annæ Plads

Byens Hus - klausuler

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, hvorvidt By & Havns klausuler kan anvendes i forbindelse med anlæg af Byens Hus.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at Kultur- og Fritidsforvaltningen accepterer, at By & Havns klausuler anvendes i forbindelse med etableringen af Byens Hus.

Problemstilling

En gennemgang af By & Havns ’Politik for arbejdsklausuler’ og ’Politik for sociale klausuler’ viser, at de ikke er i fuld overensstemmelse med Kultur- og Fritidsforvaltningens krav til etablering af kommunale anlæg, eller anlæg, som Københavns Kommune medfinansierer. Fagudvalget skal godkende en eventuel dispensation fra brugen af Københavns Kommunes klausuler.

Løsning

Byens Hus er et kombineret beboer- og kulturhus, som planlægges at åbne i 2021. Med Budget 2018 blev der afsat 5 mio. kr. (P/L 2017) i tilskud til anlæg af Byens Hus og 2 mio. kr. årligt til drift. Det 2.500 m2 store Byens Hus er en del af et større byggeri på i alt 10.000 - 12.000 m2, som også indeholder lejligheder og daginstitution. By & Havn er bygherre.

Københavns Kommune finansierer ca. 10% af den samlede anlægssum for Byens Hus. Det skal afklares mere præcist i det videre forløb, hvilke elementer anlægsmidlerne skal anvendes til. Det kan fx være opgradering af multisale, så det egner sig til idræts- og kulturarrangementer, bibliotekssatellit og opgradering af fællesområde, indretning, maskiner og værktøj til værksteder samt opbevaring og inventar i foreningslokaler. Det er aftalt med By & Havn, at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til, om der kan dispenseres for Københavns Kommunes klausuler.

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, stiller Kultur- og Fritidsforvaltningen krav om, at By & Havns politikker på området overholdes i forbindelse med etablering af Byens Hus.

Klausuler

I anlægsprojekter stiller Københavns Kommune krav om løn- og ansættelsesvilkår til leverandørers medarbejdere, deres underleverandørers medarbejdere og til ansatte hos underleverandørers underleverandører hele vejen igennem en eventuel kæde, som i Danmark er med til at opfylde kontrakten. Foruden dette stiller Københavns Kommune krav om brugen af praktikanter, elever og lærlinge eller beskæftigelse af ledige.

Københavns Kommunes klausuler og By & Havns klausuler adskiller sig ved, at kædeansvaret i By & Havns arbejdsklausul kun omfatter leverandøren og dens eventuelle underleverandører. Det betyder at kædeansvaret ikke strækker sig til underleverandørers underleverandører hele vejen i en given kæde.

Det videre arbejde

I forbindelse med udbetalingen af anlægsmidlerne skal Borgerrepræsentationen forelægges en udmøntningsindstilling. Udmøntningen planlægges at ske i 2020. I udmøntningen af midlerne vil Københavns Kommunes krav til byggeri og anlæg fremgå. Bygningsreglementet og andre generelle bestemmelser samt lokalplan nr. 398 Ørestad Syd tillæg 2 skal overholdes.

Indstillingen forelægges Kultur- og Fritidsudvalget nu, da By & Havn er på vej til at indgå aftale med en privat developer.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, accepterer Kultur- og Fritidsforvaltningen anvendelsen af By & Havns nævnte klausuler i forbindelse med opførelsen af Byens Hus.

 

Mette Touborg

    

                                                            / Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. september 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget forkastede indstillingen.

Til top